I mit vågne liv er jeg nærmest rumblind, men i mine nattedrømme er jeg arkitekt: Jeg konstruerer utrætteligt bygninger, trapper, lejligheder, værelser en suite, ja, hele byer, som jeg aldrig har set før, men bevæger mig fremmedfortroligt igennem med drømmefartens determinerede træghed.
Nattedrømme har et stærkt arkitektonisk islæt, og dette islæt forfølger Ursula Andkjær Olsen konsekvent i teksten ’Jeg befinder mig i mit hus’. Titlen er den indledende sætning i et referat af en tilbagevendende drøm om at opdage en dør, man aldrig før har set, og bag den en kæmpemæssig lejlighed med seks stuer en suite og klavermusik fra den bageste, og at ville gå ned til musikken, men blive så træt på vejen, at man må lægge sig på en sofa med betræk af blødt fløjl.
