Lyt til artiklen
Paris i slutningen af 1800-tallet stod i djævlens og de mindre dæmoners tegn. Okkultismen var overalt – og der, hvor den ikke var, kunne man være legitimt nervøs for, at den ville krybe ind.
Fornemmelsen var delt af mange, ikke mindst blandt kunstnerne. Her, midt i lyset, i videnskabens og fremskridtets hovedstad, på stedet for de mange verdensudstillinger og den efterhånden lange europæiske fred, bredte der sig med chokerende hastighed en sødlig stank af svovl og helligbrøde, en fristende og farlig ufornuft, der dampede op fra fornuftens dekadente kloaksystemer.
