Bare titlen på Madame Nielsen nye roman glædede mig. For lover ’Kendsgerninger’ ikke, at al forvirringen om Madames biografi og utallige inkarnationer endelig vil blive redt ud? Fortællingen om Madame Nielsen og hendes slægt vil – som hun selv forsikrer i romanens kursiverede prolog – udelukkende basere sig på »uforfalskede tekster, genstande og kendsgerninger, som historievidenskaben kræver det af en sandhed«. Naturligvis så jeg frem til at få nysgerrigheden stillet. Men det, jeg især længtes mod, var det koncise sprog. Jeg regnede med en sval og kølig oplevelse. At læse ’Kendsgerninger’ ville blive som at slukke tørsten.
Før ’Kendsgerninger’ kan begynde, må man imidlertid igennem romanens såkaldte ’Fortæppe’. Et påtrængende og akut digt; midt i »skud-/ året Corona/ to tusind & tyve« ligger et radmagert jeg på sit yderste og hviske-råber om »ORDET« og »SYNET«.
