Ved Kjell Askildsen kan jeg lide: hans absurde lune, hans stilhed, hans måde at få ordene til at changere på, halvuendeligt i tusmørket, fornemmelsen i novellerne af disse isolerede norske bygder, stille og så pludselig sønderrevne af et kvindeskrig, så stille igen, indtil fuglene synger. Jeg holder af hans ansigt, ganske meget, dette samme lidt alvorstunge fotografi, som forlagene altid sætter på bøgernes bagflapper, en ruin, en roman hugget ud af fjeld og rynker, af for mange erfaringer.
Øverst stiller jeg ’Thomas F’s siste nedtegnelser til almenheten’ fra 1983. Ikke at jeg kunne huske, hvad den handler om, men jeg husker følelsen: gamlingens kamp med meningsløsheden, mod tomheden, mod sig selv. Der er bøger, der bliver med én, bliver en del af kødet, netop fordi de glemmes, præcis under forudsætning af at de falder i et med omgivelserne.
