Østrigske Peter Handke tilhører gruppen af forfattere uden illusioner. Sortseende, europæiske udforskere af tilværelsen, som efter det 20. århundredes skuffelser har opgivet det store perspektiv, selve ideen om en fælles mening, for i stedet at bore sig idiosynkratisk ind i det fremmedgjorte individs hverdag.
I denne lilleverden er han til gengæld formidabel. Handkes romanfigurer får øje på det mindste, alt synes at spille en rolle. Som nu for forfatteren i nærværende lille bog, som har rejst sig fra skrivebordet for i stedet at gå sig en tur i byen. Da han kommer til udkanten af den, indtager han sin plads på en bænk i et busskur, og så følger denne ekstremt handkeske iagttagelse: »Jo mere oprejst han sad, og jo langsommere han trak vejret, desto varmere fik han det. Den faldende sne skrabede mod væggene«. Den sidste sætning har jeg også citeret, for så har vi næsten hele sansepakken: Kroppen, der sidder på en bestemt facon, vejret, der trækkes på en lige så bestemt måde, og kropstemperaturen, der derfor stiger, mens den siddendes ører registrerer sne, der ligefrem skraber mod busskurets vægge.
