På forsiden af Benedicte Huangs debutroman, ’Døtreskole’, ses et maleri af den amerikanske kunstner Shannon Cartier Lucy. En ung pige sidder ved middagsbordet med en enorm kniv og ditto gaffel – bestikket er større end hendes arme. Hun er som Alice i Eventyrland havnet i en verden for folk, som er meget større end hende selv. At læse Huangs roman er også lidt som at forsvinde ind i et drømmeland af forvredne proportioner.
Vi følger en navnløs piges opvækst i et forstadskvarter, i størstedelen af romanen er hun 14 år og går i 8. klasse på Edel Berthelsens Døtreskole. Hendes verden udgøres af skolen, skoven, hjemmet og venindernes hjem. Dette er en verden af sammenligninger og kontraster; alting ses gennem et analyserende, forundret blik. I begyndelsen af romanen går fortælleren igennem et nabohus med stuer, der er »så rengjorte, at jeg ikke kan tro, det er rigtig jord, som står i blomsterpotter overalt mellem møblerne«.
