Lyt til artiklen
I ’Efter tiden’, sidste bind i Madame Nielsens romankvartet ’Pentagon smeltet’, er fortællingen – den historiske såvel som den personlige – som lovet pist væk. Forfatterinden er der heller ikke længere. Måske hun er fordampet akkurat som søen, der nu ligger tilbage som »et fedtet spejl«, hvorfra det dog alligevel lykkes den navnløse forælder at hive bundslatter op, så sønnen kan få en slags måltid at begynde dagen på.
Med formuleringen ’at begynde dagen’ er jeg allerede på vildspor, for i ’Efter tiden’ er der naturligvis ikke længere nogen tid, hverken begyndelser eller slutninger, ikke nogen nye dage og ingen ægte nætter.
