Det er små, fine menneskeliv, vi møder hos Zoyâ Pirzâd. Stille eksistenser på persisk. Kvinderne står i deres køkkener og laver mad, bogen har en liste over retterne: ghormeh sabzi, urtegryde med lam, kuku sabzi, æggekage med krydderurter og valnødder, dami gojeh farangi, risret med tomater, ristede løg og krydderier, alt muligt godt. Måske kommer manden hjem om lidt, måske har han haft sin sidste arbejdsdag før pensionen. Så gik det liv.

Tiden gik. Og Iran fik fyrre eller halvtreds eller bare ti år mere lagt til de tusinder og atter tusinder af år. Morgener, formiddage og eftermiddage som alle andre eftermiddage. Ikke så meget drama – og dog. Der er jo stort og småt, der er skæbnen, og der er døden.