Der er virkelig meget godt at sige om norsk litteratur, mit eget læsehjerte banker især stærkt for Anne Helene Guddal og Stig Sæterbakken. Sammenlignet med dem er Marie Aubert muntrere, tonen er lettere. Hendes tredje udgivelse, ’Jeg er egentlig ikke sådan’, er netop udkommet i den stilistisk ret beslægtede danske forfatterkollega Thomas Korsgaards lydhøre oversættelse.

Det er familietraumer så gnavende som en betændt neglerod, en yngre generations flugt til storbyen for at lægge afstand til provinsen og ophavet, en nærsynet realisme, der dvæler ved tilberedningen af en labskovs med et lidt for gammelt løg, og som en gang imellem kigger op og tillader sine karakterer at reflektere klarsynet over menneskets eksistentialer: »Jeg tænker på, om alle forældre har det sådan, at tanken om, at deres børn skulle blive elsket mindre, end de fortjener, gør så ondt«.