I 1952 på Blegdamshospitalet i København ligger en trettenårig poliosyg pige i en jernlunge, som hjælper hende med at trække vejret. I 1913 på et børnehjem uden for Budapest går en trettenårig rundt og kaldes Dreng, men Dreng har små bryster og et køn så »glat og buet som et stort hønseæg«.
I Kirstine Reffstrups roman forbindes de to personer, som to inkarnationer af den samme. Forbindelsen etableres, da poliopigen i første kapitel erindrer sig de syner, hun fik, da hun faldt på asfalten en varm julidag, lige før hun blev indlagt. Hun blev til lutter »synsnerver, hudfolder og pupiller«. Hun så tagene i Budapest, hun så et barn blive født – »Jeg så min egen fødsel. Det var virkelig mig« – hun så barnet blive båret bort til drengehjemmet, til Taras hus.
