Gustava tager til Tromsø for at dø og siden til Venedig for at leve. Det er kort fortalt historien i Christina Hesselholdts seneste roman. Gustava er enlig barnløs psykiater i 50’erne. Hun har levet et liv i arbejdets navn: lektierne, studierne, lægegerningen. Nu orker hun ikke mere og tager til Tromsø for at sluge piller under nordlyset. Det bliver forpurret af omstændigheder, der inkluderer hjerteskærende omfavnelse af en udstoppet isbjørn.
Venedig inspirerer til døden: Thomas Manns ’Døden i Venedig’ er en påtrængende reference i Hesselholdts roman (Gustava er af sine forældre opkaldt efter Manns hovedperson Gustav Aschenbach). Men Venedig inspirerer også til livet: Gustava har gennem alle de år, hvor hun har »arbejdet sig halvt ihjel«, båret på et erindringsbillede fra Venedig af en ung kvinde, der slentrer af sted med bare ben i lange flade støvler og ikke skal andet end »nyde sin egen veltilpashed«. To alternativer til at lade sig æde op af arbejde: døden under nordlys og pigen i støvlerne. Den første lykkes ikke for Gustava, og så tager hun til Venedig.
