Anna er single, midt i 30’erne og bor på Nørrebro. Hun er projektleder i et firma, der »tilbyder cloud-baserede løsninger«. Det sidste er sjovt fundet på af Marie Hougaard, ingen af os forstår jo, hånden på hjertet, hvad den der digitale sky er for noget, og det er en pointe i sig selv, at vi ikke er blevet klogere på det efter af have fulgt i hælene på Anna over 300 sider.
I det hele taget er romanens diskrete satire over humans of late capitalism, alle vi fjumser i det senkapitalistiske samfund, noget af det, jeg holder meget af ved den. Satiren er til stede i de præcise registreringer af, hvordan folk færdes i et kontorfællesskab. Annas chef er ikke bare i gang med at gøre klar til et møde, men »Vores chef er ved at tilslutte sin computer til en større skærm«. Det er på en måde en antilitterær sætning, men netop derfor er den god, ligesom Marie Hougaards prosa også er god, fordi den ikke smykker sig med mange metaforer eller litterære krumspring, når nu det tydeligvis ikke er forfatterens natur.
