I gamle dage skrev de digte. Smukke digte, der fik folk til at græde. Gode digte, der kunne overtale gamle elskere og utro ægtemænd. Dårlige digte, der slet ikke gjorde indtryk. Digte som rappe replikker og digte som ensomme hjertesuk.

Det er selve digtningen, både som versekunst og samtaleform, der er kernen i den mere end tusind år gamle japanske tekstsamling ’Ise-fortællingerne’, hvor adelsmænd og kurtisaner, kejserlige funktionærer og prinsesser, digter om bortførelser og forelskelser, om storslået natur og vandringer i fjerne provinser, om drømme, længsel, liv og død.