Lyt til artiklen
Digtene i Nicolaj Stochholms nye bog ’Det regelmæssige’, hans tolvte digtsamling, kan være næsten provokerende i deres afrundethed – i måden, de med en tilsyneladende skødesløs håndbevægelse tillader sig at starte og slutte og være digte på, mens man alligevel slet ikke kan begribe dem; hvor de egentlig starter og slutter. Man kan ikke rigtig nå dem.
Digtene befinder sig i en verden, hvor »tingene ikke mere er lavet af hænder«. Men det er også en digtning med en flig af håb om det evige liv. Findes der et digt, der ikke er sådan? Sådan spørges der i bogen.
