Lyt til artiklen
J eg var lykkelig, da jeg i sin tid læste Goliarda Sapienzas (1924-1996) pikareske roman, den posthumt udgivne ’Kunsten at glædes’ (1998). At romanen om Modestas rejse fra armod til adelsdame regnes for den sicilianske forfatters hovedværk, forstår man godt, for den er skamløs og tosset, frydefuld og fuldkommen enestående. Sådan en bog skriver man højst én af.
Derfor var jeg også urolig ved at skulle læse ’Møde i Positano’ (1984), og romanen – Sapienzas sidste – er da heller ikke så vild som hovedværket. Var ’Kunsten at glædes’ en supertotal af det 20. århundredes Italien, er den autofiktive ’Møde i Positano’ et ømt nærbillede af venskabet mellem den fortravlede moderne Goliarda (Sapienza) og den tidløse fyrstinde Erica Beneventano.
