Jeg bed negle, før jeg turde tage hul på Sapienzas sidste roman. Heldigvis er den både inderlig og skælmsk, parfumeret og noget så sjældent som en autofiktion, der næsten glemmer sin forfatter.

Hendes mesterværk gjorde mig lykkelig. Det gør denne roman også

Lyt til artiklen

J eg var lykkelig, da jeg i sin tid læste Goliarda Sapienzas (1924-1996) pikareske roman, den posthumt udgivne ’Kunsten at glædes’ (1998). At romanen om Modestas rejse fra armod til adelsdame regnes for den sicilianske forfatters hovedværk, forstår man godt, for den er skamløs og tosset, frydefuld og fuldkommen enestående. Sådan en bog skriver man højst én af.

Derfor var jeg også urolig ved at skulle læse ’Møde i Positano’ (1984), og romanen – Sapienzas sidste – er da heller ikke så vild som hovedværket. Var ’Kunsten at glædes’ en supertotal af det 20. århundredes Italien, er den autofiktive ’Møde i Positano’ et ømt nærbillede af venskabet mellem den fortravlede moderne Goliarda (Sapienza) og den tidløse fyrstinde Erica Beneventano.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her