Jeg forstår ikke, hvorfor jeg aldrig før har læst den østrigske forfatter Heimito von Doderers store gennembrudsroman fra 1951. Man skulle tro, jeg havde læst den (eller fået den indgydt subliminalt), for de billeder, den giver af Wien anno 1911, er som de billeder, jeg i årtier har båret med mig i mit indre landskab, og der har gjort den by til mine længslers mål. Men ret beset har jeg dem nok (billederne, længslerne) fra de Strauss-operetter, jeg elskede som barn, siden suppleret med min kærlighed til al den kunst og tænkning, som Wien var en smeltedigel for omkring år 1900.

På tysk hedder romanen ’Die Strudlhofstiege’, som er et udendørs trappeanlæg i Wien og en genkommende scenografi i denne beretning om en flok mennesker af det wienerske borgerskab, hvis veje krydses i 1911, og igen i 1925.