Elias Sadaqs digtsamling ’Djinn’ er ikke en bog for sarte sjæle, bornerte mennesker, eller stærkt troende folk. Det er en bog om at være brun og queer og muslim, om den minoritetserfaring. Men som anmelder er det centrale jo ikke, at den erfaring skrives frem, men hvordan. Det sker uden dikkedarer, i en ligefrem og selvbiografisk stil, der nærmer sig knækprosa. Et eksempel:

»Vi sidder på toppen af City Vest/ og fletter fingre/ sommeren er lige begyndt/ og min elskede afklæder sig/ guldkæde og dynejakke/ alt foregår/ uendeligt langsomt/ som da Rumi søgte sin Shams/ nu er det min tur/ til at rødme/ han har taget blondetrusser på / jeg vil så gerne være kvinde/ siger han«.