Lyt til artiklen
Tilfældet ville, at jeg læste Julie Sten-Knudsens essay om Berlin, mens jeg var i Berlin, i bydelen Neukölln, hvor jeg kunne sidde i timevis med mine bøger på den ene lille anarkistiske café efter den anden, og indimellem promenere på den nedlagte Tempelhof-lufthavn, som nu på utopisk vis er indtaget af syngende lærker og utravle mennesker. Min oplevelse flugtede fuldkomment med det, Sten-Knudsen skriver om Berlin:
»Her er det muligt at være langsom, at leve langsomt (…) Man kan se himlen«. Sten-Knudsen skriver ganske vist om Berlin i 00’erne, på et tidspunkt, hvor historien åbner et håbefuldt tomrum: »Tomrummet som er opstået i de områder hvor det socialistiske styre er brudt sammen, og kapitalismen endnu ikke er kommet op at stå«.
