Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
netværk. Iman Ahmad Abu Laban og Abu Talal fotograferet i Brønshøj under  et interview med Politiken, 1993.
Foto: Erik Gleie

netværk. Iman Ahmad Abu Laban og Abu Talal fotograferet i Brønshøj under et interview med Politiken, 1993.

BogForum
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Journalist kaster lys på et mørkelagt kapitel i dansk historie i ny bog

'Allahs danske krigere' af Matias Seidelin er godt tænkt og effektivt gjort.

BogForum
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hov - hvad blev der egentlig af Abu Talal? Hans kone leder stadig efter ham. Matias Seidelin er overbevist om, at han er død, torteret ihjel af egyptiske bødler, efter at kroatiske agenter på amerikansk bestilling fik ham kidnappet på en rejse fra København udi en hellig krig i Bosnien i 1995.

Det forargede ikke mange dengang, at Abu Talal forsvandt. Det vil heller ikke holde mange søvnløse i dag. Knap nok Matias Seidelin. Han har til gengæld fået øje på en bemærkelsesværdig historie, der knytter islamisk terrorisme til Danmark på en måde, der måske var meget dansk, dvs. vidunderlig uberørt, næsten naiv, mens Abu Talal levede på Rørsangervej.

Siden har både verden og vi fået vores lektie i terrorens trusler, så det også er muligt at skrive og læse en bog om, at vi burde have været klogere.

LÆS OGSÅ

Seidelin starter bagfra: En fremmed står af flyet – i Kroatien. Og forsvinder. Han kommer fra Danmark, men ikke bare herfra. Seidelin trækker levende sine tråde tilbage til en dreng, der voksede op i Egypten under diktaturet og blev vred.

Han lod sig inspirere af den radikale islamismes fædre og gjorde sig til en af dens mestre, en brillant taler, en diskret organisator, en skånselsløs planlægger af død og ødelæggelse. På det teoretiske plan er hans voldsaccept veldokumenteret. Om han i praksis har været ansvarlig for vold synes snarere velargumenteret.

Drengerøvsbog terrorister og agenter
Men Seidelin bruger Abu Talals sag til at beskrive terrornetværket Gamaa al-Islamiya, dets fremvækst i Egypten og dets spredning ud i verden, ikke mindst via Pakistan og Afghanistan, senere også Sudan, Europa og USA – helt til Gellerup og Brønshøj.

Abu Talal og de andre er motiveret af deres læsning af Gud og deres had til undertrykkere, til ikketroende, til forkert troende, til jøder, til kristne, til folk, der er forskellige fra dem selv.

De er dygtige til at gemme sig. Men der er hemmelige tjenester i hælene på dem, og Seidelin er dygtigt i hælene på agenterne.

Hans bog bygger på papirer, der givetvis er stemplet ’fortroligt’, og på samtaler, der ikke er mindre fortrolige. Det er bogens styrke, at Seidelin har fundet frem til papirer og samtalepartnere. Det er også bogens svaghed, at han ikke kan citere dem.

Resultatet er et værk, der enten kan opfattes som en flot drengerøvsbog om politiske terrorister og hemmelige agenter – eller som en diskret dokumenteret afsløring af netværket omkring en egyptisk islamist, der en dag forsvandt efter at have skjult sig lige her mellem os i Danmark.

Raske pennestrøg
Det er Seidelins velplacerede opfattelse, at tidsånden i begyndelsen og midten af 90’erne hindrede pressen, myndighederne og sågar regeringen i at tage militante, voldelige islamister alvorligt. Det sandsynliggør han ikke ueffent.

I givet fald var de dog ikke alene. Ligesom Danmark angiveligt havde oplysninger, der godtgjorde, at Abu Talal fra Rørsangervej var en højtplaceret edderkop i et egyptisk voldssyndikat, men ikke ville handle derefter – så burde USA længe før september 2001 formentlig have taget alvorligt, at en flok senere kendte arabiske elever på en amerikansk flyveskole have onde hensigter.

Måske savnede man fantasi. Måske manglede man den faktuelle viden, vi i dag har om voldspotentialet i islamisk radikalisme.

Politiet kunne ikke få tre arresterede egyptere i Aarhus dømt for terrorplaner – uanset deres indkøb af kemikalier, deres telefonnumre på folk i Gamaa al-Islamiya og al-Qaeda og deres noget skumle kontakter mv.

Seidelin er ikke selv i tvivl om deres skyld. Han stempler også den afdøde imam Abu Laban som mindst medløber, måske fixer, for det egyptiske terrornetværks inspiratorer. Og det er svært at se bort fra en rask tilsvining af en anden dansk imam, Abdul-Wahid Pedersen, som håndlanger for kræfter, der måske støttede politisk vold. Det står ikke venligt.

Med samme raske pennestrøg får Seidelin stemplet en flok danske politikere, bl.a. Lars Løkke Rasmussen og Peter Skaarup, som nyttige idioter for en afghansk frihedskamp, der uden videre slås i hartkorn med senere forbryderiske islamister.

FBI i Danmark
Rolig nu, Seidelin. Afghanerne havde al moralsk ret til at kæmpe mod sovjetisk besættelse, og anstændige danske politikere havde god grund til at støtte denne kamp.

Det var langtfra alle tidligere mujahediner, der senere sluttede sig til al-Qaeda og Taleban eller forsvarede eller iværksatte terror mod civile, vestlige mål.

Seidelin har begået en flot beskrivelse af et egyptisk miljø, der havde god grund til at gøre oprør mod diktaturet i Kairo, men naturligvis et forbandet dårligt forsvar for at begynde at slå tilfældige mennesker ihjel på deres vej.

LÆS OGSÅ

Det er fristende at lade sig rive med i kat-og-mus-kampen mellem de egyptiske myndigheder og den opposition, som Abu Talal bliver en del af. Men bogen giver ikke mange chancer for at forstå den korruption og misrøgt af Egypten – politisk og økonomisk –- som fødte islamismen. Og den ignorerer de andre muligheder, som Abu Talal og hans venner havde for at sætte sig op mod diktaturet.

Jo tættere Seidelin kommer Aarhus Politi og nære PET-stemmer, des større bliver detaljerigdommen og referencerne til konkrete papirer, datoer og identificerbare kilder.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og jo længere han kommer ud i Egyptens betændte opgør med islamismen, des mere skal vi stole på hans personlige kontakter, hans mulige kilder og hans fortolkning af opsigtsvækkende artikler og mulige efterretningsrapporter, også fra amerikansk hold, hvor FBI måske tog tre egyptere fra Jylland mere alvorligt end den danske hemmelige tjeneste.

Efterlader vigtige spørgsmål

Det letter læsningen, at kilderne ikke er med, men det svækker også troværdigheden. Man vil gerne tro ham, men man vil hellere have dokumentation.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og når vi f.eks. skal acceptere hans beskrivelse af dagbladet al-Ahram som ’anerkendt’ under diktaturet, skønt det var diktaturets talerør, og vi f.eks. skal læse om efterretningschefen Omar Suleiman som enhver anden respektabel politichef, skønt han netop var diktaturets magtfulde redskab – så synes han på sikrere grund i danske kilder end i mellemøstlige.

Seidelin efterlader vigtige spørgsmål – blandt dem: Giver Danmark ly til efterlyste terrorister uden at retsforfølge dem her? Hvorfor vil Nyrup Rasmussen ikke fortælle, hvad han i sin regeringstid vidste om dette ly? Bidrog PET med rejseoplysninger, som gjorde det muligt at kidnappe Abu Talal og kaste ham i torturbødlers lænker?

Og hvordan samarbejder dansk politi i dag med politimyndigheder i diktaturer og demokratiske samfund i kampen mod terrorisme?

Bogen kaster lys på et ellers mørkelagt kapitel i dansk historie, oven i købet som en kriminalroman. Det er godt tænkt, effektivt gjort.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden