På forsiden ser man hverken Puccinis Mimì eller Wagners Brünnhilde, men en helt anden diva. Nemlig den slanke, speedsnakkende tidligere fotomodel Lotte Heise. Hun har opera i blodet, forstår man på hendes lidenskabelige indledning til bogen. Og hvis det står til troende, at Lotte Heises mor faktisk havde veer til 'Valkyrien', så tror da pokker, hendes datter er blevet operajunkie. Selv sammenligner Lotte Heise opgaven at skrive en indføring i en række af de mest populære operaer på repertoiret med at være en alkoholiker udkommanderet til vinsmagning. Hun er ikke ekspert, men afhængig, forstår man, og hun indrømmer da også frisk undervejs, når der er noget om operaerne, hun ikke lige ved eller forstår. Passionen som drivkraft Lotte Heise tager for eksempel ikke højde for, at operaer som regel er skrevet af kreative team.
Mozart stod ikke for 'Tryllefløjten' alene. Han havde også en tekstforfatter eller, som det hedder, en librettist. Så når der sker noget fiffigt i handlingen - og Lotte Heise nøjes bestemt ikke med at referere operaernes handlinger, hun kommenterer dem på det saftigste! - så er det faktisk ikke Mozart, men i dette tilfælde Emanuel Schikaneder, der burde krediteres. Nå, pyt. Handlinger får man i hvert fald, som sig hør og bør i en operafører, og de refereres, det må man sige, friskt og vedkommende. Der er knald på udråbstegnene, og smileyer er drysset med fri hånd rundt omkring i teksten. Den nysgerrige bliver hjulpet på vej med begejstring, og så kan man synes, at inddelingen af bogens 40 udvalgte operaer i kategorier som 'De perfekte', 'Dem, hvor du tuder max' og 'Ædende ond' er poppet. Det ændrer ikke ved, at der skinner ægte, ja, ligefrem overstyret begejstring igennem hver eneste sætning i en bog. Også på den måde er den en komplet modsætning til det danske standardværk på området, Gerhard Schepelerns knastørre, supergrundige og faktamættede 'Operabogen 1-2', der har holdt til mange genoptryk, og som rummer omtale af næsten fem gange så mange værker. Lotte Heises drivkraft er passionen, og når man ikke ønskede sig noget højere i 14-års fødselsdagsgave end at komme til Wagners 'Ring', så er der virkelig passion at øse af. Voldsom i formen Hist og her falder man over en detalje, der er forkert. For eksempel var det sopranen Birgit Nilsson og ikke Martha Mödl, der sang Isolde i Bayreuth i 1962, og sagnskikkelsen Den Flyvende Hollænder er ikke tvunget til at sejle omkring på de syv have, fordi han har sluttet en pagt med djævelen. Han gør det, fordi han i overmod har forbandet Gud. Navne på personer staves af og til galt. Til gengæld er det da imponerende at få skubbet en reference til zumba ind i en genfortælling af handlingen i Carl Nielsens 'Maskarade', og de ustandselige sammenligninger med tv-konceptet Big Brother er i al fald friske nok, ligesom det er sandt, at Spoletta i Puccinis 'Tosca' er »en utrolig klam type«, og at Verdis 'Falstaff' er »herresjov«. Lotte Heise kan være voldsom i formen og upræcis i detaljen, men hun har fat i en essens. Hun tør sige, når nogle operaer nogle gange bliver for lange i spyttet. Frem for alt vedkender hun sig sin passion, og passion er jo, hvad opera som regel handler om. At dirigent og 'Maestro'-dommer Frans Rasmussen i sit forord gør sig mere uvidende om opera, end han som mangeårig professionel musiker er og dermed forstiller sig på samme måde, som han gør, når han tager deltagerne i tv-programmet alvorligt som rigtige dirigenter, er en anden sag. Det virker utroværdigt og ærlig talt temmelig irriterende.
