»Ugens første syv dage/ er en perlerække af lidelser/ Men ugens ottende dag!!!«. Sådan skriver manden fra No (en bitte landsby i Vestjylland), som for nylig kunne lade sig hylde for sine indtil videre 60 år på Jorden. Navnet er Henrik Have, professionen er udflydende: forfatter, billedkunstner, skulptør, fotograf, bogsensualist, forlægger. Dogmer En af gaverne fra vennerne er et festskrift, hvis dogmeregler Haves to yngre digterkolleger Claus Handberg Christensen og Janus Kodal har sendt til en række Haveelskere, fortrinsvis en stribe forfattere og billedkunstnere.Dogmerne lyder (i min parafrasering af bogens forord): Du skal konfrontere dig med et af Henrik Haves værker og skrive en tekst om mødet. Du skal nedtone det anekdotiske. Du skal undgå at svare værk med værk. Dogmer er til for at blive brudt: Mange af de enogtredive røvere, som slutter op om Henrik Have i bogen, sniger en anekdote eller to med ind i beskrivelsen af det værk, de har valgt. Det kan skyldes, at Henrik Have er så buldrende en ånd, at hans skygge falder over værket, ligegyldigt hvor man forsøger at gå til det fra, hvis man først en gang har mødt manden. Klædelige anekdoter Nå, men det med anekdoterne klæder faktisk en række af bidragene - for eksempel når forlægger emeritus Jarl Borgen skriver om sit forsøg på at forstå værket 'Circumcise', der er resultatet af en række fotografier, som Have tog i Regents Park i London, hvor politiet undersøger og anholder en stiknarkoman, engang i 1978. Til sidst spørger Jarl Borgen kunstneren selv, som svarer: »Det synes, som om du har haft besværligheder med at knække koden til fotografierne på standeren. Der er ingen kode. Det er det, der gør billedet til en mystifikation«. I Haves svar skimter man nogle af hans forudsætninger i 60'er-avantgarden: popkunsten, med sin insisteren på overfladen frem for dybden, fluxus' forkærlighed for interaktivitet og de tilsyneladende tilfældige mønstre, livet hele tiden danner. Syntese i kunst og bøger Hvis man hertil lægger digterens konkretistiske kærlighed til ord, bogstaver og papirs materialitet, er vi på vej ind til det, der om noget går igen i festskriftets fremmaning af Haveværket: de fascinerende bogobjekter og bogskulpturer, som han har fremstillet gennem snart 40 år. Forfatteren Henning Mortensen skriver fremragende om den vanvittige romanskulptur 'Folkets bog om landets forsvar. Col. Pferde' (1972), som han kalder en helvedeshest med sort sløjfe. Forfatteren og grafikeren Eli Lund går håndfast til værks med at klippe, folde og lime kassebogobjektet 'Prøven', Haves afgangsprojekt fra Den Frie Lærerskole i Ollerup i 1971, som blev udgivet på Haves eget forlag, Edition After Hand, i 2002. »Mine bogobjekter indeholdt en absurd dialog, der ikke førte noget sted fra eller noget sted til, men indeholdt så mange informationer, at man af dem kunne aflæse en virkelighed, også en virkelighed ved siden af den konkrete, der lå i tingene selv«, siger Have i et interview i 1986. Som antikvarboghandler Lars Rasmussen - der selv har en 350 kilo tung Havesten med eget ISBN-nummer stående i sin forretning i Skindergade i København - let og ligetil pointerer i sit bidrag, er Henrik Have ubetinget den danske kunstner, i hvis værk kunst og bøger danner den allerkraftigste syntese. Gammelt skidt blæses væk Jeg kunne godt have undværet en lille håndfuld bidrag i 'Haves: Vidner', hvor skribenterne går i selvsving over egen formåen udi at fortolke Have og derved skammeligt ubeskedent overtræder redaktørernes dogme om ikke at besvare værk med værk. Det ændrer ikke ved, at festskriftet i den grad blæser gammel skidt og gravrust ud af øjne og ører på læseren, som undervejs får sit blik på de seneste knap 40 års danske kunsthistorie revitaliseret i kraft af en række værker (som bogen gengiver fotografisk) af en mand, der med Jarl Borgens ord altid har spillet kunst alene.