Han er 196 cm høj, vejer 98 kilo, bruger størrelse 47 i støvler, og mindst et par hundrede millioner fodboldfans er på fornavn med ham. Navnet er Zlatan. Zlatan Ibrahimovic, stjerneangriber i AC Milan, hjemme i Sverige beundret, hyldet, forgudet som ingen anden. Han er kongen, en lidt uberegnelig konge, hvis ekstreme vindermentalitet og selvglæde sætter strøm til bundne energier hos både høj og lav i kollektivismens svenske folkehjem. Socialdemokraterne holder af ham, fordi han er en lykkelig historie om social opstigning. De liberale elsker hans politisk ukorrekte individualisme. Indvandrerne er vilde med ham, fordi han klarede springet fra ghettoen til verdensscenen uden at sælge ud. Pigerne: fordi! Fodboldelskere: Fordi, fordi!! Hvor stærk zlatanismen er i Sverige, kom for en dag, da halvgudens selvbiografi udkom sidste år. Mere end 500.000 svenskere investerede i bogen, kultureliten diskuterer stadig, hvad det lige var, der ramte bogmarkedet, og hvor fantastisk det er, at netop denne bog har fået unge til igen at gide læse bøger!
LÆS OGSÅZlatan sælger bedre end Harry Potter Zlatan Ibrahimovic har fortalt sin historie til forfatteren og journalisten David Lagercrantz, søn af legendariske Olof Lagercrantz. Koblingen mellem finkultur og ghetto har skabt et lykkeligt resultat, som hæver sig milevidt over den gængse fodboldlitteratur. Selvfølgelig får vi historien om den hårde opvækst i Sveriges mest belastede kvarter, parallelsamfundet Rosengård i Malmø. Om moderen, der slog med grydeskeer, faderen, der drak, og sociale myndigheder, der var så meget til stede i hverdagen, at Zlatan har fået en livslang aversion mod 'møder'. Vi slipper heller ikke for at høre om alle de fantastiske mål, Zlatan har banket ind for Malmø FF, Ajax Amsterdam, Juventus, Barcelona, Inter og Milan, og om alle trofæerne og mesterskaberne. Selvbiografien er også en usædvanligt ærlig insiderberetning om, hvordan salg og køb af spillere foregår, hvor vanskelig dagligdagen er for en superstjerne, der må gemmes i vasketøjskurve for at komme uset ud af fodboldstadionerne, og hvor hårdt det er at spille på Voltaren og indsprøjtninger, fordi der ikke er noget, heller ikke helbredet, der er vigtigere end at vinde i de afgørende kampe. Det selvfede vindermonster fra Sverige Men det centrale er fortællingen om, hvordan figuren 'Zlatan', den eksplosive cocktail af retorik og målfarlig muskelmasse, blev til. Med direkte inspiration fra Muhammed Alis berømte mantra 'I am the greatest', erklærede Zlatan Ibrahimovic tidligt, at han against all odds ville være den bedste, at det betød, at han som 'perker' var nødt til at være fem gange bedre end almindelige svenskere, og at han til enhver tid ville blære sig med, hvor fantastisk god han var. »Respekt er ikke noget, man får, men noget, man selv skal tage«. Ibrahimovic hader at tabe, lige så meget som han hader at føle sig udenfor. Han har brug for vreden for at kunne spille godt. Hvis ikke hans selvforståelse kan få lov at folde sig ud, hvis han ikke kan være 'Zlatan', så går han død. LÆS OGSÅZlatan hudfletter Ikea-idyllen i ny biografi Han er nødt til at være »tændt«, på kanten af raseri for at kunne levere, og det værste er trænere, der ikke har blik for denne afgørende nøgle til succes for det selvfede vindermonster fra Sverige, som kan præstere det umulige i de afgørende øjeblikke, hvis altså bare han får lov at være sig selv. Viljen til sejr i alle situationer er 'Zlatans' væsentligste styrke. Det er krigerens stil, den sociale outsiders næsten hævngerrige tørst efter anerkendelse. Det særlige er, at Zlatan Ibrahimovic, der også fortæller om forventningspres, udbrændthed og ensomhed og tomme kalorier ved X-boxen, kan gå ind og ud af sin rolle, denne persona, 'Zlatan'. Og at kraften fra 'Zlatan' kan løfte et helt hold. 'Il gladiatore', som de kalder ham i Milan, er ifølge hans egne holdkammerater i stand til at løfte dem tyve procent, fordi ibramaniaen, den kogende og fanatiske Zlatan-dyrkelse, smitter af på hele holdet. Ikke bøvet drengerøveri I Barcelona under Pep Guardiolas ledelse gik det galt, fordi træneren troede, at han kunne lave 'Zlatan' om. Men også fordi den svensk-jugoslaviske spillers individualisme ikke passede til den nærmest selvudslettende kammeratlighed, som dominerer de vævre boldkunstnere i den catalanske klub. »Jeg blev kedelig. Zlatan var ikke længere Zlatan«, fortæller hovedpersonen, som kalder Barcelona »en anstalt«, og hvis betragtninger om Guardiola er et langt karaktermord. Guardiola er mand uden ære, fordi han ikke tør tage beslutninger selv. Punktum. LÆS OGSÅMessi årsag til Zlatans Guardiola-konflikt Bogen om Zlatan Ibrahimovic er en letlæst jegfortælling opdelt i kapitler. Lagercrantz' spørgsmål er ikke taget med, men man kan tydeligt mærke, hvor langt han som interviewer har været omkring. Selve koblingen mellem en dannet intellektuel og en fodboldstjerne er typisk for den betydning, fodbold har fået i moderne tid. Her er nemlig et felt, hvor feminismens omsorgsværdier ikke har fået indpas og selv dannede mænd fra samfundets bestemmende lag kan tillade sig at være irrationelt glade for deres helte. Hvor stærke følelser der kan gennemstrømme fodboldkultens tilhængere, gør folk uden for den entusiastiske frizone sig ikke begreb om. Ej heller at der ikke er tale om bøvet drengerøveri, men om et højt udviklet vidensområde, hvor det er lige så naturligt at kunne drøfte - og bære over med - Zlatans seneste kunststykke eller skandaleoptræden, som det er at hente rollinger i børnehaven eller købe ind i Netto. Stak Roma-spiller en lussing Fodbold er ikke alt, erkender Ibrahimovic, der nu er en gift familiefar på 29 med to små sønner, og styrken ved den bog, som hans åbenhjertighed har muliggjort, er, at han både kan se sig selv og det game, som han performer i, udefra. Han kender sin egen myte, men kan også gennemskue den. Han ved, at karrieren er kort, og han ved, at han aldrig slipper for grundfablen om ghettodrengen, som fik mulighed for at leve sin drøm ud. LÆS OGSÅBendtner er vild med helten fra den anden side af Øresund Han står ved, at mørke kræfter i ham kunne have gjort ham til kriminel, og at han den dag i dag automatisk bliver tiltrukket af andre »badboys«, at han naturligt finder sammen med dem, der er kommet fra bunden, og at »overklasseløg« og »duksedrenge« kan rende ham i røven. I AC Milans seneste kamp stak han en spiller fra Roma en lussing, hvorefter han prompte blev udvist. På YouTube lyder den typiske kommentar til episoden: »No Zlatan, no party. Gotta love him«. Jo, Zlatan, med og uden anførselstegn, holder hele tiden gryden i kog. Måske manden, der er Zlatan Ibrahimovic, også er så populær, fordi han er drengen, der fik lov at forblive et røvhul. FACEBOOK