De senere år har nogle forfattere skrevet om historie ved at fortælle f.eks. porcelænets, citronens eller kartoflens kulturhistorie. Omsider har nogen fået den idé at gøre det samme med Sveriges nationaldyr, elgen. Og da det ingenlunde er et smart trick, er resultatet blevet et organisk og oplysende pragtværk. Kultisk dyr Helleristninger samt strategiske faldgruber i rigt mål dokumenterer, at hvad bisonoksen var for prærieindianerne, det var elgen for ursvenskerne. Men hvor indianerne blev omvendt til kong Alkohol, så har svenskerne formået at bevare deres næsten kultiske forhold til dette sære hjortedyr - verdens største - selv efter indtagelse af betydelige doser af nævnte bevidsthedsudvidende stof. Elgmælk som medicin Ganske vist kender vi alle historien om den gamle svenske konge, der kom for skade at skyde en klapper, der råbte »Jag är inte älgen«. Men måske var kongen hverken fuld eller senil, men tillagde blot på arkaisk vis det sagnomspundne urdyr den snedighed at ville redde sit skind med den løgn: at den ikke var nogen elg. Det var længe god Historie, at kongernes beredne kurerer i den svenske stormagtstid betjente sig af de yderst terrængående og udholdende elge; men i dag er man enige om, at det kun var - en god historie. Det samme gælder Cæsars, Tacitus' og Plinius' skrøner om dette storvildt, som jo engang også fandtes i Germanien. Den ved reformationen til Rom fordrevne svenske biskop Olaus Magnus fulgte op ved i sit berømte værk 'Om de nordiske folk' at tilskrive elgen og dens indvolde alle hånde egenskaber. Og faktisk har russerne i moderne tid udnyttet elgmælk i mange medicinske sammenhænge. Fri jagt I enevældens tid havde de svenske konger og adelen monopol på elgjagten, som allerede tidligt blev genstand for en vis omsorg. Gustav Vasas søn Johan III anlagde således oprindelig Stockholms smukke Djurgården som en tidlig forløber for Christian V's danske Dyrehaven: en privat park med garanteret jagtlykke selv i den største brandert. Elgjagtens kongelige status afspejles i hofmaleren Ehrenstrahls prægtige scenerier. Stormagtstidens svenske soldater bar klæder og kapper af det på en gang bløde og seje elgskind - en glemt specialitet, der med international succes er genoptaget af det københavnske firma Skindsmedene. Sidst i 1700-tallet købte den lidet naturinteresserede 'teaterkonge' Gustav III sig almuens gunst til sin politiske detronisering af adelen ved helt at frigive jagten. Dette fik katastrofale konsekvenser for både elg, rådyr og kronhjort - de to sidst blev så godt som udryddet, mens elgene med nød og næppe overlevede i det uvejsomme Norrland. Skrappe love under kong Bernadotte (Karl-Johan) kom i ellevte time. Men befolkningen fordobledes til gengæld fra midten af 1700-tallet til i 1850 at tælle godt 3,5 millioner - og trods kartoflens sejrsgang, landejendommenes udskiftning samt bedre landbrugsmetoder kom det til at gå ud over vildtet, alle love til trods. Dertil kom frygtelige nødår, hvor de, der ikke emigrerede, tyede til vildtet som deres sidste ressource. Truet dyreart Elgens renæssance kom derfor først i meget sen tid, og den skyldes ikke alene vildtets svindende betydning i husholdningen, men også det moderne skovbrug. For selv om de store rydninger har været skæbnesvangre for mange fuglearter, har de til gengæld forsynet de store hjortedyr med et dækket frokostbord uden sidestykke. For på rydningerne skyder mængder af buske op, som ikke havde mange chancer i den tætte gamle urskov. Dette forhold forklarer sammen med ophøret af kvæggræsning i skovene, at elgbestanden kunne eksplodere til atter at blive en nationaløkonomisk faktor. Men det er på godt og ondt: Forstfolket forbander nemlig elgene, der om vinteren æder plantet fyr efter nu at have opædt næsten alle løvbærende buske. Jagtturisme og national kult står derfor over for rationel, langsigtet skovdrift - og i den kamp har forstfolket pikant nok allieret sig med de voksende bestande af bjørne og ulve som en politisk korrekt velsignelse fra oven. Og elgbestanden er faktisk halveret de senere år, grundet et højt jagttryk samt et reduceret fødegrundlag. Store rydninger med ensaldrende nyplantninger gælder heller ikke længere for de vises sten i skovbruget. Elg-ekskrementer som legetøj Elgkulten er til gengæld blevet en eksportartikel: For ikke blot betaler tyske forretningsfolk store summer for at leje elgjagter - også alt lige fra tørrede elg-ekskrementer til legetøj samt trafikkens advarselsskilte med påmalede elge går som varmt brød. Der findes endda nu særlige elgparker, hvor folk kan dyrke nærkontakt med de sky dyr. Den ellers lidet ædruelige filosof Hegel havde ganske ret i, at friheden fra oprindelig at være eneherskernes privilegium efterhånden bliver alles ret: Således forlanger i vore dage ikke blot fulde majestæter, men også tyske og danske turister en elggaranti, som den vilde natur selv er ude af stand til at honorere. Men vil De se rigtige elge af bøffelstørrelse, så må de rejse til landets nordligste ende: For i Sydsverige når elge i vore dage sjældent at opleve deres livs zenit, hvortil kommer, at selv skravlene klarer sig i nutidens milde lomborgske klima.