Da jeg nåede til side 29 i ’Håb’, havde jeg lyst til at smide bogen i skraldespanden og vaske mig selv udvendig og indvendig med brun sæbe. Så ubehageligt er det at læse Amanda Berrys beretning om, hvordan hun som 17-årig under påskud om et lift lokkes hjem til en kammerats far og holdes fanget og voldtages af ham gentagne gange allerede på de første sider. Jeg fatter ikke, hvad nogen får ud af at læse detaljerede beskrivelser af vold og ydmygelser og om en narcissistisk psykopats handlinger. Men da jeg omsider kom til slutningen (uden at have dvælet unødigt undervejs!), nåede jeg frem til erkendelsen: Disse grusomme gidselberetninger, der efterhånden findes en hel del af, fungerer som moderne eventyr af den grummeste slags. Som en slags gysere, hvor man føres gennem den sorteste skov og udsættes for alverdens rædsler for endelig ved mod og snilde at komme ud i lyset igen. Og måske oven i købet inviteres til slottet og modtages af kongen selv.
Miniromanens snurrige mester leverer syrede og skarpe fortællinger
