Hvad er det for en roman, du har skrevet? »Det er en sædeskildring af en middelklassefamilie af i dag, en sammenbragt familie, en stresset familie, en familie med en masse relationer, der skal gå op, en familie, der lykkeligt har kastet sig ud i forbrugsfest, dette grusomme ord, men også i socialt hjælpearbejde. Det er en familie, hvor der er en masse liv og kærlighed. Det er ikke en traumatisk familieroman, jeg har skrevet. Foruden at være en sædeskildring er det også en groteske. Det bliver den ved at fokusere på og dermed forstørre detaljer – for eksempel betydningen af en skriggrøn skjorte, som den forfængelige forfatter Julius har købt og ikke ved, om han tør gå i«. Har du lagt noget af dig selv i romanens forfatter, familievennen Julius? »Julius er bitter og polemisk, jeg er ingen af delene. Men de steder, hvor han reflekterer over sin æstetik og over sin skrivestemme, hvordan et lag af bevidstheden dikterer tekst til et andet lag – inspiration med andre ord – det er mig«. Problematikken med delebørn fylder meget i bogen, og det virker som et uløseligt problem. »I min roman er det svært, fordi Lars bogstavelig talt har taget sit arbejde med på ferie, og fordi han er menneskeligt utilstrækkelig i forhold til sin datter. Anne er ved at drukne i menneskelige relationer. Hun forsøger romanen igennem at forstå, hvorfor hun ikke kan elske Amalie, altså Lars’ datter fra et tidligere ægteskab, og konstruerer ligefrem en liste på 8 punkter over årsager til den manglende kærlighed. Til sidst når hun frem til, at hun har behov for at være centrum i enhver menneskelig relation, og det kan hun ikke være i forholdet Lars-Amalie. Hun er simpelthen jaloux«. Flere af personerne i bogen må tage stilling til integration. Hvordan griber Anne integrationen af Naseema an? »Anne forsøger at gøre Naseema til et medlem af familien. Men familien er ikke altid lige heldig i sin måde at hjælpe hende på. Naseema føler sig behandlet som en fattig slægtning, som man kan prakke al muligt ragelse på. Hun hader second hand. Hun føler sine grænser overskredet, når de stiller hende spørgsmål, som hun ikke mener, de ville stille andre. Til gengæld føler Anne sine grænser overskredet, når hun må lægge øre til Naseemas racisme og homofobi. Men Annes holdning er, at hvis Naseema bare får tid nok, skal hun nok blive mere tolerant. Anne er ikke bare Naseemas hjælper – hun er også hendes ven. Men det er svært at få et venskab til at udvikle sig, når den ene part (Naseema) lever i en konstant undtagelsestilstand (dansk flygtningepolitik) og ikke ved, om hun er købt eller solgt«.