Maureen Dowd befandt sig nogle år tilbage i en catfight. Modstanderen var Monica Lewinsky. »Jeg kunne ikke lade være med at forestille mig, at Monica og jeg ville ende med at rulle rundt på gulvet ligesom scenen i 'Dollars', hvor Joan Collins og Linda Evans flår hinanden i håret«. Sådan endte det ikke helt den aften på restaurant The Bombay Club i Washington DC, tæt på Det Hvide Hus, hvor Chelsea Clinton kort forinden havde fejret sin 17-års fødselsdag med sine forældre, og hvor Maureen Dowd den aften spiste vindaloo med en kollega. Send in The Clowns Det gik sådan for sig: Monica Lewinsky og Maureen Dowd blev præsenteret for hinanden. Smilet stivnede i ansigtet på den tidligere praktikant. Hun lænede sig ind over journalisten, hvilede sin hånd på hendes knæ, og da deres ansigter var helt tæt på hinanden, sagde Lewinsky: »Hvorfor skriver du så ubehagelige artikler om mig?«. I baggrunden spillede pianisten 'Send in The Clowns'. Reptilagtig glamour Anekdoten er typisk for Maureen Dowd. Den 58-årige journalist og forfatter er opvokset i regeringsbyen, hvorfra hun siden Reagan-æraen har skrevet om magtspillet i Det Hvide Hus. Hun har mødt dem alle - og skrevet om dem alle. Lewinsky er nok den, hun har været mildest ved. »Har du læst Maureen Dowd i dag?«, siger man og refererer til klummen i The New York Times, som hun i 1999 vandt Pulitzerprisen for. Selv sammenligner hun klummen med en satirisk tegneserie, men ikke alle griner lige højt: Barbara Bush har erklæret sit had og har givet sin mand forbud mod at tale med klummeskriveren. Sønnen Bush Junior kalder hende The Cobra: »Det er ikke det værste, jeg er blevet kaldt. Jeg synes næsten, det har en reptilagtig glamour over sig«, siger hun i telefonen fra Washington. Feminismens tilbageskridt Men Kobraen går ikke kun efter præsidenter. Lige nu er det borgernes tur - de amerikanske kvinder i særdeleshed. De seneste måneder har Maureen Dowd skabt debat med bogen 'Are Men Necessary - When Sexes Collide', hvor hun behandler den kønspolitiske situation i USA. Og det ser ikke godt ud for hverken 68'erne, de unge døtre eller deres fælles mulige kønsfælle i en kommende præsidentvalgkamp, Hillary Clinton. Skurken hedder overdrivelse. »Man peger på Hillary Clinton og hendes generation, som om de er bevis på en landvinding i ligestillingens navn. Men feminismens fremskridt varede et nanosekund, mens tilbageskridtet har varet de sidste 40 år«, siger Maureen Dowd. Større bryster, større læber I stedet for at ændre verden bruger yngre amerikanske kvinder i dag tid på at ændre sig selv, mener hun. Mens vi engang oplevede La Belle Époque, lever vi i dag i Botox-epoken, som hun siger: »Yngre amerikanske kvinder prøver at skabe sig selv om til mandlige fantasier i en grad, så selv mænd bliver forskrækkede. Jeg interviewede redaktøren for mandebladet Maxim, Ed Needham, og han var chokeret over, at unge kvinder kontaktede ham for at spørge, hvordan de kunne blive en af hans Maxim-piger«. »Det er jo meningen, at disse coverpiger skal være fordækte mandlige fantasier og ikke moderne kvinder fra det virkelige liv«. Barbie erstattes af Bratz Forklaringen er, ifølge Maureen Dowd, at unge kvinder synes, at deres mødre levede et alt for hårdt og glædesløst liv, alt imens de kæmpede en utopisk kønskamp, der ikke kunne vindes. For kvinder er kvinder, og mænd er mænd: »Det var en fejl at tro, at kvinder var nødt til at klæde sig som mænd, arbejde som mænd og få orgasmer som mænd. Det var en fejl, at feministerne brugte enormt meget tid på at dæmonisere Barbie og Hugh Hefner. Det var en forkert kamp, og den gav bagslag«. »Barbie blev ikke erstattet af noget mere naturligt, men af dukken Bratz, der er en tøjte med endnu større bryster og større læber. Og der er nu hele forretninger, hvor unge kvinder køber T-shirts med Playboys Bunny-logo«. Lipstick-feminisme Først ville kvinder omskabe sig til mænd. Nu er kvinder ved at skabe sig om til mændenes fantasier. I mellemtiden har de glemt at interessere sig for, hvad der sker ved den amerikanske højesteret, som lige nu igen er ved at pille ved retten til fri abort, argumenterer Maureen Dowd. Derfor kalder hun tøvende sig selv for feminist: »Jeg er det selvfølgelig i den forstand, at jeg ønsker, at alt er muligt for kvinder. Men ordet er blevet meningsløst. Nu taler man om postfeminisme og lipstick-feminisme, men det er stadig ord, der er associeret med en bestemt historisk periode. Vi er nødt til at rykke videre«. Fra alfakvinder til alfamødre På papiret er Maureen Dowd 68'er. Men i virkeligheden var hun helt uden for nummer, dengang hun i 1969 indskrev sig på universitetet: »Jeg var til feminint tøj og film med Fred Astaire, og det blev betragtet som mistænkeligt. Min kæreste dengang, John Tierney, som i dag er min kollega på New York Times, havde gået på Yale, og han sagde altid til mig: »Kvinder på Yale går ikke med makeup«. Og han blev ved med at købe flade sko til mig«. Dengang troede Maureen Dowd, at ligestillingen var på vej. Og hun tænkte, at det var helt fornuftigt at overlade kampen til hendes »søstre i sorte turtlenecks og Birkenstocksandaler«, som hun beskriver de amerikanske 70'er-feminister. Alfamødre Men hun konstaterer nu, at hun tog fejl. Når det gælder de veluddannede kvinder på de amerikanske eliteuniversiteter i dag, ser hun også her, hvordan feminismen har givet bagslag: »På New York Times interviewede vi et større antal kvinder fra eliteuniversiteterne. Det er altså dem, vi regner for at være morgendagens ledere. De sagde alle sammen, at de ville færdiggøre deres uddannelse og trække sig tilbage for at få børn«. »Jeg tror, at det repræsenterer en trend blandt yngre veluddannede kvinder. De tilhører en klasse i det amerikanske samfund, hvor de i stedet for at blive alfakvinder, som var 68'ernes mål, vælger at blive alfamødre. De har råd til at blive hjemme og betragter det at være mor som en målrettet karriere, hvor de går til træning, drikker skim latte på Starbuck's og har en Martini klar til deres h eman, når han kommer ind ad døren«. Rettigheder Det er et tilbageskridt til 1950'ernes kønsroller, mener Maureen Dowd, der aldrig selv er blevet gift eller har fået børn. Men hun har haft kærester. En af hendes mere celebre ekser er skuespilleren Michael Douglas. I princippet bør kvinder leve lige præcis, som de har lyst til, mener hun. Problemet er kun, hvis der ikke er nogen til at sørge for, at de veluddannede hjemmegående kvinder er velkomne i samfundet, »når deres mand løber af sted med en yngre kvinde«. Hvis kvinderne ikke fortsat tager deres plads, mister de deres rettigheder. En bitch i Det Hvide Hus? Men hvor stor er tragedien, må man spørge? Det amerikanske samfund har de seneste år stadig fostret markante kvindelige toppolitikere, bl.a. Condoleezza Rice og Hillary Clinton. Lige nu er der spekulationer om, at de begge vil stille op som kandidater til præsidentvalget i 2008. Det må vel være tegn på, at tingene er ved at ændre sig? »Well. Vi må jo se, hvor langt de når. Vi er ikke engang nået til det punkt i Amerika, hvor vi har en kvindelig chef på vores nyhedsudsendelser. De skal altid bakkes op af en mand. Når vi endnu ikke har en kvindelig nyhedschef, hvordan skal det så lykkes os at få en kvindelige præsident?« »Det er den samme underliggende myte, der er til stede, når det gælder begge job: Mange amerikanere vil stadig have en farmand i stolen«. Hillary - en pige? I en af sine seneste klummer skriver Maureen Dowd om Bush-administrationens beskrivelse af Hillary Clinton som »en vred kvinde« styret af hormoner. Maureen Dowd mener, at republikanerne allerede er i gang med at mistænkeliggøre Hillary Clintons politiske foretagsomhed: »Især når det gælder Hillary, er der en stigende fornemmelse af, at hendes kandidatur vil være endnu en ulykke for Demokraterne. Bush forsøger at fremstille hende som en vred kvinde og spiller derved på billeder af Medea og Sharon Stone i 'Iskoldt begær'. Indirekte siger han: »Hun er en bitch«. Og når du allerede har en sur mor og sur kone, vil du så også have en bitch mere i Det Hvide Hus?«. Det er samme taktik, som Bush-administrationen tidligere benyttede med andre mandlige demokratiske kandidater, John Kerry og Al Gore, mener Maureen Dowd. Dem fik republikanerne til at se ud som to tøsedrenge - selv om Kerry faktisk var krigshelt. »Og når det lykkedes Bush at fremstille to mænd som piger, hvor svært mon så det bliver at få folk overbevist om, at Hillary er en pige?«. Omfavne verden på en kvindelig måde Især mener Maureen Dowd, at Hillary Clinton vil få mange problemer med at vinde stemmer i Sydstaterne, hvor hendes mand er fra: »Det lykkedes Hillary at score én bonderøv, men hun kan ikke score millioner af dem«. Det lyder jo ikke særligt opmuntrende, medmindre man er misogyn og/eller republikaner. Hvad sker der på den anden side af feminismens store tilbageslag, er man nødt til at spørge? »Alt er overgearet lige nu - og det overgearede er den største fjende. Det handler det om at finde en god balance. Og her er jeg faktisk optimistisk. For jeg tror, at den eneste fejl, kvinderne begik, var at bilde sig ind, at de var mænd. Vi mistede et par årtier dér - og vi er kommet til at ligne fodboldspillere. Nu er vi nødt til at starte forfra og omfavne verden på en kvindelig måde«. Vejen frem er teknologi Men hvad betyder det? Skal vi alle til at gå med høje hæle gennem livet, ligesom Maureen Dowd selv, der efter sigende har dækket fire amerikanske præsidentvalg i stiletter. »Nej, nej, det er bare, fordi de er groet fast på mine fødder«, svarer hun. »Vi skal ændre en masse institutioner. Vejen frem er teknologi, så vi kan genskabe verden og give plads til både arbejdet og familien«.