Efter at have været korrespondent i Indien, Japan og Israel og rapporteret fra mere end 30 lande satte Eric Weiner, der er journalist på National Public Radio, sig for at finde ingredienserne til det gode liv. Kan lykke overhovedet defineres? »Jeg ved ikke, om det kan defineres, men vi ved jo alle sammen godt, hvornår vi er lykkelige. Og det er den måde, man måler et lands lykke på. Man spørger ganske enkelt folk, hvor lykkelige de føler sig. Men selve lykkebegrebet er sikkert forskelligt fra sted til sted og fra den ene periode til den anden. Her i USA handler det i dag meget om at have det godt med sig selv, tidligere var det mere et spørgsmål om at leve et moralsk og retmæssigt liv. Og i Asien er det typisk mere gruppeorienteret end i Vesten, hvor det meget handler om en selv«. Men kan man sammenligne lykke – er det ikke for individuelt til, at det giver mening? »Det er klart, at det er en subjektiv oplevelse, men man kan godt sammenligne, hvordan folk siger, de har det. Men der er formentlig en vis social forskel. I USA handler det meget om at virke, som om man er på toppen, så folk har måske en tendens til at overdrive, hvor lykkelige de er. I Japan – hvor jeg har boet i fire år – tror jeg, det er omvendt. Der praler man ikke, heller ikke med lykke, og de har muligvis derfor en tilbøjelighed til at underdrive, hvor glade de er«. Moldova er det mindst lykkelige af de lande, du besøger. Hvorfor er de så ulykkelige? »Når man spørger dem, siger de, at det er på grund af økonomiske problemer. Men der er mange meget fattigere lande i Afrika, hvor folk er lykkeligere, så det tror jeg ikke meget på. Jeg tror, det skyldes misundelse og mangel på tillid. Misundelse på alle – naboen, familiemedlemmer, men især på resten af Europa. For selv om Moldova er rigt i forhold til rigtig fattige lande, sammenligner de sig med Europa, og der ligger de i bunden. Og så er der meget lidt tillid i samfundet – ingen stoler på andre end sig selv og den nærmeste familie«. Bhutan har fået meget opmærksomhed ved at lave et nationalt lykkeindeks – er det vejen frem? »Det er i al fald et skridt fremad. Bhutan har bestemt ikke alle svarene, og der er masser af ulykkelige mennesker der. Men ved at indføre et lykkeindeks har de fået stillet et vigtigt spørgsmål omkring, hvad det er, en regering – og et land – bør fokusere på. Er det ren materiel velstand og økonomisk fremgang – eller er det lykke? Og der er flere og flere lande, som gør det samme. I Storbritannien har lederen af de konservative, David Cameron, talt om at måle nationens velbefindende«. Hvad skal et land gøre for at øge lykken? Er der en opskrift? »Være mere som Danmark. Spøg til side. Det skal gerne være forholdsvis rigt. Penge er ikke alt, men man skal have et vist niveau. Beskedenhed i kulturen er også godt, fordi det mindsker misundelsen. Den amerikanske holdning, hvor man viser sig frem og praler hele tiden, er ikke godt for landets lykke. Humor er efter min mening også vigtigt – men det kan jeg ikke bevise. Og endelig tror jeg, at en vis kulturel identitet er vigtig. Det skal nødig tippe over i nationalisme, men jeg tror, det er vigtigt at have et klart defineret kulturelt ståsted«. Mange af de lande, som er lykkelige, er meget homogene. Er multikulturelle samfund vejen til at blive ulykkelig? »Det vil jeg jo nødig sige, men der er noget, som tyder på, at tilliden er mindre i multikulturelle samfund. Det er lettere at stole på folk, der ligner en, og derfor er det sværere at skabe lykke i et multikulturelt samfund. Sådan virker det i al fald«. USA er verdens rigeste og mægtigste land. Hvorfor er amerikanerne ikke lykkelige? »Det er også noget, amerikanerne spørger mig om. For det første er vi nummer 23 ud af 200 i en nylig undersøgelse, så så galt er det heller ikke. Men USA er vant til at være nummer 1, og når vi ikke er det med hensyn til lykke, tror jeg, at det hænger sammen med, at de sociale bånd er blevet mindre stærke. Folk er mere ensomme end tidligere og har mindre tillid til andre. I 1960 mente 65 procent af amerikanerne, at man ’kan stole på andre mennesker’ – i 1995 var tallet dalet til 35 procent«. Kan man overhovedet være lykkelig i et ludfattigt land i Afrika? »Ja, selvfølgelig kan man det. Men fattigdom er ikke vejen til lykke. Mange har en romantisk forestilling om, at f.eks. afrikanere er fattige, men lykkelige, fordi de lever i pagt med naturen. Det er der sikkert nogen af dem, som gør, men det er jo sigende, at jeg ikke besøgte nogen afrikanske lande, da jeg skrev min bog, fordi jeg ikke kunne finde nogen lykkelige«. En undersøgelse for nogle måneder siden viste, at hemmeligheden bag Danmarks lykke er lave forventninger. Vi forventer ikke det store og bliver derfor glædeligt overrasket. Er det virkelig vejen til lykke? »Det er i hvert tilfælde ikke nogen dårlig ide. I USA drømmer alle store drømme, men de fleste bliver slemt skuffede, og så er det svært at være lykkelig. På sin vis kan man sige, at lykke er lig med at få opfyldt sine drømme, og jo større drømme, jo sværere at leve op til – og dermed jo sværere at være lykkelig. Det er nok lidt forenklet, men helt galt tror jeg ikke, det er«. Nu har du succes med din bog. Har det gjort dig lykkelig? »Det har gjort mig mindre ulykkelig. På en skala fra 1-10 er jeg omkring 6,5. Problemet er jo, at kravene hele tiden ændrer sig. Havde du sagt til mig for et år siden, at min bog ville være på New York Times bestsellerliste, ville jeg have været vildt glad. Nu er den nummer 10, men nu håber jeg jo, at den bliver nummer 9, 8, 7 ... Tærsklen for lykke stiger hele tiden lidt«. Det vil jeg jo nødig sige, men der er noget, som tyder på, at tilliden er mindre i multikulturelle samfund. Det er lettere at stole på folk, der ligner en, og derfor er det sværere at skabe lykke i et multikulturelt samfund