0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

»Unges bøger skal være saftige«

Robert Muchamores serie om forældreløse børneagenter, kan få de 11-15-årige til at slippe spillekonsollen og gribe en bog.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

De forældreløse børneagenter er ikke blege for at gribe til hverken knojern eller pistol for at klare modstanderne. Arkivfoto: Zeranico

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Strithår med voks, Björkvin og Samsøe & Samsøe hættetrøjer – en flok teenagedrenge sidder fast i svingdøren på vej ud af biblioteket i Hellerup.

Mest for sjov, men den er nu også lidt Arne Jacobsen-smal i det. De har deres lærer med, hun spørger pædagogisk, hvordan de selv synes, det gik.

Det gik godt, er de enige om. De har lige interviewet den britiske forfatter af serien ’Cherub’, Robert Muchamore.

Bebrillet og lidt nørdet
Og så er det min tur. Han står for enden af foredragssalen og ligner Bill Gates, bebrillet og lidt nørdet. Velhavende er han også, men ikke så rig at han kan købe den Airbus A380, han ønsker sig.

Det skal nu nok komme. Hans bøger storsælger i 17 lande, og filmrettighederne har han lige solgt. Merchandise skæpper også i kassen. Og hvorfor så al den snak om penge?

Fordi det er det tredje mest almindelige spørgsmål, Robert Muchamore får fra sin målgruppe, drenge mellem 11 og 15. De to første er: Hvornår skal dine bøger filmatiseres? Og: Må jeg være med i filmen?

De store børn, han møder på sine ture rundt i verden, er naturligvis forskellige, siger forfatteren, men hvad enten de er fra New Zealand eller Tokyo eller Danmark »stiller de de samme spørgsmål«. Med en cockneyaccent, der sparker røv, taler Robert Muchemore derudad, med fantastiske vokaler og en hurtig hjerne. Excentrisk, men venlig.

Knuste ansigtsknogler
Action-serien ’Cherub’ handler om intelligente børnehjemsbørn, der udvælges og toptrænes af efterretningstjenesten i en såkaldt Cherub-uddannelse, og det går ikke stille af.

I den nyeste, ’Dommedagskulten’, slår den spinkle 13-årige Bruce en stor voksen australier ud med et knojern, så ansigtsknoglerne knuses og han må lægges i natostilling for ikke at kvæles i sit eget opkast.

Jeg siger, jeg synes det er at stramme den, og Muchamore tager fat i, at jeg har sagt, at min søn kan lide hans bøger.

»Hvis en 14-årig kan lide bøgerne, kan forældrene ikke«, ræsonnerer han:

»Men jeg tager mig meget af den feedback, jeg får, og så længe jeg får 50 mail om ’endelig sidder mit barn og læser en bog’ for hver ’vi kan ikke lide din voldelige bog’, kan jeg leve med det«, siger han og medgiver, at scenen med Bruce er barsk.

»Så den overlevede i den danske oversættelse? Ja, måske var den lidt ... det er formentlig den mest voldelige scene, jeg har skrevet. Den var lige over stregen«.

Læs anmeldelse af 'Dommedagskulten' her

Synlig vold
Men han vil hellere have vold, man kan se, end usynlig vold, siger han.

»I børnebøger er der ofte en meget sanitær form for vold – nogen falder ned i et hul og bliver dræbt, mere hører man ikke, og det er da uhyggeligt! Jeg beskriver vold, som vold er, så konsekvenserne går op for læserne«.

Og så vil han have gråzoner frem for sort-hvide fortællinger om godt og ondt.

»Bøger for store børn er tit unuancerede. Man ved præcis, hvem der er de gode, og hvem der er de onde. Jeg vil lave bøger, der har flere gråzoner mellem rigtigt og forkert, ligesom det er i virkeligheden«.

’Opnåelig fantasy’
Muchamores bøger er hverken fantasy, realisme eller James Bond for børn.

»Jeg kalder genren ’opnåelig fantasy’. Som voksen tror du ikke på, at en historie om hjemløse børn, der sendes ud på farlige missioner, fungerer. Men børn, især yngre læsere på 10-13, synes, det er helt i orden. Det er en fantasi, men en, man som barn godt kan forestille sig, findes«.

Det er måske lidt vildt, at to 11-årige piger, efterladt på Svalbard, samler en snescooter og redder sig selv ...

»Om det er i filmen ’Alene hjemme’ eller i Harry Potter-bøgerne – børn i fiktion er altid meget smartere og stærkere. Hvis virkelighedens børn kom ud i en krisesituation, ville de fleste sætte sig ned i et hjørne og vente på, at der kom en voksen forbi og løste problemet. Men hvis man skriver en børnebog på den måde, er der ingen, der gider læse den. Og så er Cherub-børn jo taget fra de øverste 2 pct. af intelligentsiaen«.

Forældreløse agenter
Som børn ofte er det i bøger, er også Muchamores små agenter forældreløse.

»Eftersom forældre bare går i vejen, er det bedre ikke at have dem med. Du kan se det i Harry Potter, Artemis Fowl, i alle de mest populære børnebøger. Hvis James i mine bøger skulle spørge sin mor om lov, hver gang han skulle ud på en mission, ville hans mor bare svare: »Nej, ikke før du har ryddet op på dit værelse!«. Man er nødt til at skaffe sig af med forældrene«.

James er 14, han drikker, ryger og kysser pigerne. Var du sådan, da du var dreng?

»James er alt det, jeg ville være, da jeg var dreng. Jeg måtte kæmpe for at få en kæreste – James har masser. Jeg var spinkel og blev mobbet i skolen – James er en tough fyr. James er med vilje skabt som den her høje, flotte fyr, som