Drømme. Lotte og Søren Hammers  debutkrimi begynder med død og ulykke i en gymnastiksal. Her er de ved ribberne i Kregme Skole, hvor Søren arbejder som lærer. Hun stopper sit arbejde 1. maj, og han håber, bøgernes succes kan betale for, at han i en periode kunne få orlov til at skrive på fuld tid. Derudover mangler de ikke noget, synes de. Jo, måske vil Søren Hammer gerne have et prale-tv.
Foto: Per Folkver

Drømme. Lotte og Søren Hammers debutkrimi begynder med død og ulykke i en gymnastiksal. Her er de ved ribberne i Kregme Skole, hvor Søren arbejder som lærer. Hun stopper sit arbejde 1. maj, og han håber, bøgernes succes kan betale for, at han i en periode kunne få orlov til at skrive på fuld tid. Derudover mangler de ikke noget, synes de. Jo, måske vil Søren Hammer gerne have et prale-tv.

Interview

Søskendekrimi solgt på forhånd til 16 lande

Lotte og Søren Hammers debutroman har stor succes allerede inden udgivelsen.

Interview

Fem mænd hænger i hver sit reb ned fra loftet i en gymnastiksal. De er døde. Skamferede. De har alle fået savet de hænder af, som engang befamlede unge kroppe. Alt for unge kroppe.

De fem mænd er pædofile. Henrettelsen er åbenlys.

Scenen åbner romanen ’Svinehunde’, som søskendeparret Lotte og Søren Hammer debuterer med på torsdag. De er henholdsvis 54 og 57 år, sygeplejerske og folkeskolelærer, og sammen har de brugt de seneste seks år på at skrive den roman, som allerede før udgivelsen i Danmark er solgt til 16 lande.

Det er en succes, der har fået alle til at spærre øjnene op. Måske lige med undtagelse af søskendeparret selv.

Hjemme i dele-villaen i Frederiksværk synes de stadig at være helt uberørte af det store halløj i medierne. Men anfægtede er de. Dog af en helt anden grund.

»Romanen bliver nu pludselig læst af andre end dem i den snævre kreds. Det har betydet, at vi har modtaget mail fra folk, som fortæller, hvad de selv har været ude for«, siger Søren Hammer.

Kommer ind under huden
Hans søster siger, at alle reaktionerne fra dem, der har oplevet seksuelle overgreb, har været positive.

»Da jeg fik den sidste, begyndte jeg at græde, for det er jo en frygtelig ting, de har været ude for. Pludselig kommer det ind under huden på én. Måske synes nogen, det er mærkeligt, men undervejs har jeg faktisk ikke tænkt på den gruppe, og det er formentlig, fordi hverken Søren eller jeg nogensinde har haft det inde på livet«, fortæller Lotte Hammer.

»Jeg blev sgu også berørt af det, og jeg er ellers ikke nem at ...«, siger Søren Hammer.

Her bliver han et øjeblik afbrudt af søsterens latter, for selv om emnet er alvorligt, kan hun ikke lade være, for ingen når at være sammen med hendes bror i mere end fem minutter, før det står klart, at han i dén grad er sig selv og ikke bare sådan lader sig skubbe omkring.

Anledning til eftertanke
»Jamen, sådan er det. Jeg blev faktisk en lille smule flov over mig selv, for lige pludselig var der et menneske, der krængede sig selv ud for mig, og tilfældigvis havde vi lige forinden haft et interview, hvor jeg havde sagt, at vi bare skulle have det skægt med det hele. Det gav da lige anledning til eftertanke«, siger han og flytter sin kaffekop fra en rand af kaffe.

»Det var altså ikke mig, det der«, siger han med henvisning til pletten på bordet.

»Jo, det var din kop«.

»Nej, det var det kraftedeme ikke«, siger Søren og forsøger at tørre kaffepletten væk, mens han gemytligt mumler noget om, at nu skal der passes på, for ellers kommer der nok et erstatningskrav.

Særheder
Søskendeparret er på et øjeblik inde i deres daglige pingpong-rutine, hvor de kærligt gør opmærksom på, hvilke særheder de mener, den anden har.

Lotte siger, at nu skal han ikke forsøge at lade, som om hun har rengøringsvanvid, og straks siger broderen, at han under en kort rundvisning på førstesalen allerede har fortalt de besøgende fra pressen, at han agter at fortsætte sin almindelige modus omkring rengøring, uanset om der er et konstant rend af journalister eller ej.

»Jeg har det, ligesom når man skal sælge et hus. At man er nødt til at gøre rent hele tiden«, siger Lotte Hammer.

»Det gider jeg fandeme ikke«, siger hendes storebror.

»Det er ligesom en ejendomsmæglerfremvisning«, siger fotografen.

»Det kunne lige passe, men jeg tager pizzabakkerne ud«, siger Søren Hammer. Da han hører kluklatteren rundt om bordet, smiler han skævt og siger:

»Ja, skriv du det«.

To forskellige temperamenter
Ingen kan sige, hvordan søskendeparret vil reagere, når eller hvis de skal igennem mediemaskinen ikke bare i Danmark, men også i 16 andre lande, men foreløbig holder de fuldstændig fast i, hvem de er.

Han er den tynde og kantede. Hun er den runde og sensitive. De er så forskellige, som man næsten kan være.

»Vi er da ikke altid enige, når vi sidder og skriver, men det betyder bare, at vi er engagerede«, siger Søren Hammer.

Han går mest op i, at handlingen er skarp, mens søsteren gerne vil have, der også skal være noget andet. At vi som læsere skal komme tæt på personerne. Der må gerne være følelser med.

Når de ikke kan blive enige, skriver de et af forslagene ind i historien og lader redaktøren på Gyldendal, Merete Borre, være overdommer.

Han er den tynde og kantede. Hun er den runde og sensitive. De er så forskellige, som man næsten kan være.



»Der har jeg jo sådan set fået mest ret«.

»Det er nok, fordi I begge to er kvinder«.

»Eller fordi mit er det bedste«.

Lotte Hammer mener, det er en fordel at være vokset op sammen, når man med to forskellige temperamenter skal skrive en bog sammen.

»Alle de grimme ord blev sagt, da vi var børn«.

Opvokset med historier
Det er også i deres fælles barndom, man skal finde forklaringen på, at de i dag er begyndt at skrive bøger.

Ganske vist var det Søren, der foreslog skriveprojektet for godt seks år siden, da han flyttede ind i overetagen, men Lotte var straks med på ideen, for de er begge vokset op med historier.

Deres far læste for dem hver aften, og det var ikke bare små litterære indslumringspiller. Der blev læst historier i to-tre timer hver aften.

Siden fortsatte søskendeparret selv med at læse, dog med de afbrydelser mange får, når børn fylder hele hverdagen. I dag læser han I.P. Jacobsen, Herman Bang og Johannes V. Jensen. Hun læser krimier i stor stil, yndlingene er Marklund og Mankell.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS OGSÅ

Da storebror foreslog, de skulle skrive, diskuterede de aldrig, om det skulle være en krimi. Det lå i kortene.

»Kriminalromanen er en taknemmelig genre. Her har du nogle rammer, og du kan bryde dem, hvis du vil, men du skal ikke selv skabe det hele. Du kan kalde det en sutteklud, men man ved i hvert fald, at der skal være en forbrydelse, og at den skal opklares. Alt skal ikke forklares«, siger Søren Hammer.

Ni gange NEJ TAK
I dag lyder eventyret om Hammer & Hammer som en historie, hvor alt bare har flasket sig. Det har det ikke. I begyndelsen skrev de ikke for at blive udgivet, men den ambition kom efterhånden snigende, og manuskriptet blev sendt til Gyldendal.

»Det er naivt, men jeg troede jo, at når vi sendte manuskriptet ind, blev det vel udgivet«, siger Lotte Hammer og smiler.

»Vi fik et afslag, men også en lille udtalelse, hvor Merete Borre skrev, at hun havde læst 60 sider. Vi havde begået stort set alle de fejl, vi kunne«, siger hendes bror.

»60 sider, tænkte jeg, det var ikke meget, for der var jo 1.000 sider«, siger Lotte Hammer, og hun indrømmer, at hun dengang var ved at miste troen på projektet.

Sidenhen nåede historien frem og tilbage mellem forfattere og forlag adskillige gange.

»Jeg havde sådan drømt om, at der på et tidspunkt kom et stort svar, hvor der stod JA, vi udgiver jer. Men det kom jo aldrig. Det blev bare lidt bedre for hver gang, og tiende gang eller deromkring sagde de, at vi hellere måtte komme ind på forlaget«, siger Lotte Hammer.

Overvægtig politimand
Hun blev lidt skuffet, for igen havde hun håbet på et rungende JA TAK, men hendes bror var sikker på, at forlaget måtte være klar, for ellers ville de nok ikke kalde forfatterne til København.

»Det er vel skillelinjen. Når man vil mødes med folk, er det fordi man vil involvere sig professionelt med dem, men om det så fører til udgivelse, kan man ikke vide på forhånd«, siger han.

»De ville vel se, om vi var rigtig velforvarede«, siger Lotte Hammer

»Givetvis, for de kommer da nok ud for meget, og redaktøren var da heller ikke helt begejstret for dig i starten, men det er da blevet bedre«, siger han tørt.

Politifigurerne er gennemgående, f.eks. overvægtige Konrad Simonsen, den lidt ophøjede ’Komtessen’, Pauline og spillefuglen Arne.



Lotte Hammer behøver ikke et splitsekund, før hun svarer:

»Ved du hvad, jeg ser det fuldstændig omvendt«.

Og så taler de ikke mere om det.

Men romanerne vil de gerne tale om. Ud over ’Svinehunde’ er de i gang med yderligere fire, som er på forskellige stadier i skriveprocessen.

Hver bog har et tema, og hver bog bliver forskellig. I den første er temaet retsstat over for selvtægt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Politifigurerne er gennemgående, f.eks. overvægtige Konrad Simonsen, den lidt ophøjede ’Komtessen’, baben Pauline og spillefuglen Arne. Plus bifigurer som den skruppelløse, men topprofessionelle journalist.

Politik

Et er at have et tema, men har de også et projekt? »Vi er jo begge politisk engagerede, og det smitter nok af nogle steder«, siger Lotte Hammer. »Men vi har ikke skrevet den socialdemokratiske kriminalroman, for hvem gider læse den?«, siger Søren Hammer, og da han bliver mindet om, at der jo faktisk engang var nogen, der skrev ti krimier imod det socialdemokratiske projekt i Sverige, er han helt med. »Jeg kender Sjöwall og Wahlöö ud og ind, men det politiske projekt holder altså ikke. Når de holder i dag, er det på grund af deres persontegning. De var nogle af de første, der gjorde politifolk til almindelige mennesker«, siger han. »Og så har de en dejlig underspillet humor«, tilføjer hans søster. En god historie Ingen af dem drømmer om, at bøgerne giver andet end kortvarig opmærksomhed fra omverden. Lotte Hammer er sikker på, det er forbi lige om lidt, når bogen er udkommet, og hun ser helt træt ud, da hun bliver mindet om, at nu går anden bølge formentlig bare i gang, ugebladene, de lette magasinprogrammer i tv, you name it. »I er en god historie«, siger fotografen. »Vel er vi ej«, fastholder Lotte Hammer. »Jo, I er helt almindelige mennesker, og det vil folk gerne vide noget om«, siger fotografen. Men hvad siger naboerne? Eller kollegerne? »Ikke noget. Ingen er head over heels over noget som helst. Det er Frederiksværk«, siger hun. »Der kommer da lidt en gang imellem, og det er fint nok, men ingen gør det store ud af det«, siger hendes bror. På forsiden af 'Gulvmåtten' Lotte Hammer siger, at en af naboerne har sagt, at hun glæder sig til den 18., når bogen udkommer, og hendes bror minder om, at de jo lige har været i TV- Avisen og TV 2 Lorry, ligesom de også har talt lidt om det på Kregme Skole, hvor han arbejder. »Men det er lidt fedt, at folk her ikke går så meget op i, om vi er i de landsdækkende aviser. Hvis man er i tv, er det da noget, men det er noget andet, hvis de siger, at man har været i avisen, altså lokalavisen, ’Gulvmåtten’. Og ikke bare det, men på forsiden af ’Gulvmåtten’. Wow. Det er noget, og det mener jeg ikke nedladende. Det er dejligt. Du kan fylde hele Politiken med vores portrætter, og det rykker ikke en skid«, siger Søren Hammer. Hvis det skal rykke, skal det have stået i Frederiksværk Ugeblad/Halsnæs Posten, som selv i byrådssalen aldrig er blevet kaldt andet end ’Gulvmåtten’. »Så længe det ikke har været i ’Gulvmåtten’, betyder det ikke noget. Den læser alle. Hvert et ord«, siger Lotte Hammer.































Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden