På et tidspunkt overvejede Peter Adolphsen at gøre en Spitfire-jager til hovedperson i sin nye roman 'Machine'. I stedet blev hovedpersonen en oliedråbe, der starter som organisk stof i hjertet på en lille urhest og 55 millioner år senere bliver brændt af som benzin i en amerikansk Ford Pinto med fabrikationsfejl. I sin forrige roman beskrev han, hvordan klipperne i en grotte i de sydeuropæiske Alper udsendte en særlig brummen, og hvordan et stykke af klippen vandrede fra hånd til hånd op gennem det 20. århundrede. Og ingen af delene har nogen sammenhæng med, at han har for vane at tænde en lille potjoint og sin computer samtidig. Pot er hot Det mener den 33-årige forfatter i hvert fald ikke selv, og han har prøvet at skrive uden at ryge pot. »Men efter fem-ti minutter gider jeg ikke mere. Jeg kan ikke holde mig siddende. Det bliver uinteressant, og i stedet går jeg ud og hænger vasketøj op«. Peter Adolphsen ved godt, at ens evner normalt sløves, når man ryger pot, men selv oplever han det lige modsat. Han kan lukke verden ude og koncentrere sig. Og han ville heller ikke være Peter Adolphsen, hvis ikke han havde undersøgt årsagen. »Jeg har sat mig videnskabeligt ind i cannabis' virkninger, og det er sådan, at en evne, man har fået indlært under påvirkning, også senere kan udføres bedre under påvirkning. Desværre er det sådan, min hjerne er indrettet. Det betyder ikke noget for livet uden for min computerskærm. Det svarer til, at andre forfattere ryger cigaretter og drikker kaffe, mens de skriver. Stort set alle forfattere bruger stimulanser til arbejdet. Det skrev Sheridan Le Fanu allerede i 1800-hvidkål«. Verdens sære indretningNogen ville måske sige, at når du kan finde på at skrive om et bjerg, der står og brummer i Sydeuropa ... »Så er det, fordi jeg er skæv som en skinke ... Det kan jeg jo ikke afvise, men jeg tror det egentlig ikke. Det er min personlige indretning, der flipper over den slags ting«, siger Peter Adolphsen, som ikke engang kan sige, hvornår han har fået det sådan, eftersom det altid har været sådan. Han har altid haft en interesse for verdens sære indretning og spekuleret over ting, som hvad der eksempelvis ville ske, hvis Jorden holdt op med at dreje rundt. Ukorrekt kort Det var også Peter, der i 6. klasse under et geografiprojekt pludselig stoppede op ved et kort og tænkte: 'Hold kæft, hvor er der mange floder i Afrika', hvorefter han brugte flere timer på at tegne dem alle ind på sit helt eget kort. Hvordan blev kortet så? »Ukorrekt. Floder blev født inde i landet og døde også inde i landet, og det kan nok ikke helt være i overensstemmelse med the facts on the ground«, siger han. Livet, kosmos og en oliedråbe I dag er han lige så opslugt af virkelighedens sære hjørner som dengang, men han går anderledes seriøst til fakta. Han kan bruge uger på at skrive nogle få sider om, hvordan en lille urhests krop går i forrådnelse og gennem talrige processer over millioner af år dukker op som sort olie i undergrunden i Green River Formation i Utah, USA. Kun afbrudt af en kort filosofisk diskussion om, hvorvidt det biologisk set overhovedet kan afgøres, om noget er dødt eller levende, og hvorvidt det hele er en overgang. Peter Adolphsen lader sig i dén grad opsluge af mærkelig viden og sære tankeeksperimenter, at det har taget ham tre år at skrive en bog, der fylder små 65 sider, som til gengæld har en ambition om at favne alt. Livet, kosmos, forholdet mellem USA og Sovjetunionen, olieindustrien plus en antydet kærlighedshistorie mellem en ung aserbajdsjaner, der flygter på racercykel og i træningsdragt over bjergene til Iran og senere til USA, hvor han møder en ung amerikansk pige, som til gengæld møder en krank skæbne, da hun møder resterne af en bestemt oliedråbe. Og - ja - den handler ikke mindst om døden. Og parrets indlagte LSD-trip over fire sider. »Det researchede jeg, da jeg var ung. I dag ville jeg ikke gøre det, for det er pissefarligt«, siger Peter Adolphsen. Alt presset ind på 65 sider. Den menneskelige hjerne Det lille format er der dog intet nyt i. Hvis man tager hans samlede forfatterskab, som strækker sig over ti år, er omfanget mindre end Peter Høegs seneste roman. Om man så lægger de fire bøger oven på hinanden og lader de to seneste bøger være i stift bind. Hjemme i Vesterbro-lejligheden har Peter Adolphsen den nye roman af Peter Høeg liggende ovre på reolen i det kantede rum, der på én gang gør det ud for bibliotek, stue og arbejdsværelse. Ikke at han har læst 'Den stille pige', for det har han slet ikke nået. Men det er der ikke noget mærkeligt i, for de seneste tre år har han stort set kun læst faglitteratur for at finde ud af, hvordan den menneskelige hjerne fungerer, hvordan olie dannes, eller han har ledt efter lister over store og små folkeslag i den tidligere Østblok til brug for 'Machine'. Proust keder mig På den anden side ville han sikkert heller ikke have fået læst Høegs bog alligevel, ligesom han heller ikke får læst sin egen forfattergenerations romaner. »Det er ikke, fordi jeg mener, de er dårlige. Jeg ved simpelt hen ikke, hvordan de er. Jeg har altid noget, der lige er vigtigere at få læst først. Og skal jeg læse, tager jeg som regel en klassiker, og det er ren dovenskab, for dér ved jeg, at den har bestået tidens lakmusprøve«. Hvordan har du det med at læse en klassisk fortælling? »Fint, hvis du mener Tolstoj og den slags. Jeg begynder som regel at kede mig, når menneskeportrætterne bliver lidt for vigtige, og formen og fortællingen mindre vigtige. Jeg kan godt se, at Tolstoj og Proust er interessante, men jeg keder mig gudsjammerligt«. Læseren skal ikke kunne se tyverietLæser du med et bestemt formål? »Ja, alt, hvad jeg læser, har det specifikke formål at stjæle noget fra det. Hvis jeg skal spidsformulere det, så findes der ikke en god kunstner, der ikke stjæler med arme og ben, og hvis de mener noget andet, er de ofre for selvbedrag«. 'Machine' ligner ellers umiskendeligt en Adolphsen-historie? »Ja, men når jeg ser alle ledningerne på bagsiden, kan jeg også se, at der principielt ikke er noget, der er mit, men jeg ved også, det kun var mig, der kunne forbinde ledningerne på netop den måde. Til gengæld skulle det helst være sådan, at læseren på den anden side ikke umiddelbart kan se mekanikken, og hvor jeg har stjålet tingene«. Bevidsthed om traditionenI starten må du vel have haft en forestilling om, at 18-årige Adolphsen fra Jylland kunne skabe noget originalt? »Jojo, men min teori har også været, at den eneste måde at lave noget originalt på har været at være sig sin afhængighed af traditionen bevidst«. Hvor hurtigt gik det op for dig? »Omkring 18-20 år. Før da ville jeg skrive, men aldrig for at få det trykt. Da ville jeg hellere spille rockmusik. Men siden jeg blev 18, har jeg dårligt kunnet skrive en linje, før jeg kunne se den for mig i skrifttypen Garamond Premium Pro. Claudio Magris skriver et sted om klamphuggeren, der længes efter at kærtegne den færdige bog, længe før han har skrevet den første linje. Dér følte jeg mig meget truffet«, siger Peter Adolphsen. Reddet af B.S. Christiansen Men hvad er det så, han vil med sine bøger? 10.000 dollar-spørgsmålet. Ud over at kærtegne den færdige bog. »Det frygtede jeg, du ville spørge om. Jeg ved det ikke. Engang har jeg sagt, at bøger skal underholde på en intelligent måde, hvad jeg så end mente med det«. Tænker du på, om litteratur skal noget bestemt? »Hvis den skal noget, så er det at være nytteløs. Hvis jeg har en politisk holdning, er det mere indlysende at skrive en kronik. Man desavouerer sine egne politiske holdninger ved at lægge dem ind i en fiktiv kontekst. Kunstens nytte defineres af hver enkelt kunstbruger, og det kan aldrig være en nytte, der kan kvantificeres«. »På den anden side hørte jeg i radioen forleden, at B.S. Christiansen havde fået brev fra en mand, som havde været tæt på at drukne. Han var ved at give op, da han kom til at tænke på B.S. Christiansens bog 'Et liv på kanten', og så tænkte han: 'Nej, nu holder jeg kraftedeme ud', og så havde han kæmpet to minutter ekstra og havde overlevet. Tænk engang, sådan helt konkret, fysisk, at redde et liv med sin bog. Det tror jeg sgu aldrig kommer til at ske med mine bøger«. Et ændret blik Det er nu ikke bøger af B.S. Christiansens slags, han selv har ladet sig inspirere af. I sine første bøger har Peter Adolphsen ladet sig påvirke af forfattere som Franz Kafka, Jorge Luis Borges og Per Højholt, for slet ikke at tale om Raymond Queneau, der blev berømt for sine 'Stiløvelser', hvad nogen også kaldte Peter Adolphsens første to bøger, der havde de underspillede titler 'Små historier' og 'Små historier 2'. Det er historier, som i bedste Borges-stil er skrevet så komprimeret, at de minder om romaner dampet ind til et resume på en halv eller halvanden side. Eksempelvis den science fiction-agtige historie 'Iotyn', hvor nogle millioner usynlige rumvæsener kommer til Jorden og til slut ender inde i bevidstheden på en ruhåret gravhund i Niedersachsen. Dén historie viser noget om, hvad Adolphsens historier kan sætte i gang. »Erik Svendsen skrev i Jyllands-Posten, at det er halvanden sides tekst, der ændrer ens blik på alle levende væsener. For når man går rundt på gaden, kan der principielt være tre millioner rumvæsener inden i både dig og i fuglen derovre. Den slags kan give et boing! inde i hovedet. Det er den pyramidespids, jeg håber at kunne berøre en gang imellem. At man kan ændre folks verdensbillede, og det er da ikke nogen lille ambition«, siger Peter Adolphsen og væver sig i samme åndedrag ud i en diskussion om uendelighedens mulige eksistens. Skum på en havoverflade »Hvis uendeligheden findes, må den pinedød være både uendeligt stor og uendeligt lille. Hvis man går op i størrelse, kan man sige, at milliarderne af galaksehobe udgør en form for boblesystem, en slags skum. Hvis de bliver uendeligt store, må det skum i størrelse være at sammenligne med spidsen på en bølge på en planet i et solsystem i et univers, som selv er spidsen af en ny bølge«. »Hele vores univers er en lille smule skum på en havoverflade, og denne havoverflade må bevæge sig uendelig langsomt, for at det kan passe. Og hvis tingene bliver uendeligt små, må der være titusindvis af universer, der går under, når jeg gør sådan her«, siger Peter Adolphsen og knipser med fingrene. Skal vi tage den igen eller bare lade den stå lidt? Eller bare konstatere, at Peter Adolphsen ikke er religiøs, men tror, at verden findes, fordi den kan. Man skal bevæge sigNår du skriver, synes du ikke at spekulere meget over, hvad folk kan kapere? »I 'Brummstein' havde jeg uoversatte tyske citater, og i den nye er der uformidlede fremmedord. Starten på 'Brummstein' var næsten læserfjendsk, men så tænker jeg, at det for nogen er allersjovest. Det viste sig også, at denne tunge begyndelse gjorde, at de, der overlevede den, følte sig - tror jeg - som en del af et udvalgt broderskab«. »Hvis bare to pct. af befolkningen synes, det er sjovt, så er det rimeligt mange mennesker, og bliver bogen en stor succes, kan jeg måske få ti pct. af de to pct. Og det er stadig mange. Især på kontinentalt plan. Mange læsere vil gå langt for at gå med på illusionen. Bare man siger, at Jens Hansen har en bondegård, så behøver vi ikke fortælle, hvor den ligger, eller hvordan han har betalt den. Man kan bare skrive det, så er det sådan«. Du taler om illusion, men i 'Machine' gør du dig ikke store anstrengelser for at skabe en illusion? »Jeg prøver at arbejde med det nødvendige minimum. Det kræver engagerede læsere, og man kan vel sammenligne det med de gamle priktegninger. Bogen er den, der skabes via prikkerne, mens den færdige tegning findes oppe i hovedet på læserne«. Krukke med sandhedUdfoldede historier interesserer dig ikke?` »Jo, i høj grad, men først nu er jeg ved at have opbygget evnerne til det, uden at jeg dermed siger, det er nemmere at skrive en kort og komprimeret tekst end en lang. Som forfatter skal man hele tiden bevæge sig, spænde sine evner om ikke til bristepunktet så tæt ved. Man skal passe på med at gøre det, man kan alt for godt. I min computer har jeg for eksempel en filmappe, der hedder 'Små historier 3', og de bliver nok aldrig til en bog. Det er 10-12 historier, der lidt for godt ved, hvad de er. Jeg kan overskue alle elementer, og så er det ren mekanik«. Peter Adolphsens svar får Roald Als til at spørge, hvorfor forfattere så åbenlyst er bange for at gøre det, de faktisk er gode til, og om det ikke bare er noget kruk, når Adolphsen siger, at bøgerne bliver kedelige af det eller føles som rutinearbejde. »Jo, det er noget kruk. Men selv store krukker kan rumme en lille sandhed«, siger forfatteren med en lille latter. Blinde vinkler »Jeg har to ansigter. Når folk spørger mig, om jeg er spændt på modtagelsen af min nye bog, siger jeg, at jeg forventer en af to reaktioner. Enten afslører de mit bluff nu, og dermed er det slut. Eller også skal jeg mindst have Nordisk Råds pris. Om tirsdagen har jeg det på den ene måde og om onsdagen på den anden«. Kan du spekulere over, hvor længe du kan slippe af sted med det her? »Ja, tit. Men jeg klynger mig til, at hvis man ikke har den følelse og bare føler, man er fuldt eksistensberettiget, så er man måske i virkeligheden en svindler. De blinde vinkler skal være til stede i et kunstværk, for at det kan blive godt. Tror jeg«. Det personlige virker ikkeHvad er de blinde vinkler i 'Machine'? »Jeg havde for eksempel ikke set, at jeg i den nye bog går meget tættere på mig selv«. Okay, tæt på er måske så meget sagt, men hvor man tidligere kunne have svært ved at se forfatteren, om man så røntgenfotograferede hele teksten, så vedkender han sig, at han i den nye bog eksempelvis lader sin antireligiøsitet skinne igennem i en gennemgang af mormonernes historie (oliedråben bliver jo hentet op af jorden i mormonstaten Utah, så hvorfor ikke lige runde denne religion i samme ombæring). Du har altid sagt, du ville holde dig selv ude af historierne? »Først og fremmest fordi det bliver dårligt. Jeg har prøvet at fiktionalisere nogle af mine oplevelser, men det funker bare ikke. Det virker utroværdigt som litteratur. Per Højholt har godt nok skrevet: »Hvem har ikke ansigt til ansigt med venners vantro smil løjet - og er så blevet troet?«. Og måske virker litteratur kun troværdig, når den er fiktiv. Sådan er det for mig. Og - neben an - så synes jeg ikke, mit liv er særlig interessant, selv om jeg godt ved, det er noget vrøvl, fordi alle mennesker er interessante, bare man kigger på dem«. Født filosofisk Jamen, så lad os da se lidt på ham, denne Adolphsen. Han er søn af en sproglærer og en lektor i videnskabsteori. Sagde det boing? Selv kan han i hvert fald godt se, hvor trangen til sær viden stammer fra. »Det er sjovt, jeg er blevet kaldt filosofisk, men fagfilosofi har jeg aldrig fattet en fløjtende fis af. Jeg har læst Nietzsche og en smule Adorno og Kierkegaard, men mest for deres litterære kvaliteter. Jeg har også siddet til en del foredrag om Kant og Hegel osv., men jeg har aldrig fattet en skid, og det har jeg ikke noget problem med«. Den håndfaste virkelighed En kort overflyvning af forfatterens liv siger i øvrigt, at han har holdt sig på så lang afstand af lønarbejde, han overhovedet kunne. Han har arbejdet med performance-teater og skulptur. Været indskrevet på litteraturstudiet i Odense, på spansk i København, søgt ind på både Kunstakademiet og på Filmskolens manuskriptlinje - begge steder med magert udbytte. Og han har gået to år på Forfatterskolen, hvor han for alvor blev vænnet fra at skrive det, han selv kalder »tindrende patetiske digte«. Og så rykkede han gennem flere år teltpælene til Granada i Spanien, hvor han for små penge kunne opretholde livet og bare være forfatteren Peter Adolphsen. I dag er han til sin egen store overraskelse tilbage i Danmark. Aalborgdrengen er i fuld gang med at gøre København til sin by. Et projekt, der aldrig tidligere er lykkedes for ham, selv om lysten har været der. Denne gang får han også god hjælp af sin hustru, der er læge, plus af parrets toårige søn. Og de kan sørge for, at han ikke får lov at glemme den håndfaste virkelighed, når han har trang til bare at grave sig ned i historien om mormonerne og de sidste dages hellige eller synapsernes særlige virkemåde i hjernen. Ny form Begge dele har han dog fået undersøgt grundigt nok til at skrive dem ind i sin nye roman 'Machine', og med den står han med et forfatterskab på fire bøger. De to bøger med små historier og de to romaner, som igen ligner hinanden i deres opbygning. »Når jeg laver dem i par, så er det også, fordi de kan genudgives samlet. Så ligner de mere en rigtig bog. Folk får mere for pengene. Det kunne være et svar. Et andet, at mine bøger har den form, mine skal have. Punktum. Og at jeg laver dem, så godt jeg kan«. Tænker du på, om du engang vil mangle stof. Du vil jo ikke trække på dit eget liv? »Mine problemer ligger i formatet. Jeg kan ikke skrive flere små historier, og kortromanen er formentlig også lukket land, så nu skal jeg finde en anden form. Jeg har altid gerne villet skrive rigtige noveller på 10-15 sider, som vel er den sværeste form overhovedet, og så vil jeg gerne skrive en roman på over 500 sider«. En rigtig bogHvad er der størst chance for? »Hvis jeg kan få en idé, der kan vokse og holde til de mange sider, vil jeg selvfølgelig helst det. Men da jeg er i det selvsikre hjørne, så er der jo ingen retfærdighed til, hvis jeg ikke mindst får Nordisk Råds pris, hvis ellers jeg bare bliver ved med at skrive mine tynde bøger. Men man får kun de store priser med tykke bøger«. Eller digtsamlinger? »Ja. Man kan sige, at 'Brummstein' og 'Små historier' er blevet ekstremt godt modtaget, næsten for meget til at jeg ikke bliver mistænksom, men de har aldrig fået de meget symbolske anerkendelser, især priser, der hedder noget, for i prisudvalgene har de måske tænkt, at når han laver en stor bog, en 'rigtig' bog, så får han den. Men jeg tror, der er en stor chance for, at de kommer til at vente. Jeg tror ikke, jeg kommer til at lave en 'rigtig' bog, og det har jeg det egentlig ikke skidt med, for når man ser på Kjell Askildsen, en Borges og en Seeberg, så har de jo heller aldrig lavet en såkaldt rigtig bog«. Blandt de tre bedsteAnerkendelsen er ikke helt uvæsentlig? »Nej, er du towlig? Da jeg som 18-årig besluttede mig for at blive forfatter, kunne jeg ikke få mig til at sige det. Jeg tænkte, at man kunne tillade sig at kalde sig forfatter, når man havde fået det treårige legat, for så var man ligesom statsanerkendt og havde fået penge for det«. »Penge er jo lig anerkendelse i denne verden. Det treårige fik jeg i 2003, og da tænkte jeg, at min nye ambition på 10-15 års sigt måtte være at blive oversat til de europæiske hovedsprog, som i min optik er engelsk, tysk, fransk og spansk. Fire måneder efter var min bog solgt til tysk og fransk, men engelsk og spansk har jeg ikke fået endnu. Så det er stadig anerkendelsen, der driver mig«, siger Peter Adolphsen og tilføjer med et grin og en affekteret pivestemme, at nu er Danmark blevet for lille for ham. Han skynder sig dog at tilføje, at han har fået masser af legater, men dog aldrig de navngivne priser. »Det kan være, det er en torn i kødet på mig, men ikke særlig meget. Jeg skal nok få dem, hvis jeg bliver ved længe nok. Selvfølgelig er der mange forfattere hertillands, men, og nu er jeg igen i mit selvsikre hjørne, ingen af dem er lige så gode som mig«. Kierkegaard, Andersen og jegDet bliver man vel nødt til at tro på? »Det gør jeg i hvert fald. Jeg ville have svært ved at holde dampen oppe, hvis jeg bare havde en ambition om at blive en af de for eksempel 100 bedste i verden. Hvis man skal være blandt de 100 bedste i verden, skal man i hvert fald være blandt de tre bedste i Danmark. Gennem tiderne? spørger Roald Als ovre bag sit tegnepapir. »Of course. Men hvis jeg så bare bliver blandt de tre bedste blandt mine samtidige, så har jeg også nået ret meget. Man skal sætte sig nogle store ambitioner og gå efter dem. Og må man så konstatere, at man kun nåede halvvejs, så kom man sgu da også ud over stepperne«. Roald Als indskyder, at hvis man skal være blandt de tre største gennem tiderne, så findes der altså også lige en vis H.C. Andersen og en Søren Kierkegaard. »Ja«, siger Peter Adolphsen med et flabet grin. »Så er vi også tre på listen«.