Han sidder her lidt på trods, gør Knud Romer. Han er venligheden selv og med på den værste og kan sagtens afpresses de grummeste erindringsglimt fra barndommen om at blive holdt nede i »den mest gigantiske, stinkende bunke abelort« af sine klassekammerater, og om dengang Stinke-John løb efter ham derovre i havnen, »men han havde så lange nosser, og der stak et søm op, som skar klunkerne over på ham«. Om »heavy petting på høloftet hos gederne«. Men han synes, det er en pseudoidé at interviewe ham i Nykøbing Falster. I dag bor han i det indre København, men det er her, hans debutroman, 'Den som blinker er bange for døden', foregår. I en vis forstand er byen bogens skurk, men egentlig synes han, at bogen transcenderer hans personlige skæbne og taler på vegne af »de tusindvis af små Knud Romere, vi er ved at skabe i Danmark« - de forstødte, de uindviede, de uvelkomne. Værdiforøgelse af materialet Og dét kunne Knud Romer tale om hvor som helst i verden, og han er bange for, at det, at vi befinder os på selve åstedet i den smallest tænkelige forstand, gør hans bog mindre »Kan du huske den der raslesten, der går igennem min bog? Den er en gåde, et mysterium. Hvis du slår stenen i stykker, kan du godt se den lille sten, der er indeni, men så rasler den ikke mere. Og når vi tager herned, så ødelægger du raslestenen, for du ser sandheden, og så er den væk«. 'Den' som i poesien, 'den' som i det ekstra lag, der adskiller kunst fra statistik. Er der noget, Romer ikke kan holde ud, er det folk, der er »forhippede på bogstavelighed«. »Min bog er fyldt med tyggegummiklatter, blærer på tangen, mønter og raslesten, men hernede - uden for romanen - er det jo bare skrald, og hele mit arbejde med metaforen bliver til intet. Min bog er en slags værdiforøgelse af materialet«. Op på korset Det har været en hård uge for Knud Romer, endnu inden anmeldelserne af hans bog har været trykt. Det er ham alt om at gøre, at hans bog ikke reduceres til en mands hævn over sin onde fødeby, og han har kunnet mærke, at det var den forventning, man har haft på avisredaktionerne, selv om det slet, slet ikke stemmer overens med forfatterens blik på bogen: »I slutningen af bogen vælger jeg jo netop ikke at hævne, men at tage min skæbne på mig: Op på korset! Kom med naglerne! Jeg vil jo hellere nagles til et kors, end jeg vil slå et andet menneske«. Men vi er altså mødtes i Nykøbing Falster, og vi kalder det jo så en gimmick. Vi sidder på en bænk yderst på molen ved Nykøbing Roklub og kan pege ind mod byen. Vi sidder bekvemt nok ikke i den. Men her var det altså, at Knud Romer voksede op i 60'erne og 70'erne som enebarn i en overklassefamilie, hvor faren var forsikringsagent og moren tyskfødt lavadel med traumer tilbage fra Tusindårsriget. Spiller klaver i en ørken Ikke desto mindre chikaneres familien i årtier og på det groveste på grund af morens nationalitet, og Romer kendetegner i dag sig selv som 'tyskersvin', og kærligheden til moren, der døde i usonet bitterhed, er åbenbar i alt, hvad han siger. »Det er en tiårig dreng, der har åbnet en 45-årig mands mund«, siger han, »og det er et skrig, der er vokset i min hals i 30 år. Og en forløsning uden lige«. »Jeg har levet i 30 år for det her og arbejdet på bogen i tre, og min største skræk er, at signalet ikke kommer igennem. At det var forgæves, og at jeg igen ikke har fået et åbent øre og et åbent hjerte - og jeg står og synger i en grav, jeg står og spiller oprejst klaver i en ørken, og det er fandeme lige meget, hvilke akkorder jeg spiller, så er der ingen, der hører efter«. »Knalleffekt, Knüdchen« Skismaet for Romer er, at han på den ene side er æsteten, litteraten, kræsenheden selv. Og på den anden side reklamemanden og blærerøven med sans for det spektakulære. »Himmikruzifixherrgottsakrament« lyder en ed fra bogen, som selv ikke kaptajn Haddock kan overgå. »Det var min mor, der lærte mig: Der skal altid være en Knalleffekt, Knüdchen«. Derfor, fordi han kan skabe opmærksomhed om sig, og fordi moren var fuld af gode råd, skrev han i pressemeddelelsen for sin nye, sin første bog: »Nykøbing Falster, Danmarks røvhul«, og derfor var det også helt o.k. med ham, at en stor avis i overskriften på et interview med ham citerede ham for det øjenåbnende: »Hele Falster er en koncentrationslejr«. Wow, kontakten er skabt. En fugl der skriger »Jeg har forvandlet hele Falster til en kraniemark, det er, fordi bogen er skrevet fra dødens synsvinkel. Det er én lang selvudslettelse på 178 sider. Det er en taber-, en offerhistorie. Det er syndebukken, der taler. Ikke nogen sherif med en pistol, der kommer og plaffer en by ned. Der er vi jo nået et langt stykke vej fra pressemeddelelsen og til, hvad bogen handler om«. »Problemet er, at jeg jo ikke kan starte med at sige: Poesi, skønhed, Rilke, dobbelttydighed, metaforik, de udstødtes historie - det er for langt allerede. Og det er så fint og skrøbeligt, at det ikke har en chance for at begå sig. Så jeg starter med: »Nykøbing Falster, Danmarks røvhul« og ønsker så, at læseren til sidst skal høre, at græshopperne filede sig gennem stilheden, og Marielyst brød ud i mine ører i det sødeste kuldegys«. »Hvis man kender lidt til Rilke og Célan, ved man, at det er symbolet på, hvordan udtrykskraften skærer sig gennem sprogets gitter og kommer til rent udtryk som kraft, meningsløst, uden betydning, uformidlet, usymboliseret. Hvor den menneskelige stemme er ligesom en fugl, ligesom et dyr, der skriger, ligesom ...«. En hånddukkeDu lyder slet ikke som den Knud Romer, vi tror, vi kender ...? »Al det der med sex, stoffer og penge er en hånddukke, et røgslør. Jeg har givet folk, hvad de vil ha'. Det interesserer mig ikke en papand, men jeg er jo reklamemand. De må starte med det, folk vil ha', og når du har fået en platform, så må du simpelthen spille en anden melodi«. Er det ikke uærligt? »Det er det da, men hvis folk tror, det er Ærlige Ole, de møder nede i Superbrugsen eller i TV-avisen, hvor de bliver taget i røven hver eneste dag, så er de eddermame mystificerede«. Så er det slut med det Men det gælder ikke bare bogen, men også Knud Romer som fænomen. Det var hans kone (»en fryd uden lige, den strengeste, mest karakterfaste, mest viljestærke kvinde, der findes på denne jord. Jeg respekterer hende - ved du hvad: Jeg frygter hende«), det var hende, der sagde: »Så, Knud, popkultur, porno, coke, stoffer, alt det, du har lavet for at få dig en stemme. Ved du hvad, nu er det slut med det«. Tilbage til alle »de tusindvis af små Knud Romere, vi er ved at lave« fra indledningen. Hvem er de? »Det er alle dem, der har persisk eller indisk eller tyrkisk baggrund. De føler den samme afvisning, bare langt værre endnu. Og hvis ikke de gør det, gør deres forældre. Folk kigger efter deres mor på gaden, fordi hun har tørklæde på. De vokser op i en kultur, der afviser dem, håner deres mødre, ser ned på dem. Pisser på deres profet. Ødelægger dem«. »Hvis du kommer fra en ressourcestærk familie, får du et traume og skal nok gå ti år i psykoanalyse, men du vil kunne begå dig. Hvis din familie er ressourcesvag, bliver du kriminel, og så er det, du ønsker at afstraffe danskerne kollektivt, og så er du ligeglad, hvilken dansker det går ud over, ligesom vi har det med indvandrerne: De ligner jo alle sammen hinanden, synes vi«. Kontrakt med læseren Ingen kan tale som Knud Romer, og det er let at lade sig forpuste af strømmen og af de mættede billeder, der er lige til at bruge, lige til at citere. Deres mættethed og flothed falder mange for brystet, og stemmen er helt anderledes end bogens tyste. Her, yderst på molen ved noget, der hedder Nykøbing, er han ingen Karl Smart eller plakatsmører, og der er langt til den nådesløse kritiker i DR 2's nyrindalistiske 'Smagsdommerne'. Hør her, når han taler om sin bog, som han uden videre medgiver at »elske så højt«: »En bog indgår en kontrakt med sin læser, så han åbner sit øre og sit hjerte, spejler sig i bogen og bliver bevæget. De græder jo hele vejen igennem den her roman, og til allersidst kan min mor ikke græde mere. Bogen er et forsøg på at få en sten til at græde, en sten, der skal skrige, og en sten, der skal græde«. »Vi er jo sådan nogle strengespil alle sammen, og det fantastiske er at få lov til at spille på folks følelser, som om de var strenge og få dem til at sitre og bevæge sig, måske få dem til at fælde en tåre. Så har man opnået det højeste. Bogen vil oprette en intim relation. Så hvis man som forfatter skrider i spinaten, hopper fisken af krogen«. Adjektiver er for svage mennesker Der er tryk på Romer. Og morderlighed. Og så en sjov blufærdighed, der tydeligst kommer til udtryk på skrift, den forjættede skrift, han har efterstræbt i årtier, og som først nu for alvor har taget ham til sig. »Vi lever i en 'Her er dit køleskab'-tid, og alle de bøger, der udkommer, har forfatteren på forsiden«. Dog ikke Romers egen. »Alt består af: Hør på mig! Se på mig! Selv dem, der kan skrive, bestiller ikke andet end at bruge deres talent til at blære sig med det flot skrevne. Det er det, jeg kalder Euroman-kulturen. Min bog skulle skrives så klart som et vindue med sørgerand, gennemsigtigt og uden noget forstyrrende element som f.eks. mig eller sproget«. »Det var også min mor, der lærte mig, at adjektiver er for svage mennesker, der ikke kan skrive. Hvis du ikke kan ramme med ét ord, kan du slet ikke ramme med to! 'Den som blinker er bange for døden' er skrevet næsten uden adjektiver, næsten kun verber«. Knud Romer er verber, han er substantiver, han er en række udråbstegn, et par spørgsmålstegn og nogle sigende prikker. Og jo, han er også et adjektiv eller to. Som person.