Tegning: Roald Als

Tegning: Roald Als

Interview

Forfatteren Ida Jessen: »Litteratur er jo ubehagelig«

I mange år følte Ida Jessen sig som en fremmed fugl i dansk litteratur. I dag har den 41-årige forfatter fået både anerkendelse og et stort publikum, men hendes gennembrudsroman var tæt på at punktere den forfatterdrøm, hun ellers havde haft, siden hun var 10. I en periode var hun, som hun selv siger, bange for at få knald i låget.

Interview

Vi taler egentlig om nabokonen, da Ida Jessen når frem til det.

Den 41-årige forfatter har hurtigt ridset en scene frem om naboen, der er på vej hen mod hækken. Hun kommer småløbende med en stak manuskriptsider flagrende i hånden.

Let forpustet når hun frem til forfatteren og afleverer papirstakken over hækken med ordene:

»Jeg har læst din bog«.

Bog er måske så meget sagt, for hun har fået 40-50 sider af et manuskript, men alene ved at iagttage kvindens ivrige kropssprog ved Ida Jessen, at hun har fat i sin læser.

Usikker på, om det holder
Nabokonen har hun ikke længere, for forfatteren er i dag flyttet fra Sorø til Østerbro i København, men Ida Jessen har det stadig på samme måde:

I modsætning til mange andre forfattere er hun ikke bange for at vise sine tekster frem, selv om hun personligt er usikker på, om de holder.

Om det så er hendes gennembrudsroman 'Den der lyver' fra 2001, romanen 'ABC' fra efteråret 2005 eller dette forårs anmelderroste roman 'Det første jeg tænker på'.

Hvem svigter her?
Det er her, det dukker op.

Ordet.

Ida Jessen forklarer, at hun også jævnligt giver sin redaktør et igangværende manuskript for at få hendes bud på, hvor historien er på vej hen. Hvem svigter her, eller hvor går en person nu hen, kan hun finde på at spørge.

Det afviser redaktøren at svare på, og Ida Jessen ved også godt, at den slags må hun selv ligge og rode med, men det hjælper hende at få bogen ud af huset. I hvert fald i nogle dage.

Skammer
»Jeg har arbejdet sammen med min redaktør Birthe Melgård i 15 år, så vi kender hinanden. Jeg skammer mig ikke så meget over det mere«.

Ordet river sig næsten løs fra resten af sætningen. Mens de øvrige ord bare siver op under loftet eller ud gennem de høje vinduer mod det indre Østerbro, bliver det ene ord hængende.

Skammer.

Et egoistisk projekt
Det har du gjort?

»Ja, det har jeg da«.

Hvad er mekanismen bag det?

»At man skammer sig? Fordi man i bund og grund skriver for sig selv. Fordi det er et egoistisk projekt. Man udlever en eller anden form for privathed, man forsøger at få omsat til noget, der i bedste fald er personligt, og som så kan interessere andre. Hvis nogen så siger, at det her angår ikke andre end mig, så har man vist noget frem, som er alt for intimt. Så har de set noget, de ikke skulle se. Så er man jo blottet«.

Er det en angst, du ikke har mere?

»Det kan jeg godt have. Inden en bog udkommer, kender jeg dens svageste sider. Før 'Det første jeg tænker på' skulle udkomme, havde jeg læst korrektur på den én gang og foretaget store rettelser. På vej til sætteriet blev førstekorrekturen væk«, fortæller Ida Jessen.

»Jeg er ikke tænker«
Efterlysninger hjalp ikke. Ingen anede, hvor det rettede manuskript var. Hun måtte gå tilbage.

»Da var det næsten et år siden, jeg havde skrevet den, og da skammede jeg mig, for pludselig syntes jeg, det lød hult og patetisk. Jeg ringede til min redaktør og sagde, at bogen ikke kunne udkomme. Den var for dårlig«.

Ida Jessen husker, at Birthe Melgård fejede hendes tvivl af banen og kontant fortalte hende, at hun bare skulle tage sig sammen og så i øvrigt rette kommaer.

»Det gjorde jeg så«.

Erindringen synes i et nu at have bragt hende tilbage til dengang, men lige der synes hun også at have glemt, at der måske var en grund til, at anmelderne tog så flot imod 'Det første jeg tænker på'. Selv om hun på redaktørens opfordring bare rettede kommaer, havde hun på det tidspunkt skrevet sin historie igennem i 11 versioner.

Det er sådan, hun arbejder.

32 eller 48 linjer om dagen, og når hun er ved vejs ende, skal det hele skrives om igen.

Det ved hun. Det er rutine.

Først når hun næsten har skrevet sig igennem stoffet første gang, kan hun se, hvor den egentlige roman gemmer sig.

»På det tidspunkt har man en meget større viden, og det er meget nemmere at skære helt ind til benet. Det kunne man selvfølgelig planlægge sig ud af, hvis man var tænker, men det er jeg ikke. Jeg er praktiker. Det har jeg måttet sande igen og igen. Jeg kan ikke tænke mig til et liv eller nogle skæbner. Jeg er nødt til at følge dem på vej. Skridt for skridt«, siger hun.

»Mor, jeg vil være forfatter«
På samme måde har Ida Jessen arbejdet sig ind i den etablerede del af dansk litteratur. En af dem, man regner med, fordi hun ifølge både læsere og anmeldere har evnet at skrive nogle menneskeskæbner frem, som har sat sig spor i folks bevidsthed.

Om det så var kvinder med et strandet liv på et motorvejscafeteria i Norge, som tilfældet var i 'Vandpaladset' eller det var provinslivets klaustrofobiske hemmelighedskræmmeri, hvor alle ved alt om alle, i 'Den der lyver', oghvor Ida Jessen introducerede sit helt private univers i lillebyen Hvium et sted i nærheden af Limfjorden. Et univers, hun fik stor anerkendelse for at fylde ud på ny i 'Det første jeg tænker på', hvor en kvindelig præst søger efter den flugtbilist, der dræbte hendes søn.

Men vejen til den nuværende position har ikke været uden forhindringer undervejs for præstedatteren fra Thyregod. Selv om det hele tiden er det gået fremad. Skridt for skridt.

Selv har hun aldrig været i tvivl om retningen. Den har hun kendt, siden hun en sommermorgen pludselig løb ud til sin mor, der stod i badeværelset og redte sit hår:

»Mor, mor, jeg vil være forfatter, når jeg bliver stor«.

»Det var da en glimrende idé«, svarede moderen.

Og så var det ellers ikke til diskussion længere. Sådan var det bare. Ida skulle jo skrive bøger.

Ikke så ensomt at skrive bøger
Hvad kommer det af?

»Det kommer vel af en trang til at hævde sig over for en tilværelse, jeg ikke følte mig hjemme i. En trang til at sætte mig ud over en stor ensomhed. Man skriver også for at finde fæller. Noget af det mest tilfredsstillende er, når læserne siger, at de føler med de personer, man lægger frem - eller at de kan genkende sig selv«.

Du siger fæller, men der er vel ikke noget, der er mere ensomt end at skrive bøger?

»Det er ikke så ensomt. I den fiktive verden er man hele tiden i dialog med de personer, man skriver om, og det er ikke mere sygt, end når folk sidder ved fjernsynet eller computeren. Det er en slags virtuel verden. Jeg tror, det er noget helt grundlæggende menneskeligt at have behov for at færdes i flere virkeligheder. Vi lever os helt ind i en bog og træder ind i andre identiteter, hvor vi ser på, hvilke variationer der er over vores eget liv. Det er hele den identifikatoriske læsning, jeg interesserer mig for og forsøger at appellere til. Stilistiske greb interesserer mig en papand, hvorimod det interesserer mig at holde et lidt skævt spejl op foran læserne«.

Men hvad får en 10-årig pige til at ville skrive?

»Set med umilde øjne kan man sige, det var en måde at få opmærksomhed på«, siger Ida Jessen med en forsigtig latter.

»Jeg kan huske glæden, jeg følte over, at her var noget, ingen kunne tage fra mig. Det var helt mit eget og her startede opbygningen af hele min identitet. Det har i hvert fald været med til at give mig et ståsted i verden«.

»Jeg vidste, jeg ville blive afvist«
Ida Jessen var så sikker på, hun ville forfatter, at hun begyndte at læse litteratur ved Aarhus Universitet - bare for at fylde ventetiden ud, indtil hun kunne blive rigtig forfatter. Og så skrev hun. Hele tiden.

»Men jeg kunne ikke gennemføre en historie, og jeg fik to romaner afvist, inden jeg debuterede. Selvfølgelig slog det mig ud, men måske kun i et halvt år ad gangen«.

Kunne du læse dem igen?

»Jeg har smidt dem ud. Jeg skulle være meget gammel, før jeg kunne læse dem igen, og jeg ville skamme mig over sådan en gang prætentiøst møg«, siger Ida Jessen og giver det sidste ord et ekstra tryk.

Forlaget Centrum fik hende til at skrive historierne om, men det blev de bare værre af, siger hun selv. Til gengæld satte forlaget hende i kontakt med Poul Borum, der under en Festuge i Århus oprettede en lille forfatterskole. Det skaffede hende ikke ind på Borums forfatterskole i København, men skabte i stedet kontakt til forlaget Klim, hvor hun i en periode arbejdede som redaktør og fandt et litterært miljø.

Hvorfor fik et møde med Borum dig ikke til at søge ind på Forfatterskolen?

»Jeg vidste, jeg ville blive afvist, og det ville jeg ikke udsætte mig selv for«.

Hvorfor skulle de afvise dig?

»Fordi jeg ikke var ironisk nok. Det var den følelse, jeg havde«.

Har du haft det sådan, at dine historier og din måde at skrive på var ved siden af?

»Ja, i første halvdel af halvfemserne. Dengang havde jeg ikke tid til at skrive så meget, for jeg arbejdede, men jeg tænkte meget på, hvad jeg ville skrive. Dengang var der meget splatterlitteratur, punktromaner og kortprosa«.

Ikke ironiker
Ida Jessens bøger ville ingen rubricere i de kategorier. Der står realisme hen over næsten alle hendes udgivelser.

»Jeg er ikke ironiker. For mig er det en trang til at sige noget om, hvordan det er at være menneske, og når jeg selv læser, så er det bøger af forfattere, som deler ud af deres dyrekøbte erfaringer, ikke af nogen, der prøver at komme med helgarderinger. Hvad gør ondt, hvad gør godt, og hvordan klarer man sig igennem det«, siger Ida Jessen og forklarer, hvordan hendes bøger om lillebyen Hvium bliver defineret af hendes måde at se tingene på.

»'Den der lyver' handler om, hvad der sker, når man mister sig selv. 'Det første jeg tænker på' handler om, hvad der sker, når man mister én, man elsker. Den næste roman stiller spørgsmålet om, hvad der sker, når man har været igennem så store tab. Er det så bare at lukke og slukke? Eller er der noget andet?«

»Jeg har været nølende, når du har spurgt, hvad mit projekt er, men mit spørgsmål er, hvad der sker, når man får store slag i tilværelsen. Pludselig kommer der noget, der truer vores meningsfølelse, og alligevel kæmper de fleste af os for at finde en form for mening. Det er dybt interessant, og det er en historie, jeg i stigende grad ønsker at beskæftige mig med, fordi vores overlevelse hænger sammen med det. Jeg tror jo også på, at litteraturen har en oprustende effekt, og i hvert fald bliver jeg selv stærkt påvirket af det, jeg læser. Meningen kan være der på både små og store planer. Eksempelvis var det interessant at skrive 'Det første jeg tænker på', fordi den kredser om tilgivelse og hævn, når noget stort er sket. Det er interessant, at nogle ting, skal man tie om for at komme videre i tilværelsen. I kølvandet på Freud har vi gjort skade på os selv ved at sætte ord på alt for meget, pille i detaljer, som ikke har fået lov at dø. Vi har pisket stemninger op og holdt os i konstant sindsoprivelse«.

Hårdt arbejde, druk og tæsk
Dine historier foregår ofte på små steder. Hvad får du ud af det?

»Jeg har altid selv været glad for litteratur, hvor forfatterne kan sætte navn på stedet. Det kan man på landet. Som i byen med gadenavne har hver en knold har et navn. Der er en vis nerve i, at et sted træder frem i litteraturen. Der opstår en trekant mellem handlingen, personerne og stedet, og imellem det står noget og sitrer«.

Kommer det bag på dig, at folk synes, dine historier kan være lidt uhyggelige?

»Nej, men jeg tænker ikke, at der skal være uhygge. Jeg kan bare ikke gøre det mere hyggeligt, og litteratur er jo ikke hyggelig. Det er konfliktstof, drama og modsætninger. Ting, der skal overvindes. En jagt på noget, der skal løses, eller et ubehag, man skal af med. Hvad enten det er det ene eller det andet, så er det lidt ... ubehageligt«.

Helle Helle skrev om Rødby. Får vi også romanen om 'Thyregod?

»Nej, det ville blive alt for ensidigt. Når jeg snakker med min søster om Thyregod, husker jeg det sort-hvide, og hun husker noget langt mere farverigt, for hun var mere tryg i tilværelsen, end jeg var. På et tidspunkt tog vores tante os med til København, fordi vi ikke skulle gå og være så beskyttede, men jeg så da intet, der kunne måle sig med råheden i Thyregod. Det er en fattig lille hedeby, hvor folk i generationer har haft hårdt fysisk arbejde, har drukket ugelønnen op og er kommet hjem og har tæsket konen og børnene. Det sætter sig da sine spor«, siger Ida Jessen.

Ikke 1:1 portrætter
Men selv om hun ikke skriver om Thyregod, ved hun også godt, at der ligger en del af lilleputsamfundet gemt i det fiktive univers Hvium - bare flyttet 100 kilometer mod nordvest til kanten af Limfjorden.

Hvordan er Hvium egentlig?

»Jeg kan prøve at vise dig det«, siger Ida Jessen. Hun rejser sig og går ind på sit arbejdsværelse. Da hun kommer tilbage, har hun et håndtegnet kort med. Hun lægger det på bordet og peger.

»Der har du jernbanen, og der går hovedvejen. Derude ligger Peterslund, som bare er nogle huse. I alt bor der nok 800. Kortet har jeg, fra dengang jeg skrev 'Den der lyver'. Man får meget forærende ved at skrive fra det samme sted. Det er næsten som en tyvstart. Om det er mit univers, skal jeg ikke kunne sige, men i hvert fald er det et sted, jeg kan skrive fra«.

Ida Jessen nøjes ikke med at tegne sit provinslandskab op. Hun talte f.eks. også med tre præster, før hun skrev sin roman om den kvindelige præst, der mister et barn. Og til den kommende roman taler hun med en minkfarmer om, hvad han laver. Hun elsker at sætte sig ind i fagudtryk, der kan give karakter til en historie.

»Når jeg finder mine personer, er det som regel en lang proces, der starter med et fag. I 'Den der lyver' var det en læge. Så spekulerer jeg over, hvem der kunne tænke sig at slå sig ned på landet som læge. Det er som at lægge et puslespil. Jeg tænker også på mennesker, jeg kender, uden at det bliver til portrætter af dem, men det svarer lidt til at skulle have ny bil. I den situation går du også rundt og studerer biler. Som forfatter trækker man altid på sine erfaringer, og portrætterne af personerne er jo dannet af folk, man har mødt, selv om det ikke er 1:1 portrætter. Og så er det jo også selvportrætter«, siger hun.

Det kan gøre så ondt
Hvis nogen udefra skulle ønske at tegne et aktuelt portræt af Ida Jessen, ville de se en ung, ambitiøs forfatter, der med få måneders mellemrum - og med succes - har fået udgivet to romaner, samtidig med at hun i et år har arbejdet sig langt ind i tredje bind om landsbysamfundet Hvium.

Du har skrevet på tre bøger nærmest samtidig. Hvad er der sket?

»'Den der lyver' (2001) var min første rigtige succes, og det lammede mig næsten. Jeg fik nærmest skriveblokering i flere år. Folk sagde, at de glædede sig til den næste roman, men jeg var gået kold. Når man opdager, at de ting, man skriver om, også sker for en selv, kan man miste formuleringsevnen i flere år«.

Hvordan har du det med at skrive på noget, der minder om dit eget liv?

»Der er både et hensyn til mig selv og til andre. Det ville føles som en forbandelse at blive hængt ud i en bog. De fleste mennesker har jo mange sider, men bøger er en tydeliggørelse af en eller to sider, og jeg tror, det kan opleves som en forbandelse, hvis de kan genkende sig selv i en af mine bøger med en besked om, at sådan er du«.

Det er, når det gælder andre?

»Og når det gælder mig selv, så mærker man jo nogle gange, at det kan gøre så ondt, at man ikke magter det. Man bliver bange for at få knald i låget«.

Ida Jessen har kun oplevet tilstanden den ene gang, og hun håber ikke, den kommer igen. Men skulle det ske, ved hun, at hun bare skal følge de råd, hun også fik sidste gang. Sætte sig ned, oversætte nogle bøger, leve sit liv - og så går det efterhånden over igen.

»Men lige nu er jeg kålhøgen nok, for jeg har gang i denne bog, og jeg er ikke engang ved at brænde op for at komme af med det, jeg har. Jeg føler, det bliver en rigtig god bog, som jeg vil blive glad for. Men det er jo sådan, at når solen skinner, som den gør for mig nu, har jeg svært ved at tro, det bliver regnvejr, men når det regner, tænker jeg, at solen aldrig mere vil komme til at skinne igen«.

Som forfatter føler hun sig forbundet med de store skandinaviske fortællere som Kerstin Ekman, Göran Tunström og Selma Lagerlöf.

»Hold da op, hvor kan Lagerlöf skrive. Hun griber en fra første færd og fuldstændig roligt kommer hun i gang med en kæmpehistorie, hvor skæbnerne griber ind i hinanden, og der er et episk drev, som er meget stærkt. Hun fortæller alt og holder intet tilbage«, siger Ida Jessen.

Fremover vil hun forsøge sig med den samme taktik. At skrive det hele hver gang med troen på, at det vil afsløre nye lag.

»Måske er det overmodigt, men i virkeligheden føler jeg, at jeg har så meget stof, at hvis jeg bare tager det stille og roligt og graver løs med min teske i den ene ende, så kan jeg ikke nå at grave mig ned gennem dyngen. Der dukker hele tiden nyt op, hvis jeg fortæller alt det, jeg ved«.

Hidtil har dine egne bøger mere været som kammerspil?

»Ja, men jeg vil nok gerne derhen, hvor jeg kan lægge større og større ting frem. Jeg vil gerne undersøge, hvor stor historien kan blive, når man lægger alt frem«.

Store idioter, tænkte jeg
Ida Jessens yndlingsforfattere er alle blandt de skandinaviske klassikere. Selv står hun på Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs liste over potentielle klassikere.

»Det er jo bare gisninger. Det, som betyder noget for mig, er at stå op om morgenen og have lyst til at gå ind og skrive. Det giver mig en fylde, som intet kan ødelægge«.

Før interviewet ville jeg slå dig op i Danske Digtere i Det 20. århundrede, men du var ikke med. Hvad tænkte du selv, da det gik op for dig?

»Det var jeg da ked af, og jeg tænkte vel, at de var nogle store idioter«.

Anfægter det dig?

»Jeg er jo kommet selvlært ind i branchen og kommer fra provinsen, så jeg er ikke båret frem af en forfatterfølelse. Da 'Danske Digtere' udkom, havde jeg stadig på fornemmelsen, at jeg skrev på trods. Det er først i de seneste fire-fem år, jeg er begyndt at have en solid og velfunderet forfatteridentitet, men jeg tager stadig ikke noget for givet. Det er også fedt at få gode anmeldelser, men dem tager jeg heller ikke for givet«.

I dag kan Ida Jessen se, at den indledende modstand som forfatter også var en drivkraft for hende, men hun er stadig påpasselig med at lade sig opsluge totalt af det litterære miljø.

»Om man slår igennem, vil afhænge af de bøger, man skriver. Det ville være ødelæggende at løbe rundt i det litterære miljø i København, hvis man bliver for optaget af det. Der er jo meget kling-klang i den litterære verden. Og det er altså ikke det stof, bøger gøres af.«

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce