0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Forfatteren Lars Frost tilstår: »Jeg går efter statsministerposten«

Det skal være en pest at skrive, mener forfatteren Lars Frost. Derfor er han gået i gang med en historisk roman. For som han siger: Det er noget af det tåbeligste, man kan beskæftige sig med i litteratur. Med sine tre første bøger har han imponeret anmelderne, selv om han selv siger, at han er rigtig dårlig til at finde på handlinger.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tegning af Roald Als.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Fra tegnerens stol bag i lokalet kommer kun den dæmpede lyd af en blyants hvislen over papiret.

Så påstår Østerbro-drengen Frost, at hans drøm er at være en moderne Jack Kerouac.

At leve på kanten af noget nyt. Være på vejene i en gammel bil, tømme en flaske vin, forelske sig i piger på stribe, sidde som brandvagt i en hytte på en øde, amerikansk bjergtop i måneder og ende som en bitter mand, fordi verden misforstår ham og hans bøger, og til sidst flytte hjem til sin mor og drikke sig ihjel under et træ.

Hader italiensk kultur
Fra tegneren kommer stadig kun lyden af blyant mod papir, mens Lars Frost fortæller, at han slet ikke kan finde på historier. At han bare sender sine personer på rejse og lader det være handlingen. Selv er han et par dage i København, inden han vender tilbage til et arbejdsophold i Rom.

»Jeg har været så heldig, at jeg kunne rejse meget - på en luksuriøs måde. Jeg gider jo ikke det der med mudder og myg, og at man skal have alle mulige vaccinationer. Man skal også se på alle de mennesker, der ikke har det godt, og jeg hader at se på mennesker, der ikke har det godt«.

Du foretrækker store byer?

»Ja, Rom er lige på grænsen, for der er så mange tiggere, og man får så dårlig samvittighed. Det er nok den dummeste by, jeg nogensinde har været i. Jeg vidste, jeg ville hade det, og det var også derfor, jeg gjorde det, for jeg har så mange fordomme om italienerne. Jeg kan ikke fordrage deres kultur og hader deres sprog og deres selvforståelse«.

Og maden er også dårlig?

»Ja, den er helt overvurderet«.

Og vinen?

»Den er okay, men det er jo ikke noget, de selv har fundet på«.

Mener det hele?
Roald Als har fulgt ordvekslingen henne fra sit tegnebord. Nu kan han simpelthen ikke holde det tilbage længere. Italien, Rom, maden og vinen er hans passioner.

»Har du sagt en eneste ting, du mente, de sidste to timer?«, spørger Roald med en stemme præget af lige dele irritation og indignation.

»Jaja, jeg mener det hele«, siger Frost. Han fortsætter uanfægtet:

»Men man kan jo ikke lade være med at blive charmeret af italienerne. Jeg havde bare tænkt, at jeg skulle ned og hidse dem op, få tæv hver aften af de her mørkhårede, olivenfarvede, pomadiserede drengerøve med Gucci-briller og imiterede skandinaviske jeans, eller hvad de nu går i, men de har ikke tævet mig en eneste gang. De er faktisk meget rare, indtil de kommer ind i en bil eller op på en scooter«.

Det er mig, når han har ret
Lars Frost fægter med armene, men taler ellers afdæmpet uden de store udsving i stemmen, der hele tiden balancerer på grænsen til det distanceret ironiske. En stil, som synes så indgroet, at han selv har glemt, den eksisterer.

Et øjeblik kan man sagtens forveksle ham med hovedpersonen Lasse i Frosts seneste roman, 'Smukke biler efter krigen', der i vidt omfang bygger på oplevelser, han selv har haft under en rejse i Island. Her er Lasse en ung mand, der ikke alene kommer galt af sted i en firhjulstrækker midt i en elv, men også har en mening om alt. Når Lars Frost her i avisen er blevet spurgt om, hvorvidt personen er et billede på ham selv, har han svaret:

»Jeg håber, at det er mig, når han har ret. Og ham selv, når han har uret«.

Ikke kun det grimme
Lars Frosts forfatterskab er netop blevet udvidet med digtsamlingen 'Et par dage', men det er især hans tre første prosabøger, der har begejstret litteraturkritikerne. Ikke mindst 'Smukke biler efter krigen', som forfatteren var fræk nok til at kalde en knaldroman.

Frækheden bruger han til helt at se bort fra, at knaldromaner oftest er action, ren handling, og langt fra hans egen roman. Den er snarere et katalog over en ung mands meninger om alt fra danskhed til sportskommentatorers elendige billedsprog under Tour de France.

Sådan ser verden ud, når man er Lars Frost og ung forfatter. Litteraturen er et er politisk projekt, meningerne er uundgåelige, og bøgernes sprog er vigtigere end handlingen.

»Hvis du laver en helt nøgtern analyse af litteraturen, så står sprogbehandlingen som det væsentlige. Udforskningen af selvet, det sociale rum, plottet, handlingen, må vige. Det er ikke noget, litteraturen har monopol på«.

Lars Frost er - som en anmelder har sagt - noget så sjældent som en politiserende forfatter uden defineret politik.

Modstand mod at blive klogere
Han taler, som han skriver. Det ene indfald fører det næste med sig. En diskussion om bøgers sprog og handling fører glidende til overvejelser om, hvorvidt avisers bogtillæg er et gode eller giver læsere mulighed for at vælge litteraturstoffet fra.

»Litteraturen skal være noget, man kan bruge i sin hverdag, og ikke kun hvis man er småsløj i sindet og derfor læser en digtsamling«.

Hvad kan folk bruge din litteratur til?

»De skal genkende sig selv og genkende de forkerte ting, de har gjort, og alle deres fjollede vaner. De kan se, om verden altid hænger sammen, som de tror, eller om de faktisk kan blive klogere. Der er en stor modstand mod at blive klogere i øjeblikket, og hvis nogen vil gøre andre klogere, er de elitære«.

Accept af egen forvirring
Du vil gerne problematisere?

»Ja, det interesserer mig. Men det skal ikke kun handle om det grimme i samfundet. Det er bizart, at hvis man skal genkende sig selv på film eller i litteratur, skal det altid være i en af disse marginaliserede eksistenser. Af en eller anden grund kan folk ikke genkende sig selv i en person, der går rundt og keder sig, er skrubforvirret og har mistet al tro på, at der er en fortid og en fremtid. De vil hellere genkende sig selv eller deres hverdag i syv narkomaner, der er ved at tage livet af sig selv i stofmisbrug«.

»Men det er kun en minimal del af virkeligheden. Det er ikke den genkendelige hverdag. Det virkelige problem er vores selvopfattelse og vores angst. Et misforstået verdensbillede. Ikke at mit er fuldstændig klart, for jeg er også forvirret, men at acceptere dét er da et skridt i den rigtige retning«.

»Skråsikkerheden, som er så dominerende lige nu, er langt farligere. Den er meget mere ubehagelig og angstfremkaldende. En samtale i en badmintonklub i en forstad til Århus ville sikkert give mig langt flere kuldegysninger end tre junkier, der sidder og taler om, at hashpriserne er på vej op«.

Hvor mange skal dø?
Hvilke tegn ser du på, at litteraturen flytter noget i hovedet på folk?

»Jeg har været glad for reaktionerne på 'Smukke biler efter krigen'. Her følger man Lasse og skulle gerne kunne genkende sig selv. Han er nærmest radikal med SF-tilbøjeligheder, men han har også en sær angst for homoseksuelle og en selvretfærdig måde at rette på verden på og gider kun beskæftige sig med sin egen erindring om en kærlighedshistorie. Jamen, er dette overhovedet et politisk individ? Er det virkelig meninger, jeg kan tage alvorligt, og hvis jeg kan genkende min egen mening, kan jeg så være den bekendt? Hans meninger stritter i alle de rigtige retninger, men han tager ikke del i verden«.

Ser du bogen som politisk?

»Litteratur kan ikke være andet end et indspark i den offentlige debat på en meget provokerende måde«.

Flirt med journalistikken
Lars Frosts udsagn kunne lyde som noget, der er på vej ind på avisernes debatsider, og han har da også selv stået med det ene ben i journalistikken. Hans ophold på Journalisthøjskolen varede kun otte uger i 2004.

»Det var for at udfordre mig selv. Jeg ville egentlig holde ud, til jeg skulle i praktik, hvorefter jeg skulle skrive en afsløring af, hvordan en nyhedsredaktion er skruet sammen, og hvorfor nyheder bliver til nyheder. Hvor mange skal eksempelvis dø i Colombia, før det kommer på side tre, og hvor mange skal dø i Horsens eller Berlin? Jeg ville se, om jeg kunne finde en anden måde at skrive på, for det var blevet for let«.

Hvordan for let?

»Jeg kunne bare placere en mand og en kvinde i et rum, hvor de sad og talte om noget ligegyldigt, og hvor mange bøger kan man skrive, hvor pointen er, at der ikke sker noget?«.

Når jeg griner, så stopper jeg
Hvor meget ved du om bogen, før du starter?

»Fordi jeg er så dårlig til at finde på handling, har jeg meget tit en ide om, hvor det starter og slutter. Sådan har det været hidtil. Det interesserer mig at give mig selv en opgave, jeg egentlig ikke bryder mig om. En fornemmelse af, at det er et arbejde og ikke bare intellektuel masturbation, eller hvad Woody Allen kalder det. Det må ikke være sådan, at man kan lide følelsen af at sidde og skrive«.

»Arbejdet skal være en pest, sådan tænker vi danskere jo. I 1980'erne brød vi os ikke om yuppierne, fordi de var glade for at arbejde, og i dag kan vi ikke lide det ved reklamebranchen, forfatterne og kunstnerne. Det må ikke blive for sjovt. Sådan har jeg det også. Når jeg griner, så stopper jeg«, siger Lars Frost.

Og så griner han og efterlader igen indtrykket af at have afleveret en mening med flere udgange.

Rifbjerg har jeg opgivet
Forinden når han dog at fortælle, at hans næste projekt er en bog om en byggeskandale i Farum i starten af 1970'erne. En motorvejsbro, der styrter sammen, før den åbner. Broen bliver bygget nogenlunde samtidig med, at man opfører World Trade Center i New York. Måske involverer det også historien om en ingeniør og en form for terrorisme.

»Det er lidt farligt at forklare, eftersom jeg i øjeblikket sidder med nogle pinligt simple modeller, men udgangspunktet var et smukt tidsbillede. Jeg ville gøre det svært for mig selv, og hvorfor så ikke skrive en historisk roman, for jeg synes, det er noget af det tåbeligste, man kan beskæftige sig med i litteratur. Det handler jo alligevel altid om samtiden. Det handler bare om at finde ud af, hvem Gøngehøvdingen er netop nu, og så er gåden løst, og man behøver ikke læse mere«.

Hvordan kom du selv i gang med at skrive?

»Egentlig ville jeg bare male og tegne. Jeg gik på Holbæk Kunsthøjskole, hvor jeg sad og skrev og læste Thomas Manns 'Trolddomsbjerget', så jeg blev deprimeret og fik ondt i hjertet. Jeg var også trist over mine egne dårlige malerier«.

I stedet søgte Lars Frost ind på litteraturstudiet og blev optaget i Odense, hvor han læste i to år, indtil nogen gjorde ham opmærksom på Forfatterskolen, ugen før ansøgningsfristen udløb. Han gik straks hjem og printede, hvad han havde på computeren, og sendte en ansøgning med tekster, han selv betegner som jungleromantiske og pinlige. Syret William Burroughs parret med tidlig Ib Michael. Og ind kom han - til sin egen overraskelse.

Hvorfor udgives de dårlige bøger?
Det er også Burroughs, han nævner, når man spørger til hans yndlingslæsning, der tillige omfatter Jack Kerouac, svenske Stig Larsson og Pär Lagerkvist. I perioder har han desuden begravet sig i den nye franske roman.

»Og så skal jeg pinedød læse de nye, danske forfattere. Rifbjerg og hans jævnaldrende har jeg opgivet at indhente. Hvis de siger, en af hans nye bøger er god, læser jeg den, men ellers forsøger jeg at følge med hos de unge, selv om det er meget deprimerende nogle gange, fordi det ikke er særlig ambitiøst eller interessant«.

Hvordan?

»Der er så meget i kulturlivet, ikke kun i Danmark, hvor man fornemmer alt det, jeg selv blev anklaget for af Informations anmelder Erik Skyum-Nielsen, da jeg udgav min første bog: klamt føleri, simpelthen, mental masturbation. Jeg gør det, fordi jeg kan og må. Men hvad vil du mig? Vil du mig ikke noget? Nej, men jeg findes«.

Der er ikke noget på spil?

»Der udgives overraskende mange gode bøger i Danmark, men også bøger, hvor man spekulerer på, hvorfor forlaget udgiver det«.

Man skal prøve ...
Er du selv sikker på, at du er forfatter?

»Det er i hvert fald det, jeg bruger det meste af min tid på. Men det er ikke en sjælelig tilstand. Jeg ser det mere som en leg. Jeg ser dét at skrive bøger som et redskab og mig selv som agitator eller folkeforfører. Vi var nogle, der var så heldige at komme med i bølgen omkring årtusindskiftet, da forlagene pludselig opdagede, det kunne være en idé at hive nogle forfattere ind, fordi der havde været dødvande i lang tid«.

»Det har jo intet med litteraturen at gøre, at der kommer en såkaldt bølge eller et nybrud. Det handler udelukkende om forlagenes vilje til at skabe sådan en bølge. De er energien i det litterære landskab. Vi andre står bare stive og lader os flytte rundt i det litterære landskab, som jeg også har gjort. Det er redaktørerne, der skaber det. På det tidspunkt var der en vilje til at underholde, som ellers var fuldstændig forbudt i mange år i dansk litteratur«.

Hvad forestiller du dig, at dit arbejde skal føre til?

»Jeg går efter statsministerstolen, helt klart. Bare at ville skrive en rigtig god bog er så pinlig og banal en ambition at have. Jeg vil gerne opdage, at man kan overraske sig selv og måske endda overraske sin omverden. Inden for alle fagområder vil man gerne lave noget nyt. Det er så absurd, og det er så svært. Formentlig kan man slet ikke. Men så kan man prøve. Man kan løbe rundt og lede efter noget, der ikke er blevet væk. Udtrykket har jeg hugget fra en kammerat. Det er en god jobbeskrivelse«.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts