Hvis hans skuespillere var usikre på deres roller, og hvordan de skulle spilles, var der en regel, Samuel Beckett altid vendte tilbage til: »Spil den uden farver, uden farver«. Mening: Undgå at overspille, forcere og overdøve replikkerne med andet end sceneanvisningerne. At forvalte arven Denne regel har Edward Beckett, Samuel Becketts nevø og eksekutor af hans kunstneriske arv, taget til sig og gjort til sin egen. Bosat i London, men konstant på farten for at overvåge og kontrollere opsætninger, udgivelser og oversættelser, har den 63-årige Edward Beckett nok at se til. Specielt i år, hvor Samuel Becketts 100-års dag bringer et hav af nyopsætninger og nyfortolkninger med sig. Og i aften er han her, i Dublin Gate Theater, i et meget lille og meget trangt rum med repræsentanter fra den internationale presse. Han har ikke så meget tid, siger han, han skal videre til et andet teater. Men den høje, venlige mand med umiskendelige Beckettske træk har alligevel tid til at fortælle om sin berømte onkel og den store opgave, det er at forvalte hans arv. Meget afslappet Edward Beckett var som ung en talentfuld fløjtenist, og da han valgte at springe fra ingeniørstudiet for at forsøge sig med en karriere som solospiller, kunne det kun lade sig gøre med finansiel og moralsk støtte fra Samuel Beckett. Som fløjtenist på den tid var Paris stedet, man tog til, og den 21-årige Edward blev dér taget under sin onkels vinger. »Min far døde, da jeg var 11 år gammel, så Samuel tog min faders plads og sørgede for mig, også finansielt. Af og til betalte han endda min barregning. Jeg kunne ikke have rejst til Paris og studere uden ham. Jeg tror, jeg var den søn, han aldrig fik«, siger Edward Beckett, der husker sin onkel som en venlig og blid, men også meget sky mand. »Han var meget afslappet, når han var sammen med venner og sammen med mig. Han holdt ikke af at optræde for forsamlinger. Man kan sige, at hvis han stadig var her i dag, ville han ikke være her i dag«, siger Edward Beckett med et smil. Teatrets politimand Lige så venlig og afslappet Samuel Beckett kunne være privat, lige så uforsonlig og tilknappet kunne han være, når det kom til hans værker. Skuespillerne skulle gøre, hvad der stod skrevet i de detaljerede sceneanvisninger, hverken mere eller mindre. Det samme krav stiller Edward Beckett. Ønsker en instruktør at opføre et Beckettstykke, skal hun underskrive en kontrakt, hvor hun lover ikke at ændre eller tilføje ting til teksten. Ellers får hun ganske enkelt ikke lov til at opføre det. Edward Beckett har i tidens løb kæmpet mange drabelige kampe med opsætsige instruktører, der har tilladt sig at sætte ekstra farver på Samuels Becketts skuespil. Berømtest var, da han hev London Garrick Theaters eksperimenterende opførelse af 'Footfalls' ned efter bare to forestillinger. Instruktøren Deborah Warner blev efterfølgende bandlyst fra nogensinde at opføre et Beckettstykke igen. Fintfølende radar Et andet tilfælde var, da den ansete australske teaterinstruktør Neil Armfield oprørt kaldte Edward Beckett for en fjende af kunsten, efter at denne var udvandret fra en opsætning af 'Venter på Godot'. Beckett mente, at Armfield havde tilføjet »illegal musik« til stykket, og truede med sagsanlæg, hvis musikken ikke blev fjernet. Så hvis man vil spille 'Venter på Godot' med en kvinde som Vladimir, må man flyve under Edward Becketts fintfølende radar, hvilket bl.a. den berømte 'Dublin Literary Pubcrawl' har gjort i mange år. Her spiller kvindelige skuespillere hver aften mandlige Beckettroller. Spørger man dem, om Edward Beckett ved, hvad der foregår på deres pubvandringer, bliver man mødt med et »Schyyhh ...« og et skræmt blik over skulderen efter denne teatrets politimand. Arvens byrde Det er ikke, fordi Edward Beckett har en 'gylden nøgle' til forståelse af sin onkels værker, at han rejser rundt i verden og jager musicalversioner af 'Scene uden ord' og opsætninger af 'Venter på Godot', hvor titelpersonen til slut dukker op. Det er forpligtelsen over for hans onkels ønsker. »Jeg har ingen personlig indsigt i hans arbejde. Han gav mig ikke nogen direkte linje til stykkernes fundamentale betydning, så jeg er ikke klogere end alle mulige andre. Han diskuterede sit arbejde med andre forfattere, aldrig med mig«, siger Edward Beckett, der også som musiker mener, at instruktørerne bør følge sceneanvisningerne og ikke ændre noget i stykkerne. Man ændrer jo heller ikke på Beethovens noder og tempomarkører, bare fordi man som fløjtenist synes, det lyder bedre, som han siger. Ingen musik og ingen farver, hvor ingen er intenderet. Semi-required At være Samuel Becketts eksekutor er nærmest et fuldtidsjob, og der er ikke megen tid til musikerkarrieren. Men Edward Beckett er ikke ked af sin familiære arv. »Det er selvfølgelig en byrde, og det tager lang tid, men jeg kan lide, hvad jeg laver. Det er et meget kompliceret livsværk at administrere, på grund af de forskellige sprog, det er skrevet på, og med de mange ansøgninger om opførelser, der hele tiden kommer«. »Men jeg er stadig musiker, jeg har bare ikke så meget tid til det mere. Folk tror, jeg er pensioneret. Eller semi-retired. Som en af mine venner siger: semi- required«.