Hjemmebagt kage med hvid glasur. Te i koppen, højt til loftet og en kvinde i 60'erne, der byder velkommen til en stor villa i Ordrup. Hun fortæller smilende, at børnebørnene lige har været forbi. Hvem er hun? En hjemmegående bedstemor, der går og hygger sig? I så fald er det en bedstemor med slag i. Merete Ries er ikke typen, der lægger fingrene imellem. Hun lægger gerne kortene på bordet, og de esser, hun har, bliver ikke i ærmet. Hun ville være en god spillemakker. Bortset fra at hun næppe ville komme ud i den situation. Merete Ries arbejder nemlig rigtig godt på egen hånd. Og det har hun gjort i flere omgange. Mistet hjertebarn I dag er Merete Ries ene kvinde bag Ries Forlag, der blev oprettet i 2003. Men hun er også den forlægger, der i 1982 startede forlaget Rosinante i et ydmygt kælderlokale. Og som på ryggen af Don Quixotes gamle krikke fik sat forlaget på danmarkskortet med bl.a. forfattere som Jung Chang, Arundhati Roy, Jens Christian Grøndahl og Peter Høeg. Men selv den bedste kan falde af hesten, og det skete for Merete Ries, da Rosinante - siden slut-80'erne en selvstændig virksomhed under Munksgaard - i 2001 blev sat til salg af den engelske koncern Blackwell, der ejede Munksgaard. Forlaget blev solgt til Gyldendal, og kort efter måtte Merete Ries sige farvel til sit 'hjertebarn', som hun kalder det. Videre i teksten Men nu har Merete Ries fået et nyt barn, som hun denne gang selv ejer. Og at det er Ries Forlag, og kun Ries Forlag, der er på tapetet, lægger hun ikke skjul på: »Det kan være anstrengende, at folk tror, at den, jeg er, er den, jeg har været. Folk får så hurtigt Peter Høeg mellem ørerne, og det er fuldstændig irrelevant for Ries Forlag«. »Folk forbinder mig altid med ham og tror, at jeg har så mange interessante ting at sige om, at jeg har udgivet hans bøger. Det har jeg ikke. Det var en stor fornøjelse, ja lykke faktisk, at udgive hans bøger. Men jeg synes ikke, at det er en skid interessant, at jeg har gjort det«. Det kan vist ikke siges klarere. Videre i teksten, og videre til Ries Forlag. Forlaget, der udgiver omkring otte titler om året, har først og fremmest de skønlitterære titler på udgivelseslisten. Sidste år lød udgivelserne bl.a. på Jytte Borbergs 'Fantomsmerter', Niels-Ole Rasmussens 'Kongen af Ragnarok og Marjaneh Bakhtiaris 'Kald det hvad fanden du vil'. Men Merete Ries vandrer ikke kun ned ad skønlitteraturens smalle sti. Som hun selv udtrykker det, har hun en meget rummelig smag. Overbevisende og ægteHvad går du efter, når du beslutter dig for, hvilke bøger du vil udgive? »Det er svært at definere, men det er en fornemmelse af, at det er genuint. Det kan være en stor skønlitterær bog, en fagbog eller ren underholdning, men det skal være en bog, der i sin art er overbevisende, ægte og har et kvalitetspræg«. Har du nogle bestemte kriterier for ægthed? »Ægtheden har noget med sproget og stilen at gøre. Det er jo det, der afslører, om der er noget i posen. Men kriterier, det er sådan noget, man lærer at spørge om på universitetet«. »Det må du spørge nogle andre akademikere om, for det er ikke noget, jeg bruger. Det er noget intuitivt. Her i livet er intuitionen vel halvdelen af alt det, man gør«. Beslutsomhed og boldøje Merete Ries rejser sig op og hiver to af sine egne udgivelser, Alexander McCall Smiths bøger om 'Damernes Detektivbureau', ud af reolen. »Hovedpersonen i den her serie, Mma Ramotswe, siger et sted: »I am a very intuitive lady«. Og det kan jeg også sige om mig selv«. »Jeg er godt klar over, at intuitionen ikke er en særlig imponerende egenskab at pege på, når man i marketingsammenhænge skal ud at sælge sig selv som verdens ottende vidunder i forlagsbranchen. Men det er jo det, det handler om: intuition, beslutsomhed, boldøje og tilfældighed«. Kort efter ringer det på døren. Det er fotografen, der hurtigt begynder at kommandere Merete Ries rundt i huset, hvilket hun tager med et smil på læben, selv om det, som hun siger, »ellers er mig, der bestemmer her i huset«. Hun kan dog ikke dy sig for at kommentere flere af fotografens gode ideer: »Her er alt for rodet, det kan du da ikke mene?«. Fotografen forklarer, at det er en del af charmen. »Synes du virkelig? Nå, ja, det er jo dig, der har forstand på det«. Selv ude om det Efter fotoseancen fortæller Merete Ries om sin meget lidt anmassende facon, når det kommer til at få nye titler i hus. »De forfattere, der gerne vil udkomme hos mig, må selv finde mig. Jeg kan jo ikke noget, som de andre forlag ikke kan. Derfor prøver jeg ikke at lokke nogen til, snarere tværtimod. Jeg forsøger i stedet at være afskrækkende«. »Da Jytte Borberg kontaktede mig, fordi hun gerne ville udgive 'Fantomsmerter' på Ries Forlag, sagde jeg, at hun skulle tænke sig godt om. Alligevel ville hun gerne udgive den hos mig, og så kunne jeg jo bare sige, at så var hun også selv ude om det«. Kæmper som en løveMen er der slet ikke noget, du kan tilbyde forfatterne, som de ikke kan få hos et andet forlag? »Det må du altså spørge forfatterne om. Jeg kan ikke, med overbevisning i stemmen, gå ud at sige til en forfatter, at vedkommende er meget bedre tjent med at være her hos mig. Det er langtfra sikkert«. »På den anden side kæmper jeg som en løve for de bøger, jeg udgiver. Det er ikke ensbetydende med, at de bliver succesfulde. Men jeg mener, at alle mine bøger som udgangspunkt skal have de samme chancer«. »Det betyder, at min markedsføring ikke er selektiv, som den er de fleste andre steder. Hos mange andre forlag satser man på at gøre enkelte bøger til bestsellere og indretter markedsføringen derefter. Problemet er, at det hurtigt går hen og bliver en selvopfyldende profeti. Derfor annoncerer jeg lige meget for alle mine bøger«. Merete Ries forklarer, at hun altid har set bøgernes salgbarhed som lidt af et hestevæddeløb. »På udgivelsesdagen står alle hestene på samme linje, i hvert fald hos mig, hvor de får de samme chancer. Så lyder startskuddet, og så begynder de at løbe. Igennem løbet viser det sig hurtigt, at nogle løber hurtigere end andre. Og det kan man så tage bestik af«. Ingen skjulte dagsordener En ting er hestens hurtighed. En anden, hvordan det er at være ene kvinde i stalden. Og der er ingen tvivl om, at Merete Ries mener, at der er langt mindre møg, der skal muges ud, i et enmandsforlag. »Det er meget enkelt og befriende at arbejde som selvstændig. Man slipper for at please alle mulige mennesker og gå til tåbelige virksomhedskonferencer, hvor man lærer at recitere mærkværdige virksomhedsfilosofier, der i virkeligheden ikke betyder en skid«. »Al den virksomhedsretorik bringer én længere og længere væk fra ens rigtige arbejde, og det er sgu irriterende«. Særlig er Merete Ries dog lykkelig for at kunne slippe for de skjulte dagsordener. »Jeg hader skjulte dagsordener, og dem er der ingen af her i foretagendet. I de store forlagskoncerner bliver folk hurtigt så usikre, fordi de ikke ved, hvad der virkelig er på programmet. Jeg kan nemt blive usikker, men det er sgu ikke andre, der får mig til det«. Mangfoldigheden forsvinderDu er ikke fortaler for de store forlagsvirksomheder? »Jeg synes, at de store koncerner, både på forlags- og boghandlersiden, endnu har tilbage at bevise, hvorfor det er en så skidegod ide at være stor. Hvorfor skal man samle så mange små forlag under én hat?«. »Mangfoldigheden har jo klare kvaliteter, som forsvinder. Det kan man jo bl.a. se på ensretningen af bogmarkedet lige nu. Ud over Dan Brown-bølgen er der biografi- og erindringsbøgerne, hvor alle de kendte skriver om sig selv og hinanden, og det har efterhånden udviklet sig til et rent blodskamsorgie«. Hvordan tror du, det i fremtiden kommer til at se ud for de små forlag? »De bliver ved med at skyde frem. Det kan godt være, at de store æder de små, får datterforlag og efterfølgende æder deres børn, men der vil altid være nogen, der ikke trives i de store koncerner«. »Jeg er selv røget ud af de stores kontorer i flere omgange, men jeg er ikke holdt op med at bedrive mit erhverv af den grund. Når jeg ikke kan gøre det der, så gør jeg det bare selv«.