Trine Vendelboe Juul, 34-årig århusiansk cand.mag. og indehaver af et kommunikationsbureau, har på forlaget Klim netop udgivet debatbogen 'Forstand og følelse - kulturkampen alvorligt talt'. Bogen behandler blandt andet emnerne religion, 'teknoterapi', videnssamfund og migration, og den er et flerstemmigt, men enigt kampskrift mod, hvad forfatteren ser som regeringens forsøg på en grundlæggende sindelagsændring i det danske samfund. En sindelagsændring, der skal bane vejen for et teknokrati, der muligvis bliver superliberalistisk, muligvis nationalkonservativt. Det har Anders Fogh tilsyneladende ikke engang selv helt besluttet sig for, siger Trine Vendelboe Juul. Men ét er sikkert: »Statsministeren taler meget om sammenhængskraft, men hele kulturkampen er da et forsøg på at skabe splittelse«. Undervurderet Ideen til 'Forstand og følelse' fik Trine Vendelboe Juul på de radikales landsmøde 2003. »Jeg syntes, både mine partifæller og mit personlige netværk undervurderede betydningen af den udråbte kulturkamp og bare så det som en underholdende medieføljeton, for eksempel kulturminister Brian Mikkelsens barnlige opgør med fortiden«. »Men statsministeren har jo faktisk præciseret, hvad kulturkampen gik ud på, nemlig at ændre nogle grundlæggende værdier i samfundet«. »Og jeg undrede mig over, at der ikke var flere, der reagerede«. Sort-hvidt »Jeg tror ikke, befolkningen forstår kulturkampen i det brede og overordnede perspektiv, som jeg forsøger at pointere«. »Men statsministeren roser jo kulturkampen for at have skabt et værdigrundlag og en tænkning, som er meget anderledes end for syv-ti år siden, hvor de kulturradikale og de venstreintellektuelle stadig havde noget at skulle have sagt«. »Han siger udtrykkeligt, at fremtiden ikke afgøres af den økonomiske politik, men af kulturkampen, og at denne kulturkamp skal gøde jorden for en grundlæggende samfundsændring«. »Hans mål og strategier er faktisk temmelig klare og utvetydige, men det er, som om det ikke rigtig er gået op for folk. Måske også fordi disse mål er blevet udliciteret dels til nyliberalisterne, dels til nogle national- og kulturkonservative, hvor Brian Mikkelsen også er med sin kulturkanon«. Måske forstår folk det godt, men nægter at gå ind på kampens præmisser?

»Netop, fordi det hele er stillet sådan op: meningstyrannerne på den ene side og så hele befolkningen som ofre for det meningstyranni på den anden«. Staten anklager Til støtte for sine synspunkter har Trine Vendelboe Juul talt med ni personer fra den del af samfundet, »som nogle måske vil kalde både eksperter og smagsdommere og kulturradikale«, men som forfatteren insisterer på blot er »borgere, der ikke vender den anden kind til«. Det, vi er vidne til, mener Trine Vendelboe Juul, er 'en Dreyfus 180 grader', som hun kalder det. De intellektuelle som klasse opstod officielt i 1898, hvor en gruppe franskmænd anklagede staten for justitsmord (på den jødiske officer Alfred Dreyfus, der uskyldig blev dømt for landsforræderi) og deres åbne anklage af en kvik redaktør blev kaldt 'De intellektuelles manifest'. »Nu er det omvendt: Det er staten, der anklager de intellektuelle«. Næsten perverst En af de intellektuelle, der føler sig under anklage, er idéhistorikeren Dorte Jørgensen, Aarhus Universitet, der i bogen siger, at det ikke bare er forkert, men »dybt kritisabelt, at en statsminister bruger sin magt til at gøre den offentlige debat til et aggressionsladet rum, hvor dialog mere eller mindre bliver umuliggjort«. »Han har tværtimod til opgave at gøre det modsatte. (...) landets leder må have til opgave at samle«. Det er også Dorte Jørgensen, der taler om, at man i videnssamfundets teknokratiske tankegang styrer befolkningen ved hjælp af »teknoterapi«. Med den betegnelse sigter hun til det efter hendes mening uhyggelige fænomen, at man sætter små børn til at lave 'selvudviklingslogbøger'. Ikke for deres egen skyld, men for at samfundet skal blive mere effektivt. Ligesom unge menneskers 'dannelsesår' nu er omdøbt til 'fjumreår'. Trine Vendelboe Juul: »Jeg synes, der er noget ekstremt utiltalende og næsten perverst ved et så klart mål og et så gennemskrevet manus for at ændre noget helt grundlæggende ved samfundet og så kalde, ikke til debat, men til kamp. Nærmest udryddelseskamp. Hvor er sammenhængskraften dér?«. Mål og kontrolDer er vel ikke noget odiøst i at have et klart mål, hvis man er politiker og vil bringe samfundet et sted hen?

»Jo, det synes jeg faktisk, for det er jo værdier, selve kulturen, noget meget immaterielt. Og noget meget levende og dynamisk, som man hverken kan eller bør kontrollere«. »Du kan indvende, at kulturradikalismen også førte en kamp og havde kamptidsskrifter, men det var altså ikke en regering og en statsminister; det var nogle interessegrupper parallelt med en masse andre. Men at man som statsminister og overhoved vil styre værdierne i en bestemt retning er småuhyggeligt«. Det er det faktum, at det kommer fra oven, der generer dig? »Ja. Og jeg tror egentlig ikke regeringen selv ved, hvad der skal til for at skabe et innovativt og kreativt videnssamfund«. »For vi kan jo ikke bare satse på højteknologi, selv om regeringen ustandselig sætter lighedstegn mellem viden og forskning og så højteknologi. Man får jo akut angst ved tanken på alle de kinesere og indere, der vil rende os over ende om en generations tid!«. Rovdrift på fællesskabDu hævder, at den siddende regering har skabt frihed for de få på bekostning af lighed og broderskab mellem de mange.

Men sagen er vel, at så mange har fået glæde af den berømte friværdi, at den tabte, udsatte og fattige del af samfundet er for lille til at have politisk gennemslagskraft?

»Øh ... jeg ser, at broderskabet er blevet reduceret, fordi der bliver øvet rovdrift på fællesskab og solidaritet. Men jeg kan godt se, at taler vi rigdom og skattestop, som kun få ikke har fået gavn af, går regnestykket ikke helt op«. »Jeg tænker det også mere ude i fremtiden. Det er foreløbig bare nogle strømninger og forandringer, der måske først vil slå igennem om 10-15 år. For lige nu ser det jo meget godt ud«. Ensom dansMen den traditionelle Venstreretorik om den personlige frihed er vel forstummet? Jeg tænker på diverse livsstilsforbud og overvågning med henvisning til kriminalitet og terrortrusler. »Jo, det er nok bare per automatik, man tænker frihedsbegrebet ind i Venstre og liberalismen. Men tænketanken Cepos og andre liberale aktører synes jo også, regeringen er alt for langsom til at udvikle et mere liberalt samfund. Men at enhver er sin egen ekspert er vel også en form for frihed ...«. Trine Vendelboe Juul har hverken talt med en repræsentant fra den nævnte borgerlige tænketank Cepos eller fra folkekirken, som ellers står i kulturkampens skudlinje. Men det er med fuldt overlæg: »Jeg har valgt samtalepartnere, jeg er enig med, for at de skulle hjælpe mig med at advokere for de værdier, jeg gerne vil have fremmet. Der har jo været rigeligt af det andet«. »En journalist ved Århus Stiftstidende hæftede sig meget ved, hvor jeg har fået modet fra? Men det har jeg da slet ikke tænkt på, for næsten uanset hvor uunderbyggede mine holdninger er, har jeg da ret til at forsvare dem i det offentlige rum! Det eneste modige var, at det faktisk er et stort arbejde at skrive sådan en bog«. Er der ikke lidt kamp om offerrollen? Regeringen appellerer til ofre for fortidens meningstyranni, og i din bog skriver du selv blandt meget andet: »At være humanist føles med andre ord som en ensom dans«.

»Jo, men der er også blevet skudt meget på humanismen og kulturradikalismen. Det lyder paranoidt og meget, meget groft at tale om det på den måde, men der er primært tale om en udryddelseskamp«.