Cigaretten er skiftet ud med en elegant cigar, og han bærer ikke cowboyhat.
Men ellers må Sam Shepard være det nærmeste, man kommer The Marlboro Man i levende live.
Personificeringen af den moderne amerikanske arketype med lige dele primitiv cowboy, sex, drugs and rock'n'roll.
Sort læderjakke over den mørkeblå T-shirt, sorte solbriller og sorte jeans.
Og cowboystøvler med mønster, selv om temperaturen er ved at snige sig op på de 30 grader her i haven til Hotel Residial i Cannes, hvor han og Wim Wenders' film 'Don't Come Knocking' har verdenspremiere samme aften i det store festivalpalæ. Med rød løber og hele svineriet.
»Den slags gider jeg ikke rigtigt. Men jeg har lovet Wim (Wenders) ikke at stikke af«, siger den 62-årige Sam Shepard med et stort grin over referencen til den film, som han er i Cannes for at repræsentere.
'Don't Come Knocking', som han selv har skrevet manuskriptet til og hvor han også har hovedrollen som den aldrende skuespiller Howard Spence, der midt under optagelserne til en cowboyfilm pludselig stikker af.
Fordi han bare har fået nok af filmens forlorne verden og derfor beslutter sig for at opsøge sin gamle mor, sin tidligere kæreste og det barn, som de vist nok fik sammen. Cowboy-mytologien
Hvad er det, der fascinerer dig så meget ved cowboy-mytologien, at du hele tiden vender tilbage til den i dine skuespil, i dine film og i dine bøger? spørger vi den nu 62-årige Sam Shepard, efter at han har filosoferet lidt over cowboyen som henholdsvis erhverv og mytologi.
»Cowboy-mytologien er en del af vores forestillingsverden i Amerika. Den er vores forsvundne fortid. I hvert fald den filmiske fortid. Vi er blevet fodret med den mytologi lige siden vores barndom. Det er meget klassisk«, siger Sam Shepard og fortsætter:
»Det har også noget med moral at gøre. Jeg kan huske i 1950'erne, da tv for alvor kom frem, at alt på tv havde noget med western at gøre«.
»Det ledte tilbage til noget - en tid, som alle kunne være enige om var okay. De gode mod de onde. Det var ikke så indviklet. Samtidig var det en let måde at underholde på. Det har også noget med lov og orden at gøre«. Bob Dylan
Sam Shepard blev født som Samuel Shepard Rogers III i Fort Sheridan, Illinois, 5. november 1943. Faderen var i luftvåbnet, og derfor rejste familien rundt på diverse flybaser mens Samuel var dreng, indtil man endelig slog sig ned i Californien.
Akkurat som Robert Zimmerman skiftede navn til Bob Dylan da han som helt ung tog til New York, blev Samuel Shepard Rogers III til Sam Shepard i bussen på vej til New York som 19-årig. Og netop de to skulle senere krydse hinandens veje flere gange.
I efteråret 1975 inviterede Dylan således Sam Shepard med på sin Rolling Thunder Revue - den legendariske koncertturne som bl.a. også omfattede Joni Mitchell og Joan Baez samt beat-poeterne Allen Ginsberg og William Burroughs.
»Ud over at spille trommer skulle jeg skrive scener og dialog til en film, som Dylan ville lave om turen. Den film blev aldrig til noget«.
»Men jeg kunne da bruge en del af det materiale, som jeg havde samlet sammen, da jeg skrev manuskriptet til Dylans film 'Renaldo og Clara' et par år senere (1978)«, fortæller Sam Shepard, som også i 1987 udgav bogen 'The Rolling Thunder Logbook', hvoraf det fremgår, at Shepard er meget fascineret af Bob Dylan.
Allerede året før, i 1986, skrev han sangen 'Brownsville Girl' sammen med Bob Dylan, som udkom på dennes album 'Knocked Out Loaded' samme år. Den 11 minutter lange sang anses stadig af mange som et lyspunkt i Dylans kreativt knap så fremragende periode fra slutningen af 1970'erne til begyndelsen af 90erne.
»Jo, vi var vist nok heldige med den sang. Vi taler også stadig om den, når Dylan og jeg mødes i ny og næ. Det sker heldigvis stadig. Jeg respekterer Bob meget«, siger Sam Shepard. Patti Smith
I New York tjente den unge Shepard til dagen og vejen som tjener på værtshuset The Village Gate i Greenwich Village, samtidig med at han startede sin produktion af skuespil, som fandt vej til de små off-Broadway-scener i bl.a. The Village,
Sam Shepards skuespil og film har altid været svære at kategorisere med deres sammenblanding af det vilde vesten, fascinationen af popkultur, rock'n'roll, narko og tv samt bizarre familierelationer. Og selv om han hævder, at hans produktion ikke indeholder private ting, så er der dog tale om endog meget selvbiografiske episoder undervejs.
Som f.eks. da han skrev teaterstykket 'Cowboy Mouth' sammen med rockpoeten og sangerinden Patti Smith i 1971. Sam Shepard havde på det tidspunkt været gift med O-Lan Johnson i halvandet år, og de havde en dreng på et halvt år sammen.
Alligevel forelskede Sam Shepard og Patti Smith sig vildt og voldsomt i hinanden, og sås ofte på de vigtigste vandingssteder i Greenwich Village. Når de da ikke opholdt sig på Shepards værelse på Chelsea Hotel eller hos Patti Smith, der boede hos forfatteren Robert Mapplethorpe. Patti Smith har senere beskrevet deres stormfulde forhold således:
»Jeg og O-Lan forblev gode venner. Jeg mener, det var ikke som når folk boller udenom i forstæderne. Men Sam og jeg var sådan en slags forbrydere sammen. Alt hvad man hørte om os i de dage, er sandt. Vi fik alt for meget at drikke og vi røg konstant ud i problemer. Vi var 'hell-raisers'«. Forsvindingsnummer
'Cowboy Mouth' skrev de sammen i løbet af to nætter, hvor de smed en skrivemaskine frem og tilbage mellem hinanden og skrev deres respektive replikker.
Om kvinden Cavale - en derangeret kvinde, som kidnapper manden Slim fra dennes kone og barn for at gøre ham til en rock'n'roll Jesus med cowboymund. 'Cowboy Mouth' havde premiere 29. april 1971 på American Place Theater med Patti Smith som Cavale og Sam Shepard som Slim.
Det blev til gengæld også eneste opførelse med de to på scenen. Aftenen efter premieren forsvandt Sam Shepard nemlig fra teatret, uden at fortælle, hvor han tog hen.
»Det er for privat. Og jeg ønsker ikke at tale om private ting«, siger Sam Shepard, da jeg spørger til episoden. Men til forfatteren af hans selvbiografi, Don Shewey, har Sam Shepard tidligere sagt: »Det gik bare ikke. Det var for personligt. Den aften på scenen gik det op for mig, at jeg ikke ønskede at udstille mig selv så nøgent foran publikum«. Et nyt liv
Kort tid efter tog Sam Shepard til London med sin kone og sit barn. Han kom ud af sit narkomisbrug og distancerede sig i det hele taget fra det kaotiske liv, han havde levet i New York. Mens Patti Smith var sønderknust over sin kærestes flugt.
De to har dog tilsyneladende fået talt ud om problemerne. For da jeg spørger om han stadig spiller rock, svarer Sam Shepard:
»Jo, jo - jeg spiller da stadig lidt sammen med de gamle venner. Patti Smith og nogle andre fra de glade dage i New York. Men nu er jeg mere interesseret i at spille guitar og synge«.
»Vi har lige indspillet nogle gamle indianersange, som måske kommer ud på et senere tidspunkt. Og så har vi givet et par koncerter i New York. Men det er ikke i den store stil mere«. I har ikke overvejet at tage ud på landevejen igen?
»Oh no! No, no. Det er sgu' for farligt«, siger Sam Shepard med et stort grin. »Og for anstrengende«, tilføjer han med et eftertænksomt smil. Jessica Lange
Det private skinner også igennem i 'Don't Come Knocking', hvor den gamle kæreste Doreen, som Howard Spence søger efter, spilles af Jessica Lange, som Sam Shepard har været gift med siden 1982. Og som han har to teenagebørn sammen med.
På et tidspunkt i filmen siger Doreen nogenlunde sådan til Howard: »Åh Howard, du tror bare, du kan komme rendende hjem og få tilgivelse. Du tror, at der findes en kvinde her på jorden, som du kan lægge dig tæt ind til. Og hun vil så beskytte dig. Men den kvinde findes ikke«.
Sam Shepard beskriver sit samspil med Jessica Lange som både svært og meningsfuldt på en gang. »Det er utroligt svært, fordi vi kender hinanden så indgående. Men det er alle anstrengelserne værd, fordi vi også kommer til at røre ved nogle ting, som er meget dybtliggende. Det er en meget sammensat fornemmelse, som til gengæld er meget nærværende i denne film«.
De to mødte hinanden under optagelserne til filmen 'Frances', som Jessica Lange i øvrigt blev Oscar-nomineret for, og siden har de spillet sammen i yderligere et par film. Og Sam Shepard havde skam også hustruen i hovedrollen, da han debuterede som instruktør med 'Far North' i 1988. Heldig kartoffel
Men det er hverken for hans instruktørkarriere eller som skuespiller, Sam Shepard vil blive husket for eftertiden. Selv om han tilbage i 1983 blev Oscar-nomineret for sin rolle som testpiloten Chuck Yeager i filmatiseringen af Tom Wolfes 'Mænd af den rette støbning' ('The Right Stuff').
Det er som forfatter, han for alvor har sat sine spor i det amerikanske kulturelle landskab.
»Som forfatter af skuespil har de enkelte stykker bare trængt sig på. Det er umuligt for mig, at holde dem tilbage«.
»Og som manuskriptforfatter var jeg så heldig, at jeg skrev mit første manuskript, 'Zabriskie Point', sammen med Michelangelo Antonioni. Han havde set et af mine teaterstykker, og ville have mig med på holdet til 'Zabriskie Point'«.
»Det der med heldet, har heldigvis haft tendens til at opsøge mig. Da jeg debuterede som skuespiller var det således hos Terrence Malick i 'Days of Heaven' ('Himlen på jorden')«.
»Jeg mener - hvor heldig har man lov til at være. Men det er svært for mig, at være skuespiller. Det er på en måde for konkret. Og hvordan nogen både kan instruere og selv spille med i en film, er mig komplet uforståeligt«, siger Sam Shepard. Harry Dean Stanton'Don't Come Knocking' udspiller sig i de samme smukke landskaber som 'Paris, Texas', som du skrev til Wim Wenders i 1984. Dengang ville du ikke spille hovedrollen, men overlod den til Harry Dean Stanton. Hvad har fået dig til at skifte mening nu?
»Det her er et helt andet projekt. Jeg mener helt klart, at Harry Dean Stanton er en meget bedre skuespiller end jeg. Og dengang opfyldte han netop rollen på den måde, som jeg havde tænkt den«.
»Du kan også sige, at ved ikke at lade Harry Dean gentage rollen, lægger vi yderligere afstand til 'Paris, Texas', som mange garanteret stadig vil sammenligne 'Don't Come Knocking' med«. Ja, bl.a. på grund af identitetsproblematikken. Hvorfor tror du, at så mange film i øjeblikket handler om folks søgen efter en tabt identitet?
»Det må have noget at gøre med den måde, som tingene er kollapset rundt om os på. Hvor familien bl.a. ikke længere har den styrke, som den havde tidligere«. Samfundet går i ringKan det også være synderne fra 1960'erne og 70'erne, med sprut, narko og et hav af skilsmisser, der hjemsøger os nu i vores fremskredne alder?
»Det kunne godt have noget med det at gøre. Og det kunne også forklare den stærke højredrejning, som er kommet tilbage. Folk føler et eller andet tab, som de så prøver at erstatte med askese og streng selvdisciplin«. Og vel også råbet på den stærke mand?
»Ja - og alle mulige og umulige former for kristne højrebevægelser. Mange vil ikke længere tage ansvaret for deres eget liv og skæbne, men vælger at lægge den i andres hænder. Det er, som om at samfundet er gået i ring, uden at vi nåede at opdage det«, siger Sam Shepard.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Redington: Mette Frederiksen ansætter 25 nye ministre. Her får I navnene
-
Han forsvandt ind i sig selv, når han var depressiv, og var en bølle, når han var manisk
-
Som tallene begynder at tikke ind, tegner de et billede af et Iran, som er under ekstremt pres
-
Ekspert: »Umiddelbart er det eneste, USA får ud af det her, højere inflation«
-
Politi affyrer skud: Nu er 47-årig mand anholdt
-
Ukraines forsvar kan miste nøgleleverandør efter lækket samtale
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00

Vi har lige været vidne til den måske største bedrift nogensinde i løbesporten. Men det er ikke løberen, der stjæler opmærksomheden
Lyt til artiklenLæst op af Anders Legarth Schmidt
00:00
Leder af Marcus Rubin
Debatindlæg af Caroline Wrona Stjerne
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00



























