Allerede efter at have bladret Peder Bundgaards nye bog løseligt igennem første gang havde jeg et giftigt spørgsmål parat til ham: »Hør her, du har jo skrevet en bog, der ser lækker ud, men ellers bare er en blanding af tre bøger, som du allerede har udgivet en gang: 'Superdan', 'København du har alt' og den om dansk rock i 1970'erne (hhv. Turèll-biografi, Københavns- og rockhistorie, red.)«. »Hvad er det egentlig, du har gang i?«. Ville jeg så spørge ham. Men det tog sin tid, inden jeg kom frem til spørgsmålet. For når man taler med Peder Bundgaard, er der ét, der er helt sikkert: Der falder altid et par anekdoter af. Det kan være noget, der er sket for Dennis Jürgensen i sidste uge, for Sven Ove Gade for ti år siden eller for Led Zeppelin engang i 1970 eller deromkring. Den store muntre fortæller er ligeglad, for historien kan være nok så vigtig af den grund. Som samtalepartner skråstreg lytter har man det på samme måde: for anekdoterne bliver som regel fortalt megaunderholdende. Fortælleglæde Selv denne relativt korte, professionelt styrede samtale røg uundgåeligt ud ad nogle tangenter undervejs: Om dengang Peder Bundgaard var i Århus for at se Kliche for første gang, om dengang han solgte fotos til New Musical Express i England, om danselæreren Børge Kisbyes arrangementer i K.B. Hallen, som Peder Bundgaard nu ikke kender en skid til ud over at vide, at danseskolen var selve arnestedet for rock'n'roll på dansk - og så en fem-otte andre ting, der sådan set også var ret interessante. Med den fortælleglæde kan det undre, at manden først som næsten 50-årig sprang ud som forfatter. Det skete i 1993 med bogen 'Gasolin - masser af succes', en blanding af erindringsstof, biografi og samtidshistorie om rockbandet og den tid, der formede dem og forfatteren. Indtil da havde Peder Bundgaard fået afløb for fortællingerne i dels, som beskrevet, den helt klassiske mundtlige tradition, dels som rockskribent, radiomedarbejder. Turèlls leverandør I slutfirserne blev det til en rejsebog om London. Ellers havde det oprindeligt boghandleruddannede rockhead levet af at være en i perioder ganske vellønnet altmuligmand i den danske musik- og mediebranche. Hans popart-påvirkede tegninger havde i 1970'erne gjort Bundgaard til ophavsmand til lp-omslag fra Gasolin og Sebastian til Sods. Og da avantgardedigteren Dan Turèll midt i årtiet trådte i karakter som den noget mere folkelige fortæller Onkel Danny, var det »mein Freund« Peder Bundgaard, der blev krediteret for de fleste omslag af de utroligt mange efterfølgende Turèll-bøger. I dag angiver Peder Bundgaard også venskabet og samarbejdet med Dan Turèll som en af årsagerne til sin sene forfatterdebut: »Dengang i 1968, da jeg stod på Hovedbanegården og havde sagt farvel til Tommerup og provinsen for good, havde jeg drømmen om at blive forfatter med mig i kufferten. Jeg ville egentlig have læst engelsk litteratur«. »Men pludselig gik det så hurtigt alt sammen. Jeg kom til at kende nogle af de bedste forfattere, heriblandt Dan. Og jeg tænkte: Nå ja ... Jeg tror nu også, Dan syntes bedst om den rollefordeling. Jeg var jo hans leverandør, så kunne jeg vel ikke vade ind i hans spinatbed. Nu gjorde han mig den tjeneste ikke at tegne, så kunne jeg vel også godt lade være med at skrive«. Uskadelig hobby Noget af det, der skete så meget af, var ikke mindst tegneserier og rock. Og pludselig stod portene åbne, Peder Bundgaard kunne faktisk komme til at leve af at beskæftige sig med, hvad der på gården derhjemme i heldigste fald kunne blive betegnet som en uskadelig hobby. Den unge Bundgaard var noget alene med sine interesser hjemme på Møn, hvor de andre drenge var mere optaget af »traktorer og fodbold«. I storbyen mødte han andre, der tog rock og tegneserier lige så alvorligt som han selv. En af de nye venner, den senere producer Poul Bruun, trak Bundgaard med ind i pladeselskabet CBS, som på det tidspunkt udvidede kraftigt og havde brug for et par folk med tilknytning til miljøet. Det løst definerede pladeselskabsjob bestod i alt muligt fra at tegne, fotografere, skrive pressemeddelelser og andre kontorfunktioner til at gå på værtshus med selskabets kunstnere. »Det var ikke fyrsteligt betalt. Men vi havde en masse fryns og meget flydende arbejdstider. Så vi manglede ikke noget«. »Selv syntes jeg, det var ufatteligt, at det kunne være et arbejde. Det var svært at forestille sig, at rock ikke bare var et fænomen, der var lige nu. Det var jo ikke noget, man bygger et liv på. Så jeg tænkte tit: Nu må jeg lige have det her med. Så kan jeg gå på studenterkursus til næste år og komme på universitetet«. Spiritualitet og kogebøger I en alder af 60 år har Peder Bundgaard endnu ikke fået indskrevet sig på universitetet. Har til gengæld været med til at skrive en stribe leksikoner - rockleksikoner, vel at mærke, og har gennem den seneste halve snes år opbygget et spraglet forfatterskab. Ud over de allerede nævnte har han udgivet bøger om spiritualitet, en kogebog, en biografi om Kim Larsen, og sidste år kom 'Dødsens stille', en bog, der mindede om et ikke helt ukendt forfatterskab ved på én gang at være en kriminalroman og foregå på Vesterbro (!), og for at det ikke skal være løgn, drejede plottet sig om interne stridigheder i et dansk rockband, der havde sin korte storhedstid omkring 1970. Lige der var det så, jeg syntes, at mit velforberedte spørgsmål ville være passende. Efter decideret at have læst Peder Bundgaards nye bog 'Dan Turèlls København' havde jeg godt nok fået grund til at være lidt mildere i mælet end oprindeligt planlagt. For bogen er medrivende, veloplagt fortalt, og det er trods alt nyt stof, deriblandt en grundig kortlægning af den københavnske musik- og værtshusscene i 1970'erne og 1980'erne med udgangspunkt i Dan Turèlls og Bundgaards egen færden. Og især Vesterbros historie bliver ført rimeligt a jour, ligesom der er visse betragtninger om den store døde digter, der ikke var med i 'Superdan'. Men: Anyway ... Og da spørgsmålet er fyret af, kommer svaret på én gang overrumplende og resigneret: »Ja det kan du have ret i. Det er den samme bog, som jeg har skrevet før. Men sådan er det jo med alle mine bøger: Det bliver altid den samme. Selv om jeg hver gang forklæder den som noget nyt. Men det ender sgu altid med at blive den samme bog«. »Det var også derfor, jeg sagde til mig selv her i marts, da jeg fyldte 60: »Nu må jeg også have en pause og finde ud af, hvad jeg vil lave resten af mit liv«. Men se, om jeg har fået tid til den arme stakkels tænkepause«.