I den fjerne ende af Vestre Kirkegård i København står nogle gravsten fra foråret 1945. De er fyldt med tyske navne, og datoerne viser, at mange af de døde var små børn. Flygtninge, som ikke overlevede mødet med Danmark. En af gravstenene slutter med 'Ein unbekanntes Kind + 16.4.1945'. Her kom Pablo Henrik Llambías forbi en vinterdag, ca. tre måneder efter at han var blevet skilt. Oplevelsen satte gang i en bog, der nu er udkommet med titlen 'Et ukendt barn'. Barnets værdighed »Hele bogen er bygget op omkring sorg og det at miste børn«, fortæller han i køkkenet i den fremlejede christianshavnerlejlighed, han deler med en anden mand og dennes søn. »Jeg havde lige selv delmistet mine egne børn, som man jo gør, når man bliver skilt, og jeg kan godt sige dig, at den gravsten gjorde mig ked af det«. »Jeg tænkte på barnet, der var blevet rakt op på et flygtningeskib, og på den kærlighed, det havde mistet, og som skilsmissebørn jo også mister, fordi de skal flytte og bliver hjemløse«. »Bogen er et forsøg på at restaurere børnenes værdighed«. Nedværdigede mennesker Umiddelbart virker det dog ikke, som om det er børnene, der står i centrum af bogen, men derimod en interesse for Anden Verdenskrig. Fortælleren har lange diskussioner med en mand på et plejehjem, som nærer et inderligt had til Winston Churchill. Han beretter om, hvordan han selv og en ven interviewer gamle østfrontsoldater til en film, og han redigerer et manuskript om en 16-årig dansk pige, der i april 1945 drager til Berlin for at hente sin bror hjem fra Division Nordland. Alligevel mener Pablo Henrik Llambías ikke, at bogen handler så meget om Anden Verdenskrig. Det er bare midlet til at fortælle en historie om, hvor langt man vil gå for at genvinde værdighed. Her er tyskerne interessante, fordi de har måttet skærme sig mod den nedværdigelse, der følger af at have medvirket til Holocaust. Komplekse stereotyper »I 1994 tog jeg sammen med en ven til Tyskland for at lave en dokumentarfilm om, hvem de tyske soldater var. Men det var meget svært at lave et billede af 'den almindelige tyske soldat', uden at det blev fiktion. De var for komplekse. Nogle af dem stillede sig jo op og heilede. Og afsang SS-sange grædende«. »For at kunne vise en 'almindelig tysk soldat', som havde fortrudt og hen imod slutningen af filmen kunne sidde og græde over, hvad han havde gjort, måtte vi klippe alt det genstridige væk«, siger han og konstaterer, at det egentlig var meget lærerigt. »Det er jo sådan, at man ikke kan generere noget, der er almindeligt, heller ikke litterært. Det almindelige er en stereotyp, og man er nødt til at begå vold på sit stof for at kunne producere det«. Personlige bevæggrundeHistorien om filmen er også med i 'Det ukendte barn'. Hvorfor blander du dit eget liv ind i fiktionen? »Det har jeg altid gjort. Jeg tror, at uanset hvilket materiale man beskæftiger sig med, også historisk materiale, så gør man det af personlige grunde. Og dem vil jeg gerne have med. Det er vigtigt for mig at kunne vise afsenderen«. »Som læser synes jeg selv, at det er træls, hvis jeg kan mærke, at forfatteren har brugt statistik til at lave en eksemplarisk figur. Hvad skal en typisk dansk mand f.eks. hedde? Pablo eller Torben?«. »Man kan stille et helt sæt af almindelige ting op, som skal illustrere en person, men derved cutter man noget fra, som kunne give et mere komplet og dermed mere sandt billede«. Fædrenes sorg Llambías' måde at komme uden om det, han kalder »repræsentationsbyrden« på, er at gøre sin egen rolle som tekstens forfatter synlig. Som eksperiment har han derfor besluttet, at når vi taler om 'Det ukendte barn', så er fortælleren ham selv. Når der står »jeg«, er det altså ham selv. Hvordan har du det så med, at nogle anmeldere har fremhævet din forfatterfortæller som ret kold? »Det har jeg det fint med, for det er ikke et selvbiografisk værk på den måde, at det er styret af biografiske data. Det er styret af sorg. Det er den tilstand, jeg gerne vil beskrive, og hvis det giver en kold fortæller, så er det fint, for det er en kold situation«. »Jeg synes, at fædrenes sorg i forbindelse med en skilsmisse er underbelyst. Jeg vidste i hvert fald ikke ret meget om det, da jeg selv blev skilt. Og dog - måske vidste jeg det godt, men jeg havde ikke forestillet mig, at sorgen var så voldsom. At hullet, jeg ville blive kastet ned i, var så stort«. Især den første weekend alene med børnene var forfærdelig, fortæller han i sit bløde jyske tonefald: »Man boede jo ingen steder, og så skulle man gå rundt i Zoologisk Have sammen med alle de andre alenemænd med børn. Det var så trist og sorgfuldt. Alle gjorde deres bedste for at se ud, som om det var hyggeligt, men det var bare frygteligt«. Monumental ensomhedSker der så en forandring over tid? »Ja, men det tager faktisk to år, før det begynder at lette lidt. Det gør det sikkert ikke for alle, men det gjorde det for mig. En af de mærkelige ting er, at savnet faktisk er større, når børnene er der, end når de ikke er der. Så begynder man at glemme lidt«. »Men når de så kommer igen, er savnet over, at de skal væk, allerede til stede, mens de er der. Det er selvfølgelig noget af det, man skal af med ret hurtigt som voksen«. »Jeg tror, at der hos mænd er et stort behov for at skabe familielignende situationer igen. Man sørger for at få en masse venner fløjet ind, så der er nogen omkring én, noget liv. Ensomheden er monumental, også for børnene. Men man må i et vist omfang være ærlig over for sin sorg«. »Noget af det værste, man kan gøre, er at få børnene til at spille med på, at der ikke er noget i vejen, og give dem ansvar for at opretholde en god stemning. Man må være tro mod den situation, som også børnene er i, for de er også fucked up på det tidspunkt«. Symbolsk forsoningMange mænd vil typisk kaste sig over et arbejde, når de skal komme sig over en sorg. »Det er klart, at der er masser af mænd, der vil gå ud og forsøge at pudse profilen af udadtil. Men det vil jo nok være fake, og det er ikke derfor, jeg har skrevet bogen. Jeg er altid i gang med et eller andet. Det er mit arbejde. Især de første to sider var ikke særlig sjove at skrive, men de er faktisk de eneste, der rigtig har noget med skilsmissen at gøre, bortset fra et par indskud«. »Helt grundlæggende tror jeg ikke, at man kan give sig selv værdighed ved hjælp af et arbejde ... eller status ... eller ved at have en smuk familie. Der er ingenting, der hjælper. Værdigheden skal komme fra et andet sted. Jeg tror faktisk, at tiden er det eneste, der rigtig virker her«.

I slutningen af bogen er det, som om du skriver dig frem til en form for forsoning ved at tage det ukendte barn hen til dine egne børn. Det er et meget stærkt mentalt symbol. »Ja, og jeg forstår heller ikke selv, hvad det går ud på. Det er en slags drømmesekvens, hvor jeg giver børnene det ukendte barn. Jeg ved ikke, hvad det betyder, men det virker stadig stærkt på mig, når jeg læser det og tænker over det«. »Det har noget med børnenes værdighed at gøre, både mine egne børns og det ukendte barns. De mødes og får og giver værdighed til hinanden. Et sorgplaster. Jeg var meget glad, da den slutning kom, så kunne jeg nemlig begynde på bogen«. Har du så fået det bedre af at skrive denne bog? »Nej«, siger Llambías med et eftertryk, der understreger, at han virkelig mener det. »Det kan ikke lade sig gøre. Man kan ikke skrive bøger for at få det bedre«. Ondskabsfulde Fritz'er Selv om Llambías siger, at han bruger referencerne til Anden Verdenskrig som middel i et værdighedsprojekt, skal kilden til hans interesse for netop den krig findes i en personlig, drengeagtig fascination af de amerikanske krigsfilm fra 1950'erne, som blev vist i dansk fjernsyn i 1970'erne. »Filmene giver et meget fortegnet billede af tyskerne, og jeg havde altid en fornemmelse af, at der var noget galt«, siger han. »Rent militært kunne det ikke passe, at amerikanerne og englænderne var så skidegode og tyskerne så ringe. Og rent menneskeligt blev tyskerne altid fremstillet som nogle ondskabsfulde Fritz'er, gerne med monokel. De var enten oversnedige, overkloge eller superdumme. Det kunne ikke passe«. »Vi, der er omkring de 40, er så medieopdragede, at vi ved, at mediernes virkelighed altid er forenklet, så vi er interesseret i at grave et spadestik dybere«. »Det er ikke så meget Anden Verdenskrig, der er interessant, som det er historien om Anden Verdenskrig. Den er blevet formidlet så kraftigt, at man kan forholde sig til det principielle i den måde, man fortæller historie på«. Åndeligt brev Faren er selvfølgelig, at der kan komme revisionisme ind over, så man begynder at omskrive historien til fordel for tyskerne og måske endda begynder at fornægte Holocaust. Den grøft ønsker Llambías bestemt ikke at falde i. Men han mener, at det at genskrive historien gør den stadig mere kompleks og dermed også mere sand. »Jeg kender fra mig selv, at jeg kan mene mange forskellige ting på forskellige tidspunkter, fortælle mig selv løgne og alt muligt. Så jeg kan godt sætte mig ind i, hvordan det må have været at skulle fortælle sig selv, hvorfor man nu ikke lige fik deserteret fra den tyske hær på det rigtige tidspunkt«, siger han. »... Fordi russerne var der, fordi man var blevet skudt, hvis man gjorde det, fordi ens forældre ville blive skuffede, fordi man ville svigte sine kammerater ...«. Når Anden Verdenskrig fylder så meget i bogen, skyldes det også, at gravstenen på Vestre Kirkegård fik et mentalt brev til at dumpe ind ad døren i lejligheden på Christianshavn: »Jeg forestillede mig, at jeg fik et brev fra en gammel dame med hendes historie«, fortæller Llambías og understreger, at dette brev altså kom i forestillingen og ikke i virkeligheden. »Og før jeg åbnede denne mentale konvolut, erindrede jeg alle de ting i mit liv, som havde med Anden Verdenskrig at gøre«. Magtrelationer Det førte ham bl.a. til et plejehjem for yngre handikappede, hvor han arbejdede som ung. I bogen hedder hjemmet Blomsterkollegiet, og fortælleren, som altså skal forestille at være Llambías selv, beskriver det med en enorm distance, hvilket måske er en af grundene til, at anmelderne har beskrevet ham som kold. Hele miljøet aflæses som magtrelationer mellem ansatte og beboere, men i virkeligheden handler det om værdighed, mener han: »Som personale kan man ikke bilde sig selv ind, at man er i et ligeværdigt forhold med beboerne, og det gør ondt, hvis man prøver på at lade som om. Jeg blev selv gode venner derude med en, som gerne ville have en privat relation til mig. Men nej ...«, siger han og ryster beklagende på hovedet. »Det har noget at gøre med, at det var en stor institution, for jeg har også arbejdet som 24-timers vagt for en enkelt handikappet, og hende har jeg set mange år efter. Det er noget andet, når man kun er to. Så udviskes magtrelationerne efterhånden«. »Så når jeg skriver om handikappede på den måde, jeg gør, er det faktisk for at forsøge at give dem noget af den værdighed, de har tabt, tilbage ved at sige: »Ja, jeg kan godt se, at du er nedværdiget i den situation, og jeg gider ikke være med til at lade, som om du ikke er det««. »Jeg gider ikke spille det skuespil, der ligger i at kalde de steder, de bor i, for Rosenhaven og Kløverengen, og hvad man nu ellers finder på«. UmyndiggørelseKunne man gøre det bedre? »Jeg synes, at paragraf 48, stk. 3-ordningen - som vist hedder noget andet nu - er god. Den går ud på, at en enkelt handikappet selv ansætter en person og styrer administrationen af arbejdstimer og arbejdsforhold«. »Det, at de selv ansætter, stiller dem i et andet forhold til medarbejderne. Det giver dem en vis magt, og det er godt«. »Så man kunne forestille sig, at handikappede slog sig sammen i store kollektiver og selv ansatte forstandere og personale. Der ville være masser af handikappede, der ville kunne gøre det. Umyndiggørelsen ligger jo i, at de ikke selv har ansvar for driften af det hjem, som de bor i«. Manuskriptskadestuen Et andet sted, fortællerkulden viser sig, er i behandlingen af det manuskript med den unge piges historie, som fortælleren modtager i sin egenskab af lærer på Forfatterskolen. Llambías' far har sagt, at han synes, at sønnen »sælger« de ældre damer, der også i virkeligheden sender manuskripter til ham i håb om at kunne få et råd, der gør dem værdige til udgivelse, men også her er forfatterens dagsorden en anden: »Når jeg skriver om 'manuskriptskadestuen', som jeg kalder det i bogen, er det, fordi jeg godt vil advare folk mod overhovedet at begive sig ind i den verden, hvor man skal slås med sit talent, for det kan være slemt«. »I virkeligheden ville jeg ønske, at jeg ikke havde trangen til at skabe eller bare havde et andet job. Men jeg har haft mange andre job, og hver gang er jeg blevet irriteret over, at jeg ikke kan komme til at lave mine egne ting«. »Det ville være meget, meget nemmere for mig, hvis jeg ikke havde det sådan. Både socialt og økonomisk og selvforståelsesmæssigt. Men det er nu engang et livslangt projekt at forsøge at leve med den, man er. Om man så mangler evnen til nærvær eller ej«, siger han og snøfter ironisk.