Kulturkampen er afgjort. Borgerskabet vandt 3-0. Først over den adel, som i enevældens dage sad tilbagelænet på magten og nød italiensk opera og franske tragedier, mens det arbejdsomme danske borgerskab bar samfundet. Siden over bønderne, der ikke formåede at skabe en stærk selvstændig bondekultur. Og senest over arbejderne, der opgav at opfinde deres egen kultur, da de først fik råd til at leve og tænke lige så borgerligt som alle andre. Manipulation Nu går borgerskabet efter endnu et mål. Denne gang vil de have os til at klappe i og lystre autoriteterne. »Borgerskabet har sejret ad helvede til. Det går jo stadig fremragende for dets kultur, blandt andet fordi den er effektiv«. »De her borgerdyder med påpasselighed, flid og omhu har jo løftet det danske samfund«, siger Jens Engberg, professor ved Historisk Institut på Aarhus Universitet og forfatter til en lang række bøger. Nu også til tre tunge bind - 1.740 sider - med titlen 'Magten og kulturen: 150 års dansk kulturpolitik', hvor han fortæller, hvordan skiftende magthavere og klasser i det danske kongerige med vekslende held har forsøgt at bruge malerkunst og musik, skoler og biblioteker, ballet, historiebøger og teater til at få befolkningen til at rette ind. En opdagelsesrejse gennem 150 år, som ikke alene har præget hans syn på gårsdagens politikere og deres vilje til at indoktrinere folk, men også på den kulturkamp, borgerlige politikere i vore dage har erklæret. »Det er så tydeligt, at politikere har manipuleret folk. Og de har godt vidst det. Ikke at kulturpolitikken og værdikampen undfanges i en eller anden djævelsk genial hjerne. Det sker i en slags enighed«. »Men når man studerer det som historie, bliver det tydeligt, hvor voldsom og bevidst en påvirkning vi i virkeligheden udsættes for«, siger Jens Engberg. Middel til undertrykkelse Den vigtigste politik er kulturpolitikken, mener han, og det er statsminister Anders Fogh Rasmussen tilsyneladende enig i. I hvert fald sagde han i 2003, at udfaldet af kulturkampen afgør Danmarks fremtid, ikke den økonomiske politik eller lovgivning. »Vi har altid haft kulturkamp i Danmark, men hidtil har politikerne foregivet, at vi havde den for at få den bedst mulige kultur. Det forbløffende ved statsministerens udtalelse var den utrolige og næsten kyniske ærlighed. Han siger ligeud, at det er i kulturkampen, slagsmålet bliver udkæmpet og samfundet ændret«, siger Jens Engberg. Kulturpolitik er et middel til undertrykkelse, mener han. Og nævner blandt verdenshistoriens største kulturpolitikere diktatorer som Josef Stalin, Mussolini og Adolf Hitler, der alle brugte kulturen bevidst i deres kamp for magten. Stalin med malerier af bondepiger og stærke arbejdere. Hitler med olympiader og parader. Og alle tre med forfølgelse af kontroversiel kultur. Ikke nogen rar association til ordet kultur. Men som Jens Engberg siger: »Man har utrolig meget fornøjelse af kultur. Man skal bare være bevidst om, at der bliver arbejdet med ens bevidsthed«. I PH's sorte køkken Han står i perlegruset foran kirken i den lille landsby Hyllested på Djursland og venter med familiens nye kælesyge hund. Huset ligger og trykker sig i landskabet under det mosbegroede stråtag. Det er fra 1852 og har sin egen overraskende kulturhistorie. I adskillige årtier var det skolestue, hvor den lokale landboyngel terpede tidens dogmer. »Der sad 80 børn herinde«, siger Jens Engberg, da vi træder ind i det store rum, hvor loftet spidser til højt over vores hoveder. Spanskrøret står ikke længere og venter ude i entréen, og hvor katederet stod, er der nu bygget pejs. I dag er her lyst og åbent. Og fyldt med borgerskabets løsøre. Sofaer, tæpper og bøger. Samt en imponerende samling moderne kunst i store rammer. I 1960 blev huset købt af en kvinde, forklarer Jens Engberg. Poul Henningsens datter. Det var hendes berømte far, der byggede huset om, og alt er stadig holdt i hans farvepalet. Hvorfor køkkenet er malet... sort. »PH var fortørnet over, at der ikke var en kro i Hyllested. Derfor malede han køkkenet sort. Han mente også, at det var godt for lyset «, forklarer Jens Engberg, da vi tager plads ved det runde hvide bord under den blå PH-lampe. Farven har han beholdt. Og således fik de kulturradikale alligevel sat en slags spor. De har ellers ikke rigtig kunnet slå igennem i kulturkampen, forklarer han. »Brandes var for aristokratisk, og PH var i virkeligheden også aristokrat. Det drejede sig om cigaretter og whisky og nøgne piger«. Fælles tænkemåde Han rejser sig og viser ind i kontoret, hvor han tager opstilling foran et billede, Lars Nørgaard har malet til ham. »Det forestiller Det Kongelige Teater. Der ser du operaen«, siger han og udpeger en person, der bærer på en slaskedukke. »Men det er også Jytte Hilden, som udstøder teatertorden og bærer borgerskabets slatne kultur under armen«, smiler han og udpeger endnu en skikkelse - en bokser, der ligger til tælling under finkulturens ansigter. »Der har du proletariatets kultur, som er slået ud, men aldrig giver op«. Han vender blikket mod en skikkelse på lærredet, der kommer kravlende ud af mørket med en lommelygte. »Og der ned gennem fortidens mørke kommer så historikeren«, siger han. »Det er mig«. Kultur er vaner, sagde den socialdemokratiske politiker Hartvig Frisch i 1920'erne. Men Jens Engberg siger, at kultur er vores fælles måde at tænke på. Det vi er enige om. Mener man, at kvinder, der gifter sig uden deres fars tilladelse, skal slås ihjel, hører man til én kultur. I Danmark er vi enige om at mene noget andet. Vi har en anden kultur, forklarer han, da vi igen sidder mellem køkkenets sorte vægge. »Og finder man de fælles grundtræk, der udgør vores kultur, kan man ved hjælp af kulturpolitik påvirke folks måde at tænke på«. Ideologiske tæskHvordan ændrer man et samfund med billeder, bøger og musik?

»Det er også skolen og sport, og i gamle dage tog man hele årgange og puttede dem i hæren og bankede dem igennem ideologisk i deres allermest formative år. Så fik de et garder-emblem, som de gik rundt med til deres dages ende«, siger han. »Når nationalromantikerne i 1800-tallet var enige om, at billeder skulle forestille danske landskaber og danske bondepiger, var det en del af en kulturkamp imod den tyske kultur i Danmark. Og så duede det ikke, hvis man malede noget andet«. »Historiebøgerne er knaldgode kilder til forståelsen af, hvad man vil have befolkningen til at tro på. Og skolernes historiebøger har altid hævdet, at Danmark var et land for sig, og at dansk kultur var vokset op af oldtidsagrene. Lige til det øjeblik, hvor vi skulle ind i Fællesmarkedet«. Han smiler. »Så begyndte man at sige, at dansk kultur bygger på europæisk kultur«. Importeret kultur Indtil Frederik 5. blev konge i 1746, var dansk kulturpolitik underlagt kirken. Nu blev den verdslig, og kongens rådgiver A. G. Moltke sat til at skrive regeringsgrundlaget. Og som Jens Engberg siger: »Så sagde A.G. Moltke og hans kollega i regeringen Johan H. E. Bernstorff, at vi bliver fandeme nødt til at have et teater, for det har de i alle andre europæiske hovedstæder«. Man måtte også have et kunstakademi, for hvis man ville have billeder, som kunne vise, hvor herligt det enevældige styre var, gik det ikke at blive ved med at købe dem i udlandet. Og en tidsskriftlitteratur, så man kunne fortælle udlandet, hvor dygtige man var. Samt et kongeligt bibliotek. »Det var en international aristokratisk kultur, A.G. Moltke og Johan H.E. Bernstorff ville indføre. En kultur, som måske henvendte sig til 250 personer i hele kongeriget. Ikke til den gamle danske adel, for de sad på deres godser. Og heller ikke til borgerskabet i byerne, for dem regnede de ikke«. »Man ville vise udlandet, at den danske konge havde betydelig magt og prestige. På en måde var det et forsvar for Danmark, der var lige så effektivt som flåden. For ellers ville de sidde i udlandet og tænke: Den bondestat vælter vi«. Når man lavede det berømte Flora Danica stel, var det for at demonstrere, at man kunne lave porcelæn og var så langt i videnskaben, at man kunne beskrive en fuldstændig dansk flora. Resultatet »publicerede man«, som Jens Engberg siger, ved at forære stellet til den russiske tsarina, så hun kunne bringe rygtet videre. Borgerlig modstand Bernstorff og Moltke sad i regeringen i 20 år, men talte kun fransk og tysk, og den kultur, de listede ind i landet, var fransk og tysk hofkultur. Hovedstadens elite talte ikke dansk. Når der ind imellem blev spillet på dansk i Det Kongelige Teater, blev der ligefrem lagt oversættelser frem i logerne. »Regeringens medlemmer var jo indkaldt udefra, og så måtte de også kunne forlange, når de var i sådan et bondeland, at der var noget kultur, de kunne dyrke«. »Og budskabet til den brede befolkning var, at den danske konge og hans kultur var så ophøjet, at alle måtte være tilfredse med ham, og at de privilegier denne her hofklike havde, var berettiget, fordi de havde så høj en kultur«. Kongen behøvede ikke give folket kultur. Faktisk skulle han helst dyrke en kultur, der viste, at han var hævet over folket. »Men så kom der jo en borgerlig modstand imod den kultur«, siger Jens Engberg. »Holberg rasede og sagde: Hvad fanden bilder de sig ind? Det er fuldstændig latterligt med de der Jean de France typer«. Pæne mennesker Borgerskabet blev rigere, samfundet mere avanceret, og snart fik staten brug for borgerskabet. »De var samvittighedsfulde embedsmænd, der kunne føre et regnskab. Moltke var en af de største tyveknægte i danmarkshistorien. Det er kolossalt, hvad han ragede til sig«. »Borgerskabet derimod var ubestikkeligt. De var sådan nogle revisoragtige typer, der passede deres forretninger og deres familier. Og staten fik brug for pæne mennesker, der holder orden på alting, i stedet for adelige, der stjæler med arme og ben og bruger tiden på at gå på bondepigejagt«, siger Jens Engberg. Da Frederik 6. kom til magten i 1784, så han gerne, at verden blev stående, som den stod. Og det kunne ses på hans kulturpolitik. »Christiansborg skulle være monumentalt, og der skulle være en flot trone, han kunne sidde på, billederne skulle forestille hans forfædre, og man skulle kunne se af litteraturen og historieforskningen og skolebøgerne, at enevælden var legitim og altid havde eksisteret«. Kamp i teatret Når kongen gik i Det Kongelige Teater, kunne han se stykker, der bekræftede hans magt og synspunkter. Johan Ludvig Heiberg lod sig hyre til at skrive Elverhøj, og Abildgaard til at male kongens glorværdige forfædre. Men kunst har en sær tilbøjelighed til at ændre sig. Og snart kunne man i Det Kongelige Teater også se skuespil, hvor »alting i sidste ende løser sig, hvis bare man gør, som far siger«, som Jens Engberg udtrykker datidens borgerlige morale. Og det måtte kongen finde sig i. »Det er magthavernes dilemma. De må finde et balancepunkt, hvor kunsten slutter op omkring deres system, men ikke bliver så stillestående, at den virker latterlig. For så mister man prestige. Vi har nogle gange sendt nogle billeder til Verdensudstillingen i Paris, og de har grinet deres røv i laser over, hvor dumt og bondsk det var«, siger Jens Engberg. Hvor malerne før havde malet en fin mand som krigere i harnisk, bestilte borgerskabet portrætter, hvor borgeren sad ved sit skrivebord med sit regnskab. Pludselig var dyden ikke længere, at man ikke behøvede at arbejde, men at man både kunne og ville. Og sådan fortrængte den solide samvittighedsfulde borgerlige kultur og levemåde langsomt det adelige skørlevned. Dog ikke uden kamp. Og selv blandt tilskuerne i Det Kongelige Teater var der træfninger. »Officererne trak sværdet nede i teatersalen mod studenterne, og der blev kæmpet på livet løs, fordi borgerskabet klappede, når moralen passede dem«, fortæller Jens Engberg. »Selveste justitsministeren kom til stede for i spidsen for et kompagni soldater med opsatte bajonetter at få borgerskabet vippet ud, så de kunne sidde i fred, uden at borgerskabet skulle sidde og klappe de forkerte steder«. Kongens gamle ragelse Da Christian 8. døde i 1848, var enevælden slut. Borgerskabet overtog de kongelige institutioner. Det Kongelige Teater, kunstakademiet og de kongelige samlinger blev omdannet til demokratiets kulturinstitutioner. Eller som Lars Engberg siger: »Kongens samling af gammelt ragelse blev til Nationalmuseet. Kongens samling af mærkelige knogler blev til naturhistorisk museum. Og kongens samling af malerier blev til Statens Museum for Kunst. Man byggede museer rundt omkring i landet, hvor folk kunne blive indoktrineret med borgerlig kultur«. Budskabet var, at danskheden havde sin berettigelse i sig selv og var andre nationaliteter overlegen. Kunsten skulle udstråle kampvilje og kampkraft, og det skulle fremgå, at kampen mod tyskerne blev ledet af borgerskabet sønner, og at det gik godt, når man underordnede sig deres ledelse. Da man ville åbne et kunstmuseum i Ribe og spurgte Kunstakademiet, om man kunne få nogle billeder fra den kongelige samling, lød svaret, at billederne i det ikke var rigtig gode, og at man hellere skulle få en moderne kunstner til at male noget fra den nylige kamp mod tyskerne. »Altså: Det er ikke bare en samling af kunst. Det er en samling, som skal udstråle danskhed og borgerlig dyd«, siger Jens Engberg. »Det skulle folk i Ribe ind og se«. Borgerliggjorte arbejdere Men knap var demokratiet indført, før gårdejerne - højst ufint - betjente sig af det og stemte deres egne ind i Rigsdagen. Bønderne var ikke meget for at finansiere borgerskabets udskejelser i Det Kongelige Teater. I stedet forsøgte de at skabe en bondekultur, hvor man læste andre forfattere og havde en anden arkitektur og sendte sine børn på højskole i stedet for i latinskole. Bønderne vidste godt, at de ingen dannelse havde. Til gengæld var de velsignet med en umådelig selvfølelse. »De mente selv, at de var ufordærvede. Altså, at de var uskyldige mennesker fra landet med en højere moral end byernes borgerskab. Morten Korch filmene bygger på den bondekultur. Skurken er altid den onde sagfører fra byen«, siger Jens Engberg. Men bondekulturen slog aldrig rigtig an, og da arbejderklassen dukkede op, blev gårdejerne bange for, at landarbejderne skulle vende sig til socialismen, og gjorde fælles front med borgerskabet. Og så var den kulturkamp slut. Det store spørgsmål var nu, om arbejderklassen ville gå i kamp med den borgerlige kultur. Det gjorde den ikke. For folk var fattige. Og man kan ikke leve af kunst. »Man sagde: Kulturen tager vi os af, når vi har ordnet levevilkårene. Og da man skulle til at tage fat på kulturen, var arbejderne blevet borgerliggjorte. Ser man et fotografi af et arbejderhjem fra år 1900, sidder de i stadsstuen og ligner en borgerlig familie. Far og mor og børn sover så nok alle sammen i et andet værelse. Men det viser, hvad de stilede efter«, siger Jens Engberg. Solidariteten svandt I stedet blev socialdemokraternes parole, at arbejderne har samme ret til den borgerlige kultur som alle andre. Kultur blev et velfærdsgode, som skulle fordeles. »Arbejderklassens kultur byggede på solidaritet, siger man. Og den har selvfølgelig præget det danske samfund og givet sig udtryk i hospitaler og biblioteker og skoler og aldersforsorg. Men i virkeligheden mener jeg, at det, man var solidarisk om, var at løfte arbejderklassen op i borgerskabet«, siger Jens Engberg. Og da det var klaret, svandt solidariteten. Nu om dage er vi stort set alle borgere. Og arbejderklassen bor i Kina og Indien. »I 1880'erne var en gymnasieadjunkt en fin mand, der boede fint og fik fem gange så meget i løn som en arbejder«, siger Jens Engberg. »I dag bor han ved siden af elektrikeren, de kører i den samme slags bil og står og snakker sammen på gaden, når de vasker køretøjet«. Den store bilvask Der står vi så og vasker vores biler. Borgerliggjorte bønder og arbejdere, der er klatret op i borgerskabet. Og er stort set enige om den borgerlige kulturs fortræffeligheder. »Stræbsomhed og individualisme er jo vores værdier. Den enkeltes fremgang«. Hvad handler den kulturkamp, der føres i Danmark i øjeblikket, om?

»Venstre vil en politik, der lægger vægt på effektivitet og respekt for autoriteterne. Vi er stadig meget opsatte på at afvikle det, der skete i 60'erne og 70'erne. Frigørelsen og det antiautoritære. De vil indføre karakterer i skolen fra børnehaven af«. »Børnene skal disciplineres, og den rundbordspædagogik, som er årsagen til, at vi klarer os så godt, fordi vi har lært folk at tænke selv, stille spørgsmål og forholde sig skeptisk, den skal også væk. Så den kulturkamp, der foregår i øjeblikket, drejer sig om mere autoritet«. »Kanon-debatten går den samme vej. Folk skal ikke flakke rundt og læse hvad som helst. De skal have at vide, hvad de skal tro på«. Borgerlige værdierHvilken klasse står bag denne gang?

»Man har altid kunnet se, hvem der havde magten i det danske samfund, ved at kigge på, hvem der sad i direktionen på Det Kongelige Teater. I Frederik 6.s tid var det hans generaler. Hvem sidder der nu? Det gør det store erhvervsliv«. Hvor længe vil borgerskabets kultur holde?

»Det enevældige system varede i 190 år. Og det borgerlige system med grundloven har nu varet i 155 år. Holberg havde ikke fantasi til at forestille sig noget bedre end enevælden. Jeg har heller ikke fantasi til at forestille mig noget bedre end demokratiet. Men der er ikke noget, der varer evigt her i verden«. Er dine og mine værdier også dybest set borgerlige?

»Jeg vil gerne undgå krig og have, at mine børn får en lykkelig tilværelse. Jeg vil gerne opleve noget god kultur og læse nogle gode bøger og gå i graven på en rolig måde. Jeg tror sgu, at mine værdier er borgerlige, når det kommer til stykket. Det er vist borgerskabets værdier, jeg sidder og prædiker her«. Så fik de os alligevel?

»De har sgu fået os«, smiler han. »Det har de«.