0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det er nødvendigt at famle

Succes er farlig. Prøver man at gentage den, mister man sin frihed, og så dør kunsten mellem ens hænder, siger den 31-årige amerikanske forfatter Nicole Krauss, der altså selv må leve livet farligt. To romaner har hun skrevet. Begge roste. Den seneste, 'Kærlighedens fortælling', er solgt i 15 lande og skal nu filmatiseres. Derfor skriver hun i blinde og vil ikke selv vide, hvor teksten fører hende hen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

LØGNE. Alle mennesker opfinder løgne for at beskytte sig selv og andre, mener den amerikanske forfatter Nicole Krauss. Vi binder vores liv sammen med fiktion. »Ærlige løgne«, kalder hun det. Foto: Joyce Ravid

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Udadtil ligner hun selve fænomenet succes. Forklædt som menneske. En ung, amerikansk forfatter.

Køn at se til, begavet at høre på. Opvokset i gode kår, veluddannet og i en alder af 31 allerede med to roste romaner i karrierens udbakke.

Hertil det løse: Bosat i New York, gift med den lige så succesfulde forfatter Jonathan Safran Foer.

Samt, det siger næsten sig selv, allerede en velhavende kvinde.

I livsfare
Hvor svært kan det egentlig være at hedde Nicole Krauss? Svært nok.

For der kan ikke smedes vaner af det autentiske. Hver en sætning må ledes frem af ingenting. Ellers er den død ved ankomsten.

Og Nicole Krauss har gjort en dyd af at færdes i fantasien og sproget uden landkort.

For når man lever af at skrive, ikke bare professionelt, men også som menneske, er det livsfarligt at sætte sin frihed over styr for at høste et forudsigeligt bifald.

Skrøbelig frihed
»Da min første roman udkom, kan jeg huske, at jeg tænkte for mig selv: Måske har jeg gjort noget forfærdeligt«, siger hun, da vi mødes i et lille lokale hos Gyldendal, der udgiver hendes seneste roman 'Kærlighedens historie'.

»Jeg havde taget en ting, som jeg havde elsket hele mit liv, at skrive, og gjort det til en profession, og pludselig blev jeg bange for, at jeg derved måske var kommet til at forgifte den«.

Alene ønsker om at skrive godt begrænser ens frihed. Og at holde den tanke fra livet, siger Nicole Krauss, er den største del af hendes arbejde.

»Når jeg sætter mig ned for at skrive, leder jeg efter det sted, hvor jeg føler mig mest fri til at forestille mig hvad som helst. Et sted, hvor jeg ikke behøver at spille nogen form for skuespil«.

»Og hvis jeg samtidig var opmærksom på, hvad skete uden for dette sted, hvad læsere kunne tænke, ville den frihed skrumpe ind, og så ville jeg måske forsøge mig med noget småt og forsigtigt, hvor jeg ikke løb nogen risiko«.

Uden kompas
Selv når hun taler, kan man høre det. Tanken spadserer alene af sted, mens ordene af sig selv synes at finde ind på række bag den. Sætningerne er nærmest et biprodukt. Et spor, tanken tilfældigvis trækker efter sig. Måske er det derfor, hun ikke ved, hvad hendes bøger handler om, før de er skrevet. Eller om de overhovedet duer som læsning.

»Da jeg skrev 'Kærlighedens historie', følte jeg meget ofte, at jeg bevægede mig på kanten af fiasko«, siger hun og griner.

» Virkelig! Jeg vidste aldrig, hvor jeg var på vej hen. Indtil sidste kapitel anede jeg ikke, hvordan det hele skulle gå op. Men jeg trøstede mig ofte med et citat af Samuel Beckett: 'Prøv og fejl. Prøv igen, og fejl bedre'«.

Desperat omfavnelse
En dag under en frokost plagede hendes agent igen om at få lov at se det halvfærdige manuskript.

»Men det var som at få trukket tænderne ud. Til sidst skød jeg det over bordet og sagde: »Du vil hade det her. Jeg elskede at skrive det, men det føltes som et synkende skib«.

På sin vej ned i dybet er skibet blevet modtaget med bragende bifald. Først blev uddrag bragt i The New Yorker. Og i indbundet form beskrev en anmelder historien som »adskillige afgørende sammentræf og tilfældige møder, som alle på vanvittig vis er rørt sammen i en elliptisk roman, der ikke burde fungere, men som gør det«.

En anden var begejstret over, hvordan »bogens splintrede historier« på de sidste sider samles »i en desperat omfavnelse«. Mens en tredje ligeud kaldte bogen en »bety