Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

LØGNE. Alle mennesker opfinder løgne for at beskytte sig selv og andre, mener den amerikanske forfatter Nicole Krauss. Vi binder vores liv sammen med fiktion. »Ærlige løgne«, kalder hun det.   Foto: Joyce Ravid

LØGNE. Alle mennesker opfinder løgne for at beskytte sig selv og andre, mener den amerikanske forfatter Nicole Krauss. Vi binder vores liv sammen med fiktion. »Ærlige løgne«, kalder hun det. Foto: Joyce Ravid

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er nødvendigt at famle

Succes er farlig. Prøver man at gentage den, mister man sin frihed, og så dør kunsten mellem ens hænder, siger den 31-årige amerikanske forfatter Nicole Krauss, der altså selv må leve livet farligt. To romaner har hun skrevet. Begge roste. Den seneste, 'Kærlighedens fortælling', er solgt i 15 lande og skal nu filmatiseres. Derfor skriver hun i blinde og vil ikke selv vide, hvor teksten fører hende hen.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Udadtil ligner hun selve fænomenet succes. Forklædt som menneske. En ung, amerikansk forfatter.

Køn at se til, begavet at høre på. Opvokset i gode kår, veluddannet og i en alder af 31 allerede med to roste romaner i karrierens udbakke.

Hertil det løse: Bosat i New York, gift med den lige så succesfulde forfatter Jonathan Safran Foer.

Samt, det siger næsten sig selv, allerede en velhavende kvinde.

I livsfare
Hvor svært kan det egentlig være at hedde Nicole Krauss? Svært nok.

For der kan ikke smedes vaner af det autentiske. Hver en sætning må ledes frem af ingenting. Ellers er den død ved ankomsten.

Og Nicole Krauss har gjort en dyd af at færdes i fantasien og sproget uden landkort.

For når man lever af at skrive, ikke bare professionelt, men også som menneske, er det livsfarligt at sætte sin frihed over styr for at høste et forudsigeligt bifald.

Skrøbelig frihed
»Da min første roman udkom, kan jeg huske, at jeg tænkte for mig selv: Måske har jeg gjort noget forfærdeligt«, siger hun, da vi mødes i et lille lokale hos Gyldendal, der udgiver hendes seneste roman 'Kærlighedens historie'.

»Jeg havde taget en ting, som jeg havde elsket hele mit liv, at skrive, og gjort det til en profession, og pludselig blev jeg bange for, at jeg derved måske var kommet til at forgifte den«.

Alene ønsker om at skrive godt begrænser ens frihed. Og at holde den tanke fra livet, siger Nicole Krauss, er den største del af hendes arbejde.

»Når jeg sætter mig ned for at skrive, leder jeg efter det sted, hvor jeg føler mig mest fri til at forestille mig hvad som helst. Et sted, hvor jeg ikke behøver at spille nogen form for skuespil«.

»Og hvis jeg samtidig var opmærksom på, hvad skete uden for dette sted, hvad læsere kunne tænke, ville den frihed skrumpe ind, og så ville jeg måske forsøge mig med noget småt og forsigtigt, hvor jeg ikke løb nogen risiko«.

Uden kompas
Selv når hun taler, kan man høre det. Tanken spadserer alene af sted, mens ordene af sig selv synes at finde ind på række bag den. Sætningerne er nærmest et biprodukt. Et spor, tanken tilfældigvis trækker efter sig. Måske er det derfor, hun ikke ved, hvad hendes bøger handler om, før de er skrevet. Eller om de overhovedet duer som læsning.

»Da jeg skrev 'Kærlighedens historie', følte jeg meget ofte, at jeg bevægede mig på kanten af fiasko«, siger hun og griner.

» Virkelig! Jeg vidste aldrig, hvor jeg var på vej hen. Indtil sidste kapitel anede jeg ikke, hvordan det hele skulle gå op. Men jeg trøstede mig ofte med et citat af Samuel Beckett: 'Prøv og fejl. Prøv igen, og fejl bedre'«.

Desperat omfavnelse
En dag under en frokost plagede hendes agent igen om at få lov at se det halvfærdige manuskript.

»Men det var som at få trukket tænderne ud. Til sidst skød jeg det over bordet og sagde: »Du vil hade det her. Jeg elskede at skrive det, men det føltes som et synkende skib«.

På sin vej ned i dybet er skibet blevet modtaget med bragende bifald. Først blev uddrag bragt i The New Yorker. Og i indbundet form beskrev en anmelder historien som »adskillige afgørende sammentræf og tilfældige møder, som alle på vanvittig vis er rørt sammen i en elliptisk roman, der ikke burde fungere, men som gør det«.

En anden var begejstret over, hvordan »bogens splintrede historier« på de sidste sider samles »i en desperat omfavnelse«. Mens en tredje ligeud kaldte bogen en »betydelig roman, i sandhed en af årets bedste«.

En overraskelse
Alligevel er det med beskedne forventninger, at man møder op til sådan et interview.

For hvor opsat kan man regne med at finde en succesfuld amerikansk forfatter på vej gennem Europa, hvor hun præsenteres for lokale journalister i gåsegang og endnu en gang skal fortælle om en roman, der for længst er slået igennem i den store verden og nu bare skal oversættes til en håndfuld mindre betydelige sprog og derfor pligtskyldigst præsenteres?

Spørgsmålet er besvaret, før vi får sat os ned. For det er et hudløst væsen, der tager imod. Med et lille smil, et forsigtigt håndtryk hen over bordet og noget, der ligner forlegenhed i blikket. En feminin skikkelse med sølvglimmer i den beige bluse. Og begynderens rådvilde tavshed.

Som om det endnu en gang er kommet bag på hende, at et interview faktisk indebærer, at et vildtfremmed menneske sætter sig i stolen lige overfor. Og at det som altid er en smule overvældende.

En ny Messias
Men hun er her. Afdæmpet og skrøbelig, måske. Men tydeligvis til stede. Uden tanker for andet end det, der spørges om, og opsat på at svare så oprigtigt og præcist som muligt.

En lavmælt begavelse, der selv har tænkt sine tanker og også er parat til at tænke nye, selv på spørgsmål, der må være mere end velkendte. Som for eksempel, hvor meget af handlingen hun selv kendte, da hun begyndte at skrive bogen. »Ingenting«, smiler hun. »Jeg opdagede en stemme«.

Det var Leo Gurskys. En af bogens hovedfigurer. En 85 år gammel jøde, pensioneret låsesmed, der voksede op i en polsk landsby, før Anden Verdenskrig kom og skyllede hans liv bort. Nu bor han mutters alene i New York og slår hver aften på radiatoren, så overboen kan høre, at han ikke er død.

»Men jeg ville også gerne have mulighed for at tale med en stemme i den anden ende af spektret«, siger Nicole Krauss.

Og sådan kom Alma til. En 14-årig pige, der synes, at familien har sørget længe nok over faderens død. Hvis bror springer ud fra bygninger i den tro, at han er en ny Messias. Hvis mor lever i sine ordbøger og kan stirre på et glas vand, »som om der var fisk i det, som kun hun kunne se«. Og som selv fylder hæfte efter hæfte om emnet »Hvordan man overlever i naturen«.

»Hen ad vejen opstod så spørgsmålet: Hvordan hører disse to stemmer sammen? Leos og Almas. Jeg havde en fornemmelse af, at de kunne være svar på hinandens spørgsmål, men jeg vidste ikke, hvad plottet var, og hvordan jeg skulle bringe dem sammen«, siger Nicole Krauss. »Udfordringen var at opdage det«.

»Nicole Rejser, god dag!«
Det hele begyndte på sin vis med en leg. En meget vedholdende leg, som hun praktiserede i årevis som barn. 'Kontor' kaldte hun legen, som i store træk gik ud på at sidde ved skrivebordet foran vinduet med stakke af familiens aflagte togbilletter, hotelbrochurer, liftkort og anden rejsehjemmel, tale i telefon med fiktive kunder, alle med navne, og sende dem af sted.

»Jeg kunne sende hvem som helst på en hvilken som helst rejse. Jeg elskede papirarbejde, så jeg havde bøger med kalkerpapir til kopier. Jeg var mindre optaget af, hvor folk tog hen, og hvad de oplevede. Når først de var rejst, var de rejst. Det var mere, hvordan jeg kunne få dem frem«.

Når ikke hun arrangerede rejser for fiktive personer, læste hun om dem. I bøger. For når man er 10 år gammel, er der meget, man ikke kan, som hun siger. Åbner man derimod en bog, er alt muligt.

»Nogle betragter bøger som en måde at flygte fra verden på. For mig er de en måde at komme til verden på«.

Det modsatte af at forsvinde
I 'Kærlighedens fortælling' er den vigtigste figur også en bog, sendt ud i verden engang i 2.000 eksemplarer af en forfatter, som forestillede sig, hvordan de som brevduer ville vende tilbage og rapportere, hvor mange tårer og hvor megen latter de havde været anledning til.

Kun et enkelt eksemplar overlever og foretager en rejse fra Europa til Sydamerika og videre til New York, bliver tabt undervejs, genfundet og stjålet, oversat fra sprog til sprog, og griber på sin vej ind i samtlige af romanens skæbner. Nærmest som en jødisk flygtning på rejse gennem det 20. århundrede.

Og det er ikke noget tilfælde. Nicole kommer selv af en jødisk familie. Og i dedikationen til bogen skriver hun: »Til mine bedsteforældre, som lærte mig det modsatte af at forsvinde«.

»De er alle jøder og måtte forlade Europa på grund af antisemitismen og begynde nye liv, ofte uden deres elskede. Men de trak sig ikke tilbage fra livet på af den grund. Det var aldrig fortiden, det gjaldt, men at nyde, hvad der var til rådighed«. Og det er bogens pointe.

At digte lykken
Også den er fuld af mennesker, som er alene og lider under det, men som uophørligt bakser for at finde veje ud af ensomheden. Metoder til at blive set og forstået.

»Man kan kalde det en bog om, hvordan man kan tage fortidens byrder på sig uden at lade dem fjerne en fra livet«, siger Nicole Krauss.

Leo og Alma har begge mistet. Alligevel forsøger de fortsat at kaste sig ind i livet. De reagerer, som Nicole Krauss siger, med en aktiv fantasi. Forestiller sig ting og digter små tilføjelser og justeringer til deres liv, som hjælper dem med at trække vejret.

»Leo er fuldstændig alene. Han er nødt til at forholde sig til sin fortid, men han har brug for noget, der kan gøre den lysere. Så han bringer sin bedste ven til live igen. Bilder sig ind, at han bor ovenover. Og den ven bliver så virkelig for ham, at han gør Leos liv muligt at bære«, siger hun.

Ærlige løgne
Alma har mistet sin far og er meget bekymret for sin bror, så hun fortæller ham små løgne om faderen, for at give ham en helt at se op til og gøre tabet lettere.

Og sådan gør vi alle, mener Nicole Krauss. Opfinder løgne for at beskytte os selv og hinanden. Binder alle vores liv sammen med fiktion. For vi husker kun ubegribeligt få af de myriader af øjeblikke, vi har oplevet, og kæder dem sammen, så de skaber et forløb, vi kan leve med. Og som Nicole Kraus siger: »Det er så din livshistorie«.

Ved at fortælle »ærlige løgne«, som hun kalder dem, kan man gøre sig fri af fortidens dødvægt og blive i stand til at leve. Men hvad er så forskellen på ærlige og uærlige løgne?

»Motivationen bag en ærlig løgn er ofte empatisk. Du forsøger ikke at slippe af sted med noget. Du prøver bare at gøre tingene lettere at bære«.

»Hvis man fører det for vidt, accepterer man ikke livet, som det er, men lever i en anden verden. Det er en meget tynd skillelinje. Men der er et sted midt imellem, og jeg tror, at det er på den lille stribe, at de fleste sunde mennesker lever«.

At leve i en roman
I 10 år skrev Nicole Krauss udelukkende digte. Og da hun begyndte på sin første roman 'A Man Walks Into A Room', gik hun stadig til hver sætning, som om det var en diamant, hun skulle skære. Og sådan skulle det åbenbart ikke gøres.

»Et digt bærer i sig et løfte om perfektion. Men en roman er aldrig perfekt. Den er sådan en stor, ufuldstændig, lettere rodet verden, og sådan et sted synes jeg, at det føles ret behageligt at leve«.

Romanen udkom, blev rost, og så var hun forfatter. Hvilket øjeblikkeligt udløste en krise.

»Jeg tænkte: Gud, kan jeg overhovedet lide at skrive? For hvis du gerne vil gøre det at skrive til dit liv, gør du klogt i at elske det«.

»Så jeg måtte finde ud af, hvad det var, jeg elskede ved at skrive. Hvad det var, jeg kunne lide ved bøger. Og bogen er fyldt med mennesker, hvis liv er forandret af bøger. Så på en måde blev den et svar på mine spørgsmål«.

En del af livet
Hun sidder lidt uden at sige noget. »Min fortolkning af aldrig at træde tilbage fra livet har været at blive forfatter«, kommer det så.

»Når du ser på et blankt stykke papir, er det en ansigtsløs ting. Der er intet. Så snart du skriver et ord, træder du frem. Du vil høres, og i forsøget på at blive hørt løber du en risiko«.

Hun smiler. »Og nu er vi tilbage ved udgangspunktet. Kan du se det?«.

»For når du skriver en bog, må du acceptere, at andre vil læse den og mene noget om den. Det er en metafor for alle mulige ting i livet. Hver gang du spiller dig selv ud, løber du en risiko. Men det må du bare glemme«.

»For ingen ønsker jo at gå glip af muligheden for at være en del af livet«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden