Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

At skrive er ikke et spørgsmål om at være inspireret, siger Jonathan Safran Foer. Foto: Nicole Krauss

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jonathan Safran Foer: Kunst har intet formål

USA's førende unge forfatter fortæller om skriverutiner, inspirationskilder og forventningspres.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En heroisk eftermiddagssol får Chryslerbygningens art deco-tag til at gløde, og Barack Obamas hvide tandpastasmil forfølger den rastløse byvandrer fra Harlem i nord til Wall Street i syd.

Nye tider er på vej, skønt krisen kradser, og gadesælgerne i Chinatown allerede lokker med ’Recession Sale’.

Forfatteren Jonathan Safran Foer har sat mig stævne på hjørnet af 10. gade og 6. avenue, i hjertet af Greenwich Village og to skridt fra hans minimalistiske kontor.

Aftalen lyder på et ’between-books-interview’, og hans sidste e-mail lover godt: »To confirm: 3:00. You won’t hear from me again. I promise. Probably«. Tonen er lagt. Jeg føler mig allerede hjemme.
Er ikke inspireret

Vi synker ned i hver vores overdimensionerede hvilestol, og den 30-årige succesforfatter løsner medievant sit armbåndsur. Viserne tikker. Han smiler forlegent og skubber de runde hornbriller på plads.

Er du en disciplineret forfatter med faste arbejdsrutiner, eller skriver du kun, når du er inspireret?

»Jeg har aldrig i mit liv været inspireret, det er simpelt hen ikke en del af mit forfatterliv. For mig er det at skrive et spørgsmål om viljestyrke. Jeg har ikke en eneste idé på forhånd – jeg får dem først efterhånden. Jeg tror ikke på ’indre monologer’. Jeg er ikke typen, som går ned ad gaden og fører samtaler med sig selv. Jeg er bare modtagelig – når der sker noget, reagerer jeg«.

»Jeg begynder min arbejdsdag kl. 10, betragter den tomme computerskærm og prøver at fylde den ud. De fleste hverdage arbejder jeg 3-4 timer, og i weekenden holder jeg fri. Kunst har for mig at se intet formål, så jeg betragter mit arbejde som en slags eksperimenter i ubrugelighed. Når skrivning er allerbedst, har jeg ikke den fjerneste idé om, hvad der kommer til at ske. Jeg forholder mig bare åbent til, hvad det mon kan være«.

Grundig redigering
Som læser har man ellers en fornemmelse af, at du er meget grundig i dine forberedelser og meget bevidst om det kompositoriske.

»Jamen, det er slet ikke tilfældet. Men jeg er til gengæld meget grundig i min redigeringsfase. Jeg ’overskriver’ vildt og prøver bagefter at få teksten beskåret med tilstrækkelig musikalitet. Men alt det sker længe efter den kreative proces«.

Lidt ligesom skulptøren, som langsomt finder ind til kunstværket i marmorblokken?

»Lidt ja, bortset fra at jeg selv har skabt marmorblokken. Hvilket minder mig om den jødiske joke om videnskabsmanden, som siger til Gud: »Hvad er der så særligt ved at skabe et menneske af støv – se, det kan jeg da også«. Og Gud svarer: »Flot min ven, og prøv så med dit eget støv««.

»Det foregår typisk sådan, at jeg begynder at interessere mig for en hel sværm af tilsyneladende usammenhængende ting, og efterhånden som historien folder sig ud, opdager jeg, at alle tingene på en eller anden måde hænger sammen. Der er altid en fase, hvor jeg ikke kan se nogen som helst mening i galskaben og har fornemmelsen af, at teksten vil gå helt i stå. Men så kommer der heldigvis et heureka-øjeblik, hvor jeg tænker: »Selvfølgelig! Det er bibliotekaren, der sidder i bilen – hvorfor i alverden har jeg ikke tænkt på det noget før?««.

Angst og desperation
Du får det hele til at lyde meget lystfyldt ...

»Nej, nej! Det meste af tiden er fyldt med angst og desperation. Stort set hver eneste dag siger jeg til mig selv: »Åh Gud, hvor skal alt dette dog føre hen?«. Jeg tror egentlig, at de fleste forfattere tager livet ret alvorligt, og tanken om at tilbringe hver eneste dag med noget, som ingen umiddelbar værdi har, er da totalt skræmmende! Det allersværeste ved at skrive er ikke at få ideerne, men at huske, hvorfor det er vigtigt at få dem«.

Og forventningspresset efter to enorme succeser, hvordan håndterer man det?

»Jeg tænker ikke over forventninger. Eller rettere sagt: Jeg tror, at jeg ikke tænker på dem. På den anden side tager jeg konstant fejl med hensyn til, hvad jeg tror, jeg tænker. Men jeg tror faktisk, at jeg er ærlig, når jeg siger, at det eneste, jeg tænker på, mens jeg skriver, er at forhindre det i at mislykkes«.

Naturen er god benzin
Hvad regner du for dit mest værdifulde kunstneriske brændstof?

»Hm, ofte er mit vigtigste brændstof at gå ned ad gaden en smuk dag. Naturen er også god benzin, selv om jeg som regel skal slæbes ud i den. Og venner. Hvad kultur angår, opsøger jeg mest ting, som ligner mine egne mindst muligt. Jeg læser færre romaner end de fleste og får som regel mere ud af lyrik, musik og kunst. Man forvilder sig ofte ind i sin egen professions lukkede verden, og for mig er det vigtigt hele tiden at blive mindet om kunstens mangfoldighed«.

»Konkret kan jeg nævne tre kunstnere, som betyder meget for mig: skulptøren Joseph Cornell og malerne Philip Guston og R.B. Kitaj. Inden for litteraturen vil jeg nævne Kafka, Bruno Schulz … og Charlotte Salomon, som kun få mennesker husker i dag. Hendes fænomenale hybridværk ’Leben? oder Theater?’ er uden tvivl min øde ø-bog«.

Jødisk baggrund
Din hustru har også stor succes som forfatter, og hendes seneste roman, ’Kærlighedens historie’, har åbenlyse lighedspunkter med ’Ekstremt højt & utrolig tæt på’ – for eksempel er begge bøger set fra en barns synsvinkel. I hvilken grad bruger I hinanden som litterære sparringspartnere?

»Det er rigtigt nok, at der er lighedspunkter, men det skyldes nok mest vores fælles baggrund: Vi kommer fra meget ens jødiske familier med rødder i Østeuropa, og vi ligner på mange måder hinanden af sind. I hvert fald er der ikke tale om, at vi diskuterer hinandens arbejde eller litteratur generelt derhjemme«.

»Vi har det nok lidt ligesom gynækologer, der kommer trætte hjem fra arbejde og er ved at brække sig over kvindelige kønsorganer. Vi læser selvfølgelig hinandens ting, når de er tæt på at være færdige, men da er det alligevel for sent«.

Læs også interview med Jonathan Safran Foers kone Nicole Krauss

At opfinde sandheden
Begge dine bøger handler om folk, som leder efter sandheden, men ender med at måtte opfinde den selv. Det er vel et meget postmoderne tema …

»Tak, det er meget smukt beskrevet, og det er akkurat sådan, jeg selv opfatter mine to romaner. Lige præcis genopfindelsen af sandheden fascinerer mig meget, sikkert på grund af min jødiske baggrund, hvor så enormt meget er gået tabt. Igennem min opvækst oplevede jeg fra mange slægtninge en ubændig trang til at genskabe fortiden, hvad enten det skete gennem traditioner, religion, slægtsforskning eller ved selv at stifte en familie og på den måde skabe kontinuitet«.

»Hvad postmodernitet angår, så giver den jo mulighed for at undersøge gammelkendte ting på nye måder – så nu ser vi pludselig et teaterstykke inden i en bog inden i en film. På den anden side er trangen til at skabe indsigt på overraskende måder jo ældgammel – Shakespeare lagde også teaterstykker ind midt i sine teaterstykker. Og skal jeg være helt ærlig, tror jeg, at Einstein er mere ansvarlig for den moderne samfundsudvikling end James Joyce«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Perspektiver på virkeligheden »Før Einsteins relativitetsteori troede man jo på objektive sandheder. Og det er historien om det 20. århundredes kunst i en nøddeskal: ikke mistillid til sandheden, men mistillid til et enkelt, indiskutabelt perspektiv. I dag har vi alle sammen hver sit perspektiv på virkeligheden, og undertiden er denne individualisering lige i overkanten – midt i informationsstrømmen kan vi godt komme til at glemme, at nogle stemmer måske er vigtigere end andre, og at en blog eller et mobiltelefonfotografi hverken repræsenterer den eneste eller den mest interessante del af virkeligheden«. Mange retter den samme kritik mod den postmoderne litteratur – at der er noget hult og ’gemacht’ over stilen. Er det et synspunkt, du tager alvorligt?»Ja bestemt, det er et helt legitimt synspunkt, og jeg har ikke noget godt modargument. Andet end at der skal være noget for enhver smag. Mit eget kvalitetskriterium er autenticitet. Det skal føles rigtigt. Det skal være troværdigt og betyde noget for mig. Og så er det egentlig ligegyldigt, om jeg er forfatter eller læser. Følelsen er den samme. Den er umulig at beskrive, men også umulig at se bort fra«.

Selvbiografisk stof
Du anvender i høj grad selvbiografisk stof i dine romaner. Hvor bevidst er du om ligheder mellem dine romaner og dit eget liv?

»Ikke spor bevidst. Men selvfølgelig genkender jeg mig selv i alle mine personer, de kommer jo fra mig. Det er lidt som at spørge en person på operationsbordet, om han genkender sine nyrer. Selvfølgelig gør han det – de ligner ham ganske vist ikke, men de er alligevel en uundværlig del af ham«.

Så det må være sært at se sine personer få et ansigt på film. Hvor tæt er du på den kommende filmatisering af ’Ekstremt højt & utrolig tæt på’?

»Fjernt. Ligesom med filmatiseringen af ’Alt bliver oplyst’ holder jeg mig langt væk. Ikke fordi jeg er uinteresseret, det er bare ikke mit sprog«.

Den store kostplan
Hvad har dine læsere at se frem til? Hvad er du i gang med lige nu?

»Jeg har netop færdiggjort en ikke-skønlitterær bog om … kød«.

Kød?

»Ja, om husdyrhold i landbruget. Det har altid interesseret mig, og formentlig er det det vigtigste af alle de emner, vi ikke taler om. Hvor kommer maden fra? Så jeg har tilbragt de seneste år med at rejse rundt til farme over hele USA, hvilket var ganske svært, fordi alt er dækket med et slør af tavshed. Så derfor tog jeg kontakt med en række dyreaktivister, og sammen brød vi ind på nogle af de store landbrug i nattens mulm og mørke for at vurdere forholdene ved selvsyn«.

Et nuanceret indlæg
Hvorfor ikke bare spørge pænt om lov?

»Jeg prøvede skam at skrive til folk, men fik stort set ingen svar. Det skyldes, at alle og enhver ved, at en grundig undersøgelse af det moderne husdyrhold vil give ubehagelige resultater. Men jeg skal skynde mig at sige, at bogen ikke er en frelst vegetars argument mod kødspisning – den er et nuanceret indlæg mod de forhold, som det moderne, industrielle landbrug byder dyrene«.

»Jeg besøgte også miljømæssigt bæredygtige landbrug, hvor dyrene bliver behandlet godt. Bogen, som endnu ikke har nogen titel, er en personlig odyssé, hvor jeg reflekterer over mit eget liv. Ideen udsprang af min kones og mine diskussioner om, hvilken kost vi skulle give vores søn Sasha. Jeg ønskede virkelig at vide noget, ikke bare have vage intuitioner om, hvad der er godt og skidt«.

Og det, du så, var skidt?

»Nej, det var faktisk værre end det. Forfærdeligt. Og jeg reflekterer selvfølgelig meget over, hvordan det kan få lov at foregå, og hvorfor det er så svært at lave forholdene om. Hele den kulturhistoriske og religiøse dimension, som knytter sig til vores spisevaner interesserer mig meget«.

Mere fiktion på vej

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og hvor skal du så hen herfra?»Mere fiktion. Jeg har nogle skønlitterære ting, som jeg pusler med i baggrunden«. Kan du løfte sløret en anelse?»Ikke rigtig. Ikke for at være krukket, men på grund af det, vi snakkede om i begyndelsen – at jeg i virkeligheden ikke aner, hvor det fører hen. Sådan fungerer det nu engang for mig. Jeg ved ingenting, før jeg ved det«.





Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden