Da Martin Hall gik i en af de små klasser i folkeskolen i Rødovre, vendte en af klassens piger sig en dag pludselig om og råbte til ham, at han bare skulle have så mange bank: »Jeg fik et chok. Jeg havde slet ikke sagt noget til hende. Men allerede som lille forvoldte jeg meget stærke reaktioner i folk«. »Det er en ganske besynderlig evne. Hvis du nævner navnet Martin Hall, får du næsten altid en reaktion. Også fra folk uden kendskab til det, jeg har lavet«. »Enten reagerer de ekstremt aggressivt, eller også kommer de med lovprisninger, som sommetider er helt ude af perspektiv«, siger Martin Hall og glider derfra direkte over i et spørgsmål: »Hånden på hjertet: Kan du nævne andre, der har haft så små salgstal og alligevel har fået så meget omtale?«. Improvisationer Det bliver nok svært. Hvis man skal sige det kort, har Martin Hall været diskuteret som en myte, siden han fra begyndelsen af 80'erne var en central og ambitiøs skikkelse i det københavnske punkmiljø. Da punken døde ud, var Martin Hall en af dem, der blev ved med at skabe kunst og vække opmærksomhed. Hele den periode fra de spæde 80'eres punkkultur til nutiden beskæftiger han sig med i sin nye og hidtil mest ambitiøse bog. Romanen, 'Den sidste romantiker', fylder hele 705 sider fordelt på to bind, der med Halls egne ord består af »improvisationer over temaer«, han har levet med hele sit liv. Sex, drugs & rock'n'roll Det er en roman om mennesker fra generationen, der tegnede det indflydelsesrige københavnske punkmiljø i begyndelsen af 80'erne og groft sagt enten døde af det eller omstillede sig og i dag er direktører i reklamebureauer, professorer på kunstinstitutionerne, mediemoguler eller afholdte digtere. Det er også en roman proppet med anekdotiske oplevelser fra Martin Halls eget erindringslager og skrevet med blik for det særlige, kompromisløse og aggressive temperament, der kendetegnede generationens ledertyper og aldrig er beskrevet på den måde før. Og så er det en jegfortælling skrevet af en mandetype med drifterne orienteret i retning af tre ting, den belevne æstet Martin Hall ellers havde svoret aldrig at beskæftige sig med som forfatter: sex, drugs & rock'n'roll. Det er en af grundene til, at forfatteren selv med et lille smil omtaler sit værk som »Martin Halls underbevidsthed, der kaster op«. Høflig og punktlig Sådan karakteriserede han bogen over for publikum, da han 18. juni i år for første gang i mange år gav en koncert. På Hindsgavl Slot i stolte, romantiske rammer. Og han gentager det nu, hvor vi mødes igen over en båndoptager i en restaurant på et stålrankt københavnsk hotel. Som altid er Martin Hall mødt til tiden. Som sædvanlig er der ikke en fold, der sidder forkert, hverken på jakkesættet eller i det nybarberede og usædvanligt velholdte 42-årige ansigt. Og som han plejer at være det i denne slags sammenhænge, er han flink, smilende og høfligt komplimenterende. Pænt og perfidt Hvordan i alverden har dette her renæssancemenneske i Prada-skjorte skrevet en jeg-roman om en fyr, der søger i musik, litteratur, stimulanser og sex med en tankegang, der er både vulgær og perfid i sin vurdering af andre mennesker og ikke mindst sig selv? Martin Hall ler og svarer: »Jeg har også spurgt mig selv, hvordan der kan komme en så snavset bog ud af et så ellers 'uskyldsrent' menneske som mig. Svaret må være, at det er romantikerens forbandelse. På den ene side rækker man ud efter stjernerne«. »På den anden side realiseres det gennem sølet. Romantikerens ide er at kombinere længslen efter stjernerne med et liv, der overskrider grænser og bryder tabuer«. En på skrinet 'Den sidste romantiker' er hverken selvbiografi eller ren fiktion, men noget andet midt imellem. Den indeholder ramsaltede portrætter af slørede, men genkendelige digtere, kritikere, sangere og pladeselskabsfolk. Digteren Michael Strunge, kritikeren Poul Borum og Martin Hall selv er nogle af dem, der synes at blive pillet ned af deres piedestaler og få sproglige tæsk undervejs. I direkte forlængelse af romanens indledende citat af en af Martin Halls store inspirationskilder, filosoffen Ludwig Wittgenstein: »Lad os droppe alt det transcendentale ævl, når nu hele redeligheden er lige så letfattelig som en på skrinet«. Det er i fin overensstemmelse med generationens temperament, siger Hall: »1980'erne havde mange paralleller til 1880'erne med Strindberg og Ibsen, hvor det var alt eller intet, og hvor man hadede hinanden så inderligt, at blodet flød. Hvis nogen i 80'er-miljøet sagde så meget som en sætning forkert, var de dømt ude og skulle slide rigtig meget i det for at blive accepteret igen«. »At Michael Strunge dengang stillede sig op i tv som den store punkdigter var i decideret uoverensstemmelse med den virkelighed, han repræsenterede. Folk fra inderkredsen grinede af ham. Det er på mange måder skæbnens ironi, at han er endt som ikon for samme miljø«. Forelsket i det umulige For et dramatisk anlagt menneske som Martin Hall var det blot en kærkommen udfordring, at man skulle være skarp og sætte sin personlighed på spil for at beholde sin position i punkmiljøet. »Ligesom så mange andre romantikere lever jeg bedst med 'a clear and present danger in view'. Jeg fungerer bedst under pres og er forelsket i det umulige. I ideen om at ændre verden gennem kunst«. »Giv mig en umulig opgave, og jeg liver op. 80'ernes scene var perfekt til mig. Jeg er født med store armbevægelser, og det faldt mig naturligt at tage tingene med den eksistentielle alvor, der kendetegnede 80'erne«. 80'ernes unge var vokset op med koldkrig og atomkrigstrusler. Med Murens fald, it-accelerationen og stigende vestlig velstand blev 90'erne anderledes ironiske, legende, retroorienterede og flegmatiske. Det samme kunne man ikke sige om Martin Hall. Han forblev en usædvanlig eksperimenterende komponist og forfatter. Også da han i slutningen af 90'erne en overgang med stor succes samarbejdede med sangerinden Hanne Boel. Han har altid stillet store krav til sig selv. At befri kroppen for uro »Som Nietzsche siger: »Det, der ikke ødelægger dig, gør dig stærkere«. Desværre slider det på én at stå i evig opposition. Men det er en del af dannelsesrejsen. Den engelske forfatter C.S. Lewis har brugt en metafor om den menneskelige udvikling«. »Han sammenligner den med en skulptur. For hvert smerteligt hug, man får med hammer og mejsel, er man et skridt nærmere perfektionen. Med hvert eneste smertelige slag former man sin karakter. Saul Bellow har sagt, at et menneskes karakter er dets skæbne. Din substans er din skæbne«. Det gælder om at forvalte sin substans på den rigtige måde, siger Martin Hall. I hans øjne er skæbnen en længsel i kroppen: »Når Wittgenstein taler om at filosofere, gør han det, som om det er en måde at befri kroppen for uro på. Tænkningen er et middel til at få uroen ud af kroppen«. »Alle de grundkræfter, der strides i et menneske, skal formuleres og sættes i kontekst. Kærlighed, had, storhedsvanvid, selvhad - der skal reflekteres over det hele«. Sammenbruddet I sommeren 2000 brød Martin Hall sammen. Det havde været på vej før, hvor han så alligevel fik færdiggjort samarbejdet med Hanne Boel. Den sommer i 2000 var han sengeliggende i en lang periode. I 1985 havde han sagt farvel til punkmiljøet. Siden havde han aldrig set sig tilbage. Og nu var det, som om alle oplevelserne, tankerne og erfaringerne var faldet indad i ham og trak ham med sig ned. Hans farvel til punkmiljøet i midten af 80'erne havde været på vej gennem et stykke tid foranlediget af flere ting. Da han var 21 år, tog hans mor sit eget liv, hvilket for hans vedkommende betød en afsked med post-punkens dødsromantik. I årene efter moderens død begyndte konsekvenserne af de mange stoffer i punkmiljøet at vise sig. Nogle døde. Andre blev nedbrudt af amfetamin, umulige at stole på og mistede evnen til at være kreativ. Efter at have sagt farvel til miljøet gik han andre steder hen. I en periode på to et halvt år søgte han at blive klogere i »esoteriske rammer i new age-verdenens mangfoldighed«, som han siger. Den periode er også beskrevet i 'Den sidste romantiker'. Ligesom hans oplevelser med musikbranchen og reklamebranchen i 90'erne er det. Mange fiktive jeger »Den franske forfatterinde Marguerite Duras siger: »At skrive er at gendigte sit eget liv«. At realiteten er den største fiktion, der findes. I 2000 indså jeg, at jeg - sagt med almene freudianske termer - nok havde været på flugt fra min egen fortid i 15 år«. »Jeg kan ikke huske, hvem han var, men jeg læste et citat af en engelsk forfatter i avisen The Guardian. Han sagde, at en forfatters vigtigste opgave er at anerkende sit eget stof. Det havde jeg ikke gjort. Siden jeg var 18, havde jeg altid omtalt Martin Hall i tredje person. Som en fiktiv mediestørrelse«. »Jeg havde opbygget en masse hyperreelle Martin Haller, hvis betydninger var fordelt på sangskriveren, forfatteren in spe, solisten og mange andre figurer. Nu stillede jeg mig selv det Noel Cowardske spørgsmål: Hvor længe kan man blive ved med at være lovende? Og så begyndte jeg at skrive«. Erindringens slagger Martin Hall skrev på alt det, der havde samlet sig i erindringens lager i 20 år. Han begyndte at formulere og anerkende en del af sit eget stof og havde regnet med, at det ville tage ham tre år at skrive en roman, som skulle være det manglende værk om den betydningsfulde 80'er-generation. Det tog ham næsten fem år at skrive 'Den sidste romantiker'. Og det var på trods af bogens ellers bizarre humor ikke nogen sjov oplevelse: »Det var en meget mørk periode. Det var som at hive brakvandet fra min fortid op. Da jeg efter to et halvt år havde skrevet det første, grove grundmanuskript, begyndte jeg at skrive det igennem igen«. »Jeg var chokeret over, hvad jeg havde skrevet. Det var en temmelig grusom omgang. En beskidt og uromantisk bog. Det var slaggerne af det erfaringsgrundlag, min generation havde produceret«. »Men det var vel også en væsentlig bog, eftersom ingen før havde skrevet om perioden på den måde. Jeg var nødt til at gøre det«. Gentagelsens mørke En torsdag i november 2004 satte Martin Hall det sidste punktum i den første, færdige udgave af 'Den sidste romantiker'. Og følte sig tom og mørk. Han følte, at han var nået til vejs ende i en periode af sit liv. At han kunne lave plade nummer 110 eller gå til fest nummer 1.010, alt sammen udmærket, men hele tiden med denne nagende følelse af at gentage sig selv. Det var en statisk mørk fornemmelse, som mange mennesker ville have valgt at flygte fra. Ved at opsøge andre eller kaste sig over en ny arbejdsopgave. Men det ligger ikke til Martin Hall at flygte fra problemerne. Han opsøger dem og ser dem i øjnene, indtil han ved, hvad de er gjort af. »Jeg opdagede som lille, hvor bange jeg er for alting. Måske kan man ikke umiddelbart se det. Men jeg er meget nervøs anlagt. Som barn kunne jeg ikke holde ud at have den følelse, så jeg valgte at udfordre frygten«. »Hver gang jeg blev bange, lukkede jeg øjnene og gik ind i det. Det var frygteligt, men det var den eneste vej frem for mig og har altid været det. Hvis man bare lader et problem være, så vokser det. Ligesom cancer gør det i kroppen, hvis man ikke gør noget ved det«. Et tegn udefra Den aften i november 2004 lagde han sig på sin seng og så ind mørket. For første gang i mange år hørte han sig selv tale højt i rummet. Han bad om et tegn udefra, hvis nogen eller noget ellers kunne høre ham. At blive anvist en retning. For første gange i årevis rakte han ud efter noget, der lå ud over ham selv. »Jeg var færdig med romanen, jeg var i et årelangt og godt forhold, men jeg var stadig plaget af følelsen af at mangle noget. Om fredagen sendte jeg manuskriptet. Om lørdagen tog jeg på weekend sammen med min kæreste, beklædningsdesigneren Dorrit Shoshan«. »Allerede mandag fortalte hun mig, at hun havde noget vigtigt at fortælle mig, men at jeg hellere måtte sætte mig ned først. Hun havde kunnet mærke det med det samme og været til lægen: På trods af berlinmure af prævention var hun blevet gravid om lørdagen«. Sorgen fordampede Martin Hall havde altid svoret, at han ikke skulle være far. Hans kaotiske familiebaggrund, moderens selvmord, hans ængstelige sind og hans livsførelse som arbejdende kunstner. Intet af det talte for, at han skulle påtage sig ansvaret for et barn. »Men jeg havde bedt om et tegn, og med fare for at lyde sværmerisk var det, som om jeg havde fået det. Det var svært at argumentere imod. Hvis jeg modsatte mig det her, hvordan skulle jeg så nogensinde igen kunne bede 'The Great Unknown' om noget som helst?«. »Det var et meget voldsomt døgn, der endte med, at jeg måske for første gang i mit liv følte, at jeg blev tilgivet. Virkelig tilgivet. Som om sorgen i mine knogler fordampede, og min mors selvmord stod i et andet perspektiv«. Få dage efter at han havde gennemskrevet fortiden i 'Den sidste romantiker', meldte fremtiden sin ankomst. Og i sidste uge ankom den så for alvor. I skikkelse af en stor, sund dreng, der skal hedde Isidor Shoshan. »Jeg er ikke videre sentimentalt anlagt, men følelsen af pludselig at træde ind i livets kredsløb på en så konkret, organisk måde som at få en søn er virkelig kommet bag på mig. Nu må jeg så se, om jeg kan sørge for, at der minimum vokser én til gentleman op i København. Det ville være rart«.