Alle interview, jeg har læst med ham, virker en smule stakåndede, de direkte citater fiser ud i den bare luft, og intervieweren tvinges på banen med bud på, hvorfor ham Hollinghurst er så pokkers interessant. Og på båndet, jeg havde med hjem fra mit interview med Alan Hollinghurst i London, hører jeg det ske. Stilfærdig stemme Jeg taler cirka halvdelen af tiden, og med grynt og - det hører jeg ikke, men husker jeg - hævede øjenbryn ansporer han mig videre. På båndet lukker stemmen sig om sig selv, og stemmen giver næsten ingen udslag på måleren. Her er intet af den barokke overdådighed, der gør hans bøger så enestående. Avanceret stilist Alan Hollinghurst, hvis seneste roman, 'I skønhedens tjeneste', udkom på dansk for et par uger siden, er en højt avanceret stilist; ingen, der skriver på engelsk i disse år, gør det med større tæft og sans for detaljer og plastiske virkninger end han. En anmelder skrev om ham, hvor fascinerende han er at læse, bl.a. fordi nutidens mest kræsent udsøgte prosa tages i brug for at beskrive nærmest unævnelige seksuelle tildragelser. Men én ting må man sige om Hollinghurst: når han vil skrive 'pik', og det vil han indimellem, så skriver han 'pik'. Bookerprisen Hollinghurst modtog den seneste Bookerpris for sin bog, men har for så vidt været etableret som forfatter siden debuten i 1988 med 'The Swimming-Pool Library', en kontroversiel og ubegribeligt velstruktureret og -skrevet bog om det vilde hedonistiske bøsseliv i London i dagene før aids og om socialklassernes tilsyneladende forbrødring i saunaklubbernes våde favntag. Siden er der kommet to bøger, begge med homoseksuelle temaer, og 'I skønhedens tjeneste' handler om den universitetsstuderende Nick, der først i 1980'erne tager til London, hvor han bor hos sin ven Tobys familie, hvor faren Gerald er en komet inden for det konservative parti. Nick bliver taget ind næsten som en søn, og hans homoseksualitet underforstås med elegance, men er ikke et samtaleemne. Alt er tilladt hos Toryerne, så længe det ikke gøres til et emne, og snart begynder skeletterne at rasle i Geralds skab. Og inden 80'erne kommer for godt i gang, er der både kokain og aids at forholde sig til. Filmen går fra første kapitels lettere øre sensualisme over andet kapitels tonedøve, gustne ræs og helt over i sidste kapitels sorte patos. Indbringende roman Alan Hollinghurst bor i Hampstead i det nordlige London, nord for Camden Town og med udsigt over Hampstead Heath fra sin lille førstesalslejlighed i et engelsk dobbeltrækkehus. »Jeg kunne godt tænke mig at købe underetagen også«, siger han, mens han laver kaffe til gæsten fra Danmark, »men huset koster to millioner pund«. Kort pause, hvor jeg lige klipper oplysningen ind, at to millioner pund er lig med 22,3 millioner kr.! Og at Hollinghurst ikke taler om hele dobbelthuset, bare den venstre fløj af det. Bookerprisen indbragte Hollinghurst 50.000 pund, blot en sjat til sammenligning. Til gengæld købte han lejligheden her for de penge, han tjente på debutromanen, og fra vinduet i stuen kigger man i en slags frit fald direkte ned i Hampstead Heath, så det sortner for øjnene. Venstreorienteret miljøVille en konservativ som bogens Gerald kunne bo her i Hampstead? »Måske efterhånden. Hmmm, måske«, siger Hollinghurst på den tørt underdrejede facon, der gør, at han aldrig kommer i Ekstra Bladet. »Men historisk har Hampstead en tradition for venstreorienterede intellektuelle. Af den lidt gammeldags slags«. »De seneste tre valg har Glenda Jackson vundet (klassisk engelsk skuespillerinde, der blev politiker, red.), og herude trives den stærke modstand mod Blair og krigen i Irak«. London i 80'erneDin nye bog og Hanif Kureishis 'Det sorte album' er mine to yndlingsbøger om 80'erne, men Kureishi skrev sin bog i forlængelse af 80'erne, og du har ventet til nu. Hvordan bærer du dig ad med at fremmane en epoke, der er gået? »Kureishi, ja. Hmmm«, men jeg kan ikke høre, om han er syrlig eller bare træder vande. »Jeg flyttede selv til London i 1980'erne ligesom Nick, og jeg gennemlevede den periode. Jeg har altid været ret ... påpasselig over for historisk fiktion som genre, fordi optagetheden af alle de små nuancer i tidsbilledet kan komme til at skygge for resten, og jeg har aldrig holdt af at lave research«. »Men jeg læste nogle politiske biografier fra tiden, undersøgte hvornår étpundmønten blev indført og sådan noget, og så skrev jeg. Jeg har været lettet over, når folk har ment, at den indfangede 80'erne, så de kunne genkende tiden«. Social satireNicks London i 80'erne er præget af sex og high society og stoffer, mens du dengang mest var optaget af at arbejde, har jeg læst? »Ja, jeg var redaktør for Times Literary Supplement og havde travlt på sådan en lidt begivenhedsløs måde. Og jeg var ældre, end Nick var«. »Udfordringen med at skrive 'I skønhedens tjeneste' var at beskrive en periode, som jeg ikke kan sige, jeg elskede, og et miljø, som jeg har det på samme måde med, gennem en tredje persons øjne, som tydeligt lader sig forføre af det. Nick elsker den tid!«. »Det er her, den sociale satire kommer ind. Men det er en svær balanceakt, for den arv, Thatcher efterlod, er virkelig deprimerende«. »Jeg er selv ret interesseret i arkitektur og så, hvor Thatcherboomet satte ind med denne vulgære, skrigende kommercielle postmoderne byggestil, og på gaden så vi de hjemløse dukke op, arbejdsløsheden«. AntiheltNick er, ligesom den promiskuøse aristokrat Will i 'Swimming-Pool Library', ikke nogen entydigt sympatisk person. Han er lidt skinger, for behagesyg, for snobbet, for glat ... »Det er ikke nødvendigt for mig som forfatter at elske min hovedperson«, siger Alan Hollinghurst, passende neutralt. »Folk reagerer på Nick på komplet forskellige måder. Mange har hadet ham som den onde selv allerede fra side 1, andre har holdt af ham. Jeg identificerer mig ikke med ham, det er slet ikke med i mine overvejelser«. »På den anden side: en gang imellem mens jeg skrev bogen, var jeg meget bevidst om Nicks mangel på moralsk styrke«. »Scenen, hvor han flere år efter ser sin tidligere elsker, Leo, i parken, og Leo er syg, men Nick går ikke hen og taler med ham, det er jo anstødeligt ... Da jeg skrev det afsnit ...«. Hollinghurst sidder lidt. Skræmmende eksperimentMen selvfølgelig, vi har vel alle kendt nogen ... »Netop. Og vi har jo alle selv opført os ... mindre end prisværdigt. Ved forskellige lejligheder«. Alan Hollinghurst prøver flere ting i 'I skønhedens tjeneste', som han efter 17 år aldrig har været inde på før. Nicks betagelse af den sorte fyr Leo er beskrevet med en svimmel sensualitet, der er helt ny i forfatterens univers: »Det var et eksperiment, der skræmte mig«. »Jeg har aldrig beskrevet folk, der var helt sikre på deres seksualitet, vise deres ømhed, jeg er aldrig vendt tilbage til den skære, ømme tidlige fase i livet, og jeg skrev det kapitel enormt langsomt - selv efter mine standarder, men det var en skøn følelse at dykke ned i og lade mig opsluge af«. BøsseforfatterSelv i min avis, der går for at være særdeles frisindet, blev din bog anmeldt med en underrubrik, hvoraf det fremgik, at den var skrevet af en homoseksuel forfatter, snarere end at den handlede om en homoseksuel mand. Hvordan har du det med den kategorisering? »Jamen ... jeg er efterhånden så vant til at være 'bøsseforfatter', jeg tager dem det ikke ilde op. Og min synsvinkel, mit udgangspunkt er jo det homoseksuelle, selv om det gerne kun skulle være en del af det«. »Det er indlysende, at homoseksuelle vil være en del af min læserskare, og jeg synes på en måde, det er lidt glamourøst at finde min bog på en hylde nede i afdelingen for 'homolitteratur', presset ind mellem et pornohæfte og en bog med bekendelser!«. »Til gengæld findes jeg jo altså også oppe i afdelingen for mainstreamlitteratur«. Og i boghandlernes udstillingsvinduer, når ret skal være ret. Afsøgning af seksualitetenMange homoseksuelle kunstnere har på et tidspunkt droppet den specifikke homoseksualitet som tema ... »Det kommer jeg nok aldrig til. Romanformen har givet mig en frihed til at undersøge seksualiteten kompasset rundt, og strengt taget føler jeg, at der allerede findes en del litteratur om heteroseksuelle ...«. Hollinghurst kigger på mig på den der Oxfordmåde, blikket er sagligt. Ja, noget findes der da ... »Så måske jeg ikke behøver at føle mig forpligtet over evne. Jeg kan godt se, hvor du vil hen, men jeg mener, at f.eks. 'I skønhedens tjeneste' har et meget bredere spektrum end de andre bøger«. Stilistisk dominansDu er en rigtig, rigtig - faktisk en ekstremt dygtig skribent. Bliver du aldrig bange for, at din stil kan komme til at drukne indholdet? Sådan lidt som Henry James, hvor ingen overhovedet aner, hvad hans sidste, ustyrligt velskrevne bøger overhovedet handler om? »Ha!«. James-elskeren Hollinghurst ler ud i rummet. »En af mine ekskærester ringede til mig i morges og havde lige læst 'The Wings of the Dove'. »Og hvad ender den egentlig med?«, spurgte han«. »Faktisk kunne jeg ikke huske, hvad der skete - mere hvordan det var beskrevet! Jeg kan godt forstå, at man kan blive overvældet af James' stil, men jeg har nu aldrig overvejet, om jeg lå i risikozonen«. »Hmmm, den frygt har jeg faktisk aldrig haft, før du nu lige nævnte det ... Oscar Wilde endte jo der. Hans stilistiske sikkerhed endte som en fælde«. I den engelske avis The Observer flirtede anmelderen med, at han endnu aldrig havde udnævnt nogen bog til at være et mesterværk. I slutningen af artiklen gjorde han en undtagelse med 'I skønhedens tjeneste'. Da jeg nævner det over for Hollinghurst, vil jeg sværge på, at jeg så ham rødme. Ligesom da jeg fortæller ham, at Berlingske Tidendes anmelder gav bogen maksimumpoint.