Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Jeg er ikke et etnisk talerør

Jonas Hassen Khemiri er blevet udråbt som del af den ny bølge af svenske indvandrerforfattere. Men han afviser at være noget særligt, bare fordi hans far er fra Tunesien.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Da Jonas Hassen Khemiri udgav sin roste debutroman 'Et øje rødt', var anmelderne ikke sene til at udråbe ham som den nye generations stemme og klassificere romanen som 'indvandrerroman'.

Selv opfatter han sig kun som forfatter og afviser at være noget særligt, fordi han har et eksotisk efternavn.

Tankesultan
'Et øje rødt' er skrevet på 'forkert' svensk med omvendt ordstilling og arabiske slangudtryk.

Romanen handler om 15-årige Halim, der bor i Stockholm med sin marokkanske far og vil revolutionere det svenske samfund.

Halims største drøm er at blive tankesultan i et arabisk verdensherredømme, men så længe revolutionen består i at tegne halvmåner på skolens toiletter, er der lang vej endnu.

Opgør med forskelstænkning
Et centralt tema i 'Et øje rødt' er, hvordan man skaber sin identitet, når man har to forskellige kulturer at forholde sig til. Khemiris egen baggrund med en svensk mor og en tunesisk far gør, at han heller ikke selv har kunnet tage nationale identiteter for givet.

»I stedet for at gruppere mennesker nationalt er det mere interessant at se på de almenmenneskelige ting. Der er så meget tilfælles mellem mennesker: alle slås med de samme ting i sociale sammenhænge og i deres konstruktion af identitet, enten i opposition til eller i samklang med verden«.

»Jeg er så træt af den kulturelle og nationale forskelstænkning, og bogen er skrevet i et opgør med det«, fortæller han i røret fra Stockholm, hvor han for tiden arbejder på et stykke til Stockholms Stadsteater.

»Halim gør i bogen meget ud af at tænke i forskelle på svenskere, arabere, iranere etc., så han er prototypen på en klassisk racistisk ideologi. Han har en overbevisning om, at der findes et jeg og et dem«.

Ingen absolut sandhed
Khemiri, der har to uafsluttede uddannelser i litteraturvidenskab og international økonomi bag sig, vil gerne udnytte sin position som forfatter til at stille spørgsmål til en forenklet verdensopfattelse, men har ingen alternative sandheder klar.

»'Et øje rødt' er hverken propaganda eller en politisk pamflet. Nok er den kritisk, men den er kritisk mod alt muligt og har ikke en sandhed at stille i stedet. Den enkle sandhed vil alle, inklusive Halim, have, men verden er for kompliceret til at finde en sådan«.

Halim-svensk
For Khemiri handler 'Et øje rødt' om samfundsforhold, men mindst lige så meget om, hvordan man kan bruge sproget som magtmiddel og led i identitetsdannelsen.

Halim taler fint svensk, men for at markere sin modstand mod det eksisterende system og den svenske sprognorm, opfinder han sit eget sprog, taler med accent og bruger arabiske udtryk.

»Halim leger med identiteten og med sproget. Hans sprog er ikke etnisk svensk, men Halim-svensk. Hvis man kun anser sproget som en slags Rinkebysvensk (en social dialekt som tales af indvandrerunge i Stockholm-forstaden Rinkeby. Bruges som generel betegnelse for indvandrersvensk, red.) reducerer man det politiske aspekt i Halims magthandlinger, som bygger på hans bevidsthed om, hvad der er rigtigt og forkert«.

»Oprøret består i, at han sagtens kan tale perfekt svensk, men kun gør det, når det er til hans egen fordel«.

Utroværdig fortællerstemme
Den sproglige innovation og det samfundskritiske aspekt gør, at 'Et øje rødt' både kan læses æstetisk og politisk. Khemiri fortæller, at den i begyndelsen blev læst politisk.

»Min bog var længe ventet, og derfor gik den ind i en slags autopilotlæsning: Her kommer indvandrernes historie fra den nye generations litterære røst. Først senere er der læsere, der har set bogens æstetiske og sproglige kvaliteter. For mig er de sproglige dissonanser vigtige, og det er bevidst, at læseren først skal tro, at jeg ikke kan svensk, men så efterhånden ser, at sproget er del af en identitetsskabende proces«.

Du har skrevet en bog om en utilpasset indvandrerknægt og eksplicit problematiseret en flerkulturel identitetsskabelse og sprogbrug. Er det ikke at bede om at blive læst 'etnisk'?

»Det er præcis denne tendens, som skal tages op og snakkes om. Men jeg kan desværre se på mine anmeldelser, at jeg skulle have været tydeligere i forhold til mine egne holdninger. Der har været nogle sløsede politiske læsninger, som f.eks. læser Halim som antisemitisk«.

»Romanen er min måde at vise de absurde konsekvenser i Halims sort/hvide tankegang, men visse kritikere har troet, at det var mine ord. Bogen kræver, at man tænker selv og er klar til at tvivle på fortællerstemmen, som ikke altid er helt troværdig. F.eks. fortæller Halim om Salman, en jøde, der har nedgjort Koranen, men Salman Rushdie er ikke jøde«.

Ingen terroristgener
Flere svenske kritikere har udråbt Khemiri til at være del af den nye generation af indvandrerforfattere, som også omfatter Alejandro Leiva Wenger, Johannes Anyuru ogMarjaneh Bakhtiari. Men Jonas Khemiri føler sig på ingen måde beslægtet med sine forfatterkolleger.

»Nej, jeg føler ingen samhørighed med Leiva Wenger og Anyuru, men kan godt lide deres bøger. Man har ikke noget til fælles, bare fordi man har noget udenlandsk i sig. Det er den hvide tanke om et fælles blodsbånd mellem forfattere, der har et udenlandsk navn«.

»Jeg føler mig beslægtet med alle mulige slags mennesker og er mere interesseret i f.eks. en teksts autenticitet - og litterære autenticitetskrav generelt - end om en anden forfatter har et mærkeligt efternavn. Desuden synes jeg ikke, at Khemiri er et etnisk navn. Det er mit navn, og bare fordi min far er fra Tunesien, er jeg på ingen måde noget særligt. Jeg har ikke nogen terroristgener til at ligge og lumre«.

I det hele taget afviser den bevidste forfatter en etnisk tankegang, som han mener er forældet og absurd.

»Ideen om etnicitet har mistet værdi, da det efterhånden er blevet tydeligt, at alle har en egen etnicitet, også svenskere og danskere. Derfor findes der ingen særlig etnisk litteratur. Det er interessant med det her voldsomme fokus på etnicitet, men man skal hellere tænke i kultur«.

Accepterer præmisserne
Bag Khemiris udtalte modvilje mod at blive læst som indvandrerforfatter ligger der paradoksalt nok en accept af vilkårene som indvandrerforfatter. Da han havde sendt sit manuskript til forlaget, var han overrasket over, at de ville udgive det.

»Det undrede mig, at forlæggerne ikke efter 3-4 sider sagde: Hov, ham her kan ikke svensk, det vil vi ikke udgive. Men de fandt ud af, at det var sjovt og turde heldigvis godt udgive det«.

»Jeg vidste også godt, at forlagene i lang tid havde haft lyst til at udgive denne bog, så de har nok set det som en fordel, at jeg havde et eksotisk navn. Så på den måde har jeg vel accepteret præmisserne - og også vilkårene for at blive læst som indvandrerforfatter«.

Kunstig sammenstilling
Din roman har solgt over 100.000 eksemplarer i Sverige, er sat op som drama på Göteborgs Stadsteater og er oversat til flere sprog. Betyder det, at du selv er blevet norm nu?

»Jo, det er jeg måske, men branchen har alligevel stadigvæk en glubsk appetit på alt, hvad der lyder anderledes. Min veninde Marjaneh Bakhtiari er ærkesvensk og aktuel med bogen 'Kalla det vad fan du vill'. Hun bruger alle sine interview på at afvise at være indvandrerforfatter i slægtskab med Leiva Wenger, Anyuru - og mig«.

»Jeg er skuffet over, at vi fire læses sammen, når man ser på alt det andet litteratur, der også bliver udgivet for tiden. Det er en kunstig sammenstilling at kalde os for en bølge, da vi ikke har noget særligt til fælles og ikke føler os beslægtede. Jeg er forfatter og ikke et etnisk talerør«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden