Vi indvandrere mindes skammen og ydmygelserne i Sverige

For nylig forsvarede Sveriges justitsminister, Beatrice Ask, at politiet kunne finde på at antaste folk i Stockholms undergrundsbane på baggrund af deres hudfarve.

Hun antydede også, at passagerer i undergrundsbanen, der blev antastet på baggrund af deres hudfave, overreagerede, og at deres vrede var irrationel. Uden at blinke sagde hun:

»Der findes tidligere dømte, som oplever, at de altid er i søgelyset, selv om det ikke kan ses på en, at man har begået en forbrydelse«.

Det var et interessant ordvalg, »tidligere dømte«. Det er nemlig præcis, hvad vi er. Alle vi, der er skyldige, indtil det modsatte er bevist.

Vi svenskere, der ikke passer ind i den gammeldags, stereotype forestilling om, at en svensker har lyst hår og blå øjne. Vi, hvis personlige erfaringer får os til at tvivle på vores lands internationale omdømme som et paradis, hvor alle har lige muligheder.

Vi mindes skammen og ydmygelserne.

At være 6 år gammel og nærme sig paskontrollen med far, der sveder i hænderne, rømmer sig, glatter håret og tørrer skoene af på bagsiden af buksebenet.

Alle de lyserøde mennesker bliver lukket igennem. Men vores far blive standset. Og vi tænker, at det måske var et tilfælde, men siden ser vi, at tingene gentager sig år efter år.

At være 7 år gammel, begynde i skolen og få en lille introduktion til samfundet af en far, der allerede dengang var hundeangst for, at hans børn ville blive betragtet som lige så fremmede som han selv. Han siger:

»Når du ser ud, som vi gør, skal du altid være tusinde gange bedre end alle andre for ikke at blive afvist af folk«.

At være 8 år gammel og beslutte sig for at blive klassens allerflittigste stræber, verdens største fedterøv.

At være 9 år gammel og blive jaget af nogle skinheads for første, men ikke sidste gang.

At være 12 år gammel, komme ind i en pladeforretning og lægge mærke til, hvordan sikkerhedsvagterne kredser omkring en som hajer.

De taler i deres walkie-talkier og følger lige i hælene på en. Man bevæger sig på en måde, der virker mindst muligt kriminel. Går normalt. Trækker vejret roligt.

Går hen til hylden med cd’er og rækker ud efter Tupacs album på en måde, som tydeligt viser, at man ikke har nogen planer om at stjæle det.

At være 13 år gammel og høre de andres historier.

En vens storebror er blevet smidt ind i en politibil og gennembanket. Fars ven, N., der er blevet samlet op af en patruljevogn og smidt i detentionen for at sove branderten ud, fordi han talte sløret, og på hospitalet fandt de ud af, at han havde en udvidelse af en pulsåre, og til hans begravelse sagde hans kæreste:

»Hvis de bare havde ringet til mig, kunne jeg have fortalt dem, at han ikke drak spiritus«.

Alt imens vores by blev belejret af en fremmedfjendsk mand bevæbnet med et gevær med lasersigte, der skød 13 mørkhårede mænd i løbet af 7 måneder, uden at politiet greb ind.

At være 15 år gammel og sidde uden for en elektronikforretning, da en politibil standser, to betjente stiger ud, beder om at se id, spørger, hvad der er i gang i aften, og sætter sig ind i bilen igen.

Og hele tiden raser der en kamp inden i en. Den ene stemme siger: De har sgu ikke ret til at behandle os så fordomsfuldt.

De kan ikke besætte hele byen med deres uniformer.

De har ikke ret til at gøre os utrygge ved at færdes i vores egne kvarterer.

Men den anden stemme siger: Hvad nu, hvis det var vores skyld? Vi var sikkert lidt for højrøstede. Vi gik i hættetrøjer og sneakers. Vi kunne bare have haft lidt mindre melanin i huden.

Vi havde tilfældigvis nogle efternavne, der mindede dette land om, at det ikke er en ø i havet. Vi var unge. Tingene ville med garanti ændre sig, når vi blev ældre.

Men så skiftede vi hættetrøjen ud med en sort frakke og kasketten ud med et halstørklæde. Vi holdt op med at spille basket og begyndte at studere økonomi.

En dag stod vi uden for hovedbanegården og skrev et eller andet ned i en notesbog (for selv om vi studerede økonomi, havde vi en hemmelig drøm om at blive forfatter).

Pludselig dukkede der en mand op, en kraftigt bygget type med en øresnegl, som forlangte at se noget id, beordrede os til at række hænderne i vejret og slæbte os hen til en politivogn.

Vi passede åbenbart til et eller andet signalement. Lignede åbenbart en anden. I 20 minutter sad vi i vognen. Alene. Og så alligevel ikke helt alene. For i mellemtiden blev vi passeret af 100 mennesker. Og de sendte os et blik, der hviskede: »Der har vi en af dem. Endnu en, der lever op til alle vores fordomme«.

Jeg ville ønske, at du havde været sammen med os i politivognen. Men jeg var alene. Og jeg mødte alle de forbipasserendes blikke og prøvede at vise dem, at jeg var uskyldig, at jeg bare havde stået et sted og set ud på en bestemt måde.

Men det er ikke let at bedyre sin uskyld fra bagsædet i en politibil. Og det er umuligt at være en del af et samfund, når alle andre bliver ved med at antage, at man ikke er det.

20 minutter senere blev jeg løsladt. Ingen undskyldning. Ingen forklaring. Bare et: »Nu må du gerne gå«.

Og vel vidende, at andre har det meget værre, valgte jeg at tie i stedet for at tale. Jeg er trods alt født her. Jeg taler sproget. Jeg risikerer ikke at blive deporteret.

Årene gik, og politikerne fremlagde deres planer om at opspore folk uden opholdstilladelse. Politiet gav sig til at gennemsøge butikscentre, at bryde ind i bryllupsfester og vente uden for gratis lægeklinikker. Familier, hvis børn var født i Sverige, blev deporteret til lande, hvor børnene aldrig havde sat deres ben.

Alle »passede bare deres arbejde«. Sikkerhedsvagterne, politiet, tolderne, politikerne, befolkningen.

Og alt bliver ved det gamle. Den lavintensive undertrykkelse fortsætter, fordi vi ikke evner at omformulere vores forstokkede nationale selvforståelse.

Så i aften vil en gruppe ikke-hvide personer uden for en bar i Stockholm med fuldt overlæg sprede sig for at undgå at blive standset af dørmanden.

I morgen vil folk med udenlandske navne benytte sig af deres partners efternavn, når de forsøger at leje en lejlighed.

Og i dette øjeblik skriver en helt almindelig svensker, hvis forældre tilfældigvis kommer fra et andet land, ’Født og opvokset i Sverige’ på sin ansøgning, fordi hun ved, hvad der ellers sker.

Alle ved besked, men ingen gør noget ved det. I stedet koncentrerer vi os om at forfølge folk, der er flyttet hertil i deres søgen efter den tryghed, som vi er så stolte over at tilbyde nogle af vores borgere.

Og jeg skriver ’vi’, fordi vi er en del af dette fællesskab, dette samfund, dette ’vi’.

Nu må du gerne gå.

Oversættelse: Lorens Juul Madsen