For nylig forsvarede Sveriges justitsminister, Beatrice Ask, at politiet kunne finde på at antaste folk i Stockholms undergrundsbane på baggrund af deres hudfarve.
Hun antydede også, at passagerer i undergrundsbanen, der blev antastet på baggrund af deres hudfave, overreagerede, og at deres vrede var irrationel. Uden at blinke sagde hun:
»Der findes tidligere dømte, som oplever, at de altid er i søgelyset, selv om det ikke kan ses på en, at man har begået en forbrydelse«.
Det var et interessant ordvalg, »tidligere dømte«. Det er nemlig præcis, hvad vi er. Alle vi, der er skyldige, indtil det modsatte er bevist.
Vi svenskere, der ikke passer ind i den gammeldags, stereotype forestilling om, at en svensker har lyst hår og blå øjne. Vi, hvis personlige erfaringer får os til at tvivle på vores lands internationale omdømme som et paradis, hvor alle har lige muligheder.
Vi mindes skammen og ydmygelserne.
At være 6 år gammel og nærme sig paskontrollen med far, der sveder i hænderne, rømmer sig, glatter håret og tørrer skoene af på bagsiden af buksebenet.
Alle de lyserøde mennesker bliver lukket igennem. Men vores far blive standset. Og vi tænker, at det måske var et tilfælde, men siden ser vi, at tingene gentager sig år efter år.
At være 7 år gammel, begynde i skolen og få en lille introduktion til samfundet af en far, der allerede dengang var hundeangst for, at hans børn ville blive betragtet som lige så fremmede som han selv. Han siger:
»Når du ser ud, som vi gør, skal du altid være tusinde gange bedre end alle andre for ikke at blive afvist af folk«.
At være 8 år gammel og beslutte sig for at blive klassens allerflittigste stræber, verdens største fedterøv.
At være 9 år gammel og blive jaget af nogle skinheads for første, men ikke sidste gang.
At være 12 år gammel, komme ind i en pladeforretning og lægge mærke til, hvordan sikkerhedsvagterne kredser omkring en som hajer.
De taler i deres walkie-talkier og følger lige i hælene på en. Man bevæger sig på en måde, der virker mindst muligt kriminel. Går normalt. Trækker vejret roligt.
Går hen til hylden med cd’er og rækker ud efter Tupacs album på en måde, som tydeligt viser, at man ikke har nogen planer om at stjæle det.
At være 13 år gammel og høre de andres historier.
En vens storebror er blevet smidt ind i en politibil og gennembanket. Fars ven, N., der er blevet samlet op af en patruljevogn og smidt i detentionen for at sove branderten ud, fordi han talte sløret, og på hospitalet fandt de ud af, at han havde en udvidelse af en pulsåre, og til hans begravelse sagde hans kæreste:
»Hvis de bare havde ringet til mig, kunne jeg have fortalt dem, at han ikke drak spiritus«.
Alt imens vores by blev belejret af en fremmedfjendsk mand bevæbnet med et gevær med lasersigte, der skød 13 mørkhårede mænd i løbet af 7 måneder, uden at politiet greb ind.
At være 15 år gammel og sidde uden for en elektronikforretning, da en politibil standser, to betjente stiger ud, beder om at se id, spørger, hvad der er i gang i aften, og sætter sig ind i bilen igen.
Og hele tiden raser der en kamp inden i en. Den ene stemme siger: De har sgu ikke ret til at behandle os så fordomsfuldt.
De kan ikke besætte hele byen med deres uniformer.
De har ikke ret til at gøre os utrygge ved at færdes i vores egne kvarterer.
Men den anden stemme siger: Hvad nu, hvis det var vores skyld? Vi var sikkert lidt for højrøstede. Vi gik i hættetrøjer og sneakers. Vi kunne bare have haft lidt mindre melanin i huden.
Vi havde tilfældigvis nogle efternavne, der mindede dette land om, at det ikke er en ø i havet. Vi var unge. Tingene ville med garanti ændre sig, når vi blev ældre.
Skriv kommentar