»Jeg er ikke hævntørstig. Det kommer man ikke langt med. Hvordan skulle jeg fysisk straffe tyskerne?«. »Men jeg er forbløffet og vred over, at jødeudryddelserne kunne finde sted«. »Og med alderen bliver tragedien stadig mere ufattelig«. På flugt Ordene tilhører den jødisk-polske forfatter Janina Katz, der siden 1969 har boet i Danmark. Hvis nogen burde være i stand til at begribe det 'ufattelige', er det hende. Som barn under den hårde tyske besættelse af Polen mistede hun størstedelen af sin familie og slægtninge. Selv blev hun smuglet ud af en fangelejr i 1943 og skjult hos polske katolikker. Det reddede hendes liv. Som voksen måtte hun også flygte, da en stærkt jødefjendtlig kampagne skyllede hen over det kommunistiske Polen i kølvandet på Israels sejr i seksdageskrigen i 1967. Sidste generation Med myrderier og antisemitisme som en del af livets bagage forklarer 65-årige Janina Katz, at en løs omgang med historien vil være en hån imod ofrene samt de mange allierede soldater og modstandsfolk, der kæmpede for frihed. »Jeg hører til den sidste generation, der blev dømt til døden«. »Med min generations bortgang vil der ikke være nogen tilbage som har mærket de nazistiske rædsler på egen krop eller hørt om det fra overlevende familiemedlemmer«, siger hun. Familien udslettet Et gulnet fotografi i hendes lejlighed viser en forsamling af kønne og livfulde kvinder på strandtur nogle år før krigen. De blev myrdet hver og en. Hendes far blev skudt og bedsteforældrene sendt i gaskammer. Kun hendes mor overlevede deportationen til Auschwitz, mens hendes 9 år ældre fætter klarede sig ved at skjule sin jødiske identitet og leve som gadebarn. Selv om Janina Katz har haft sin opvækst i Krakow, som er den nærmeste store by til Auschwitz, har hun ikke besøgt det store lejrkompleks. »Jeg har ikke været i stand til det. Ikke endnu. Min mor, der havde en meget sarkastisk humor, plejede at sige: Du behøver ikke tage dertil. Jeg har været der i højsæsonen! Men i mit inderste tænker jeg, at det måske vil være mest respektfuldt en dag at besøge det sted, hvor mange af de mennesker, jeg har kendt, blev ydmyget, pint og dræbt. Det skylder jeg dem«. Ikke tabu Jødeudryddelserne var ikke et tabu i efterkrigstidens Polen. »Der er en forestilling her i Danmark om, at der blev lagt låg på jødeudryddelserne. Men det er ikke sandt. Der var ganske vist stadig udslag af antisemitisme, men i et land, der havde lidt så meget, og hvor millioner af indbyggere var omkommet, var den jødiske ulykke på en måde 'normal' og derfor ikke omgærdet af synderlig mystik«. Heller ikke mellem Janina Katz og hendes mor var Auschwitz et 'ikkeemne': »Min mor hørte til den kategori af overlevende, der var i stand til at tale om sine oplevelser, men jeg bebrejder mig selv kraftigt ikke at have udspurgt hende mere indgående om en række faktuelle forhold«. Moderen havde sit nummer tatoveret på den ene underarm, men derudover er det sparsomt, hvad Janina Katz egentlig ved om hendes tid i Auschwitz. »Mine forsømmelser er skammelige. Jeg er ikke klar over, hvornår hun kom til Auschwitz, eller hvor længe hun sad der. Hvilket år, hvilken måned? Jeg ved det ikke. Jeg ved blot, at hun ved den frygtede selektion foran dr. Mengele, som sendte alle, han anså for uarbejdsdygtige, direkte i gaskammeret, blev fundet for rask til at skulle dø med det samme«. Holocaustbenægtelsen I de sidste 15 år er der sket en vækst i antallet af publikationer og artikler på internettet, der forsøger at tilbagevise tilintetgørelsen eller så kraftig tvivl om dens karakter. Denne 'historierevisionisme' eller 'holocaustbenægtelse', der fortrinsvis findes i nynazistiske kredse, gør Janina Katz bekymret: »De, der spreder løgne, skal ikke have lov at dække mordernes spor. Først prøvede de at tilintetgøre jøderne, og nu prøver de at tilintetgøre sandheden om jødernes skæbne. Jo mere historieløse vi bliver, desto mere risikerer vi at gøde jorden for antisemitternes ideer«, bemærker hun. Myter og fortrængninger På indvendingen om, hvorvidt det er en reel risiko, når der f.eks. alene sidste år udkom fire danske bøger om Auschwitz og den nazistiske racepolitik, lyder hendes svar: »Det er godt, at så vigtige bøger skrives af danskere og udgives af etablerede forlag, og jeg har da også indtryk af, at de fleste mennesker her i landet kender til udryddelsen af jøderne«. »Men de pågældende bøger er jo skrevet, i takt med at historierevisionisterne har fået mere medvind. Og det er ikke rart, når man ved, at mange især yngre mennesker ikke har det fornødne kendskab til nazismens historie og dens konsekvenser«. »Den mangelfulde omgang med de historiske data var jo den direkte årsag til, at politikere og historikere i 2001 gik sammen om at vedtage en international Auschwitzdag. Myter, fortrængninger og usandheder skal ikke have lov at tilsmudse ofrenes minde. Dét må vi hele tiden kæmpe for«. Total tilintetgørelse Janina Katz tilslutter sig ikke den opfattelse, der fremføres af kendte israelske forfattere og intellektuelle som Amos Oz og A.B. Yehoshua om, at for meget fokus på den jødiske tilintetgørelse fjerner opmærksomheden fra andre folkemord. »Tværtimod«, påpeger hun, »ved at fremhæve s hoah er man da netop med til at minde om Sovjetunionen, Kina, Cambodja og Rwanda, og hvor der ellers er foregået massemyrderier«. Shoah? »Ja, jeg bruger helst ikke betegnelsen 'holocaust'. Det er et uheldigt udtryk, der oversat fra græsk betyder 'brandoffer' og antyder, at man villigt har ladet sig brænde. Jeg foretrækker ordet 'shoah', som er det, man bruger i Israel. Det betyder 'total tilintetgørelse'. Og det var, hvad nazisterne forsøgte med jøderne og i vidt omfang formåede«. »En meget stor del af den jødiske kultur i Europa, især østpå, blev tilintetgjort. Vi må kalde tingene ved deres rette navn, ellers bliver vi immune over for ordenes betydning. Lad os tale om tilintetgørelse, for det er, hvad det var. Hverken mere eller mindre«. Farligt hukommelsestab Janina Katz afviser ikke, at også andre folk har lidt voldsomt, men i hendes øjne er shoah en unik forekomst på grund af nazisternes sigte med total udryddelse. »Med al respekt for andre menneskers lidelser er shoah et særligt fænomen i verdenshistorien. Den jødiske erfaring er unik, fordi det var første gang, at et folkefærd blev kollektivt dømt til undergang. Nogle betragter denne dag som en mindedag for alle folkemordsofre, men det er en udvanding af Auschwitz«. »Nazisterne ville ikke bare gøre det af med de kloge, de bebrillede, dissidenterne eller andre opsætsige typer. De ville myrde os alle rub og stub. Først i Europa, dernæst i Amerika og Mellemøsten og siden i Asien og Afrika. Og hvis der kunne opdrives en enkelt jøde i Alaska, skulle de nok også prøve at slå ham ihjel. Vi skulle fjernes fra Jordens overflade og skrives ud af historien«. »Auschwitzdagen er den bedste påmindelse om, at det trods alt ikke lykkedes, og samtidig vores forsikring mod et farligt hukommelsestab«.