Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

SPROGMAGIKER. Folks forestilling om, at de skal forstå noget, gør, at nogle finder hendes bøger svære at læse, mener Preisler. Den bedste læsning er den umiddelbare oplevelse med alle sanser. Foto: Morten Langkilde

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Heksen

For Juliane Preisler er sproget som tryllestøv, og skriveprocessen foregår nærmest i trance. Skriften er magisk og skal derfor ikke analyseres, mener hun.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

»Jeg læser ikke andre danske forfattere overhovedet«.

»Jeg læser kun på engelsk, en sjælden gang på svensk, og som regel helt andre genrer - science fiction, fantasy og sådan noget - end dem, jeg selv skriver i«.

»Jeg går næsten aldrig på museum og så at sige aldrig i teatret eller i en biograf«.

Sådan siger Juliane Preisler, 45, mens tusmørket falder, og vi om lidt skal tænde stearinlys. Tidspunktet passer meget godt til den magi, hun gerne vil skabe i sine bøger.

Hjemløs kvinde
For et par uger siden udgav Juliane Preisler den af flere anmeldere stærkt roste roman 'Lyse tider'.

Måske hendes hidtil mest humoristiske og let tilgængelige bog, hvori vi følger en kvindes pludselige skift fra ægteskab og villa til hjemløse venner og en bænk på Hovedbanegården.

Derudover består forfatterskabet af godt en snes romaner, digte og skuespil, som siden digterdebuten i 1983 er kommet i en lind strøm.

Kærlighed som hovedtema
Og apropos biograf, så dannede Juliane Preislers psykologiske gyser 'Dyr' fra 1992 grundlag for Susanne Biers film 'Sekten' fra 1997.

'Dyr' handler om et desillusioneret ægtepars forsøg på også at ødelægge kærlighedslivet for andre.

Ifølge Juliane Preisler handler alle hendes værker om kærlighed.

For tæt på
Hvorfor læser du ikke danske forfattere?

»Jeg tror, det er, fordi det ligger for tæt på det, jeg selv beskæftiger mig med«.

»Folk, der arbejder med det danske sprog på en måde, der ligger meget tæt på det, jeg selv kan, synes jeg ikke er så spændende«.

»Hvis jeg skal have kunstoplevelser, vil jeg snarere gå til en anden genre«.

»Siden skolen har jeg ikke læst dansk litteratur af egen drift. Så det ville være forfærdeligt for mig at sidde i et eller andet udvalg og skulle læse meget og være dømmende«.

Reserveret
Du har da været anmelder?

»Jo, men ikke ret længe! Jeg var anmelder på Information i cirka to år (1985-86, red.). Jeg bliver tit bebrejdet, at jeg ikke holder mig orienteret, og jeg forstår det godt. Men det er ikke naturligt for mig at søge oplevelser i noget, jeg selv beskæftiger mig med. Der holder jeg arbejde og fornøjelse ret adskilt. Og dansk litteratur er mit arbejdsfelt«.

Kan det ikke give problemer, når du er sammen med kolleger, at du ikke har læst deres ting?

Grinende: »Jeg møder ikke så meget kolleger. Jeg er en forholdsvis reserveret person, og jeg render ikke til receptioner. Jeg havde Morti (Vizki, med hvem hun i 1992 udgav ungdomsromanen 'Kys', red.), og jeg kender da en del af mine kolleger. Men jeg ved heller ikke, om de har læst mine bøger. Men det er egentlig ikke noget, man snakker om ...«.

Fantasiens favntag
I 1994 udgav Juliane Preisler romanen 'Kysse Marie. En historie om Marie Grubbe'. Det var en bestillingsopgave fra Gyldendal, og så var der ligesom ingen vej uden om at læse J.P. Jacobsens 'Fru Marie Grubbe' fra 1876.

»Jeg læste den mest for at se, hvordan en mand havde gjort. Men som kilder brugte jeg absolut ingenting. Jeg har ikke engang slået efter i 'Dansk Biografisk Leksikon'. De historiske romaner, jeg har læst, var ufatteligt kedelige, når de var grundigt researchede«.

»De værste er dem med en halv sides fodnoter. Min bog er meget fritsvævende i forhold til hendes virkelige historie. Og hvis jeg heller ikke havde kendt den, havde jeg kastet mig endnu dybere ud i den fri fantasis favntag ...«.

Efter eget udsagn har Juliane Preisler nemlig ingen problemer med at finde på. Hun har tværtimod problemer med at holde styr på det, der kommer »væltende ud«.

Følelsesmæssig flytning
Hvad er det, kunsten kan?

»Flytte os følelsesmæssigt fra det sted, vi var og troede, vi var, på en blivende måde. Flytte os ud af os selv og et andet sted hen. Og det gælder alle kunstarter. Jeg har ofte oplevelser af, at klassisk musik kan gøre det for mig. At opleve stor kunst - når det fungerer for en - er en mærkelig blanding af genkendelse og ikke-genkendelse. Noget, der ligner én, og noget, der ligger uden for én«.

Kan kunsten også flytte os kollektivt?

»Dér tror jeg nok for meget på, at vi er forskellige. Hvis et kunstværk er ment som kunstværk og kun som kunstværk, har jeg lidt svært ved at forestille mig det. Jeg kan bedre forestille mig en filosofisk eller politisk bog, der har den virkning. Men det at ville flytte folk er en meget dårlig drivkraft for en kunstner!«.

Musikken i sproget
Hvad er drivkraften for dig?

»Jeg fristes til at sige lidt frækt, at drivkraften er, at skrivningen er det, jeg er ultimativt bedst til! Det er så indlysende og har været det, fra jeg var barn. Der er også andre ting, jeg er god til, men det her var noget, som jeg var indlysende meget god til. Og det giver i sig selv en stor, stor fornøjelse«.

»Jeg har altid skrevet, der har ikke været nogen periode i mit liv, hvor jeg ikke har skrevet. Men i lang tid, faktisk op til ganske kort før jeg debuterede, havde jeg ingen særlig ambition om at få det ud, mærkeligt nok. Det var selve det at skrive, der var så vidunderligt for mig«.

Fabuleringen eller sprogbeherskelsen især?

»Begge dele. Det skrevne (og læste) sprog ligger meget, meget tættere på musik, end vi normalt beskriver det. Derfor bliver jeg også fortvivlet, når folk spørger mig, hvad meningen er med dette eller hint. For man spørger ikke, hvad meningen med en Mozart-symfoni er«.

Tryllestøvet
Juliane Preisler tænker overhovedet ikke, når hun skriver.

Er det nydelsesfuldt for dig?

»Ja, kolossalt! Det er virkelig en fornøjelse for mig«.

Også selv om du skal lave det om og lave det om?

»Det gør jeg så ... ikke ret tit! Det kommer faktisk meget færdigt ud. Selvfølgelig kan jeg bagefter synes, at noget ikke holder. Men så vil det være mere typisk for mig, at jeg smider det væk, end at jeg laver det om. Sproget er min forbundsfælle, min ven, og ikke noget, jeg kæmper med«.

»Det er nærmest som noget tryllestøv, jeg kan kaste rundt med, og det er helt vidunderligt. Jeg har heller aldrig oplevet den berømte angst for det hvide papir. Jeg sætter mig ned, og da jeg ikke er religiøs, kan jeg ikke sige, det kommer fra oven, men det kommer et eller andet sted fra - ligesom ned igennem mig og ud«.

Så du opfatter dig selv som et medium?

»Mnja, men et medvirkende medium. Det skal nødig lyde, som om det slet ikke koster mig noget. Det er jo på den anden side heller ikke rigtigt, for når jeg rejser mig fra at have siddet og arbejdet intenst, er jeg meget, meget træt«.

Oplevelse med alle sanser
Du siger et sted, at »Den litterære kunst er af samme stof som en tryllekunstners trick«.

»Ja, jeg oplever det klart som en form for magi. Hvis jeg sidder og skriver, og det flyder på den rigtige måde, oplever jeg det som magisk. Også hvis jeg sidder og læser det bagefter, og det fungerer!«.

Du har ikke meget tilovers for litterær analyse: »Enten gennemskuer den analytiske fornuft tricket, og så er det ikke længere nogen kunst. Eller også er tryllekunstneren faktisk en ægte troldmand eller -kvinde, og så er der jo slet ikke noget at gennemskue«. Analysen er vel ikke sat i verden for at gennemskue tricks?

»Jeg mener det faktisk: Den oplevelse man får, når man læser, er den værdifulde. Jeg synes ikke, det er så værdifuldt at kigge på noget to eller tre gange til og så tænke: 'Nå! der kunne også være den og den sammenhæng'. Jeg mener, at den umiddelbare oplevelse med alle sanser, du får, når du læser, er den 'rigtige'«.

Lukket læsning
Hvilken rolle spiller så læserens kompetence for dig?

»Ingen overhovedet! Ingen overhovedet. Jeg tror slet ikke på læserkompetence. Det eneste krav, jeg stiller til min læser, er åbenhed! Det er jo sket for mig, at folk siger, at mine bøger er svære at læse. Og der vil jeg være tilbøjelig til at føle, at det er blokeringer inde i dem selv, der gør, at de oplever det som svært. Og meget ofte desværre en eller anden forestilling om, at de skal forstå noget«.

»At de netop ikke har den umiddelbare tilgang, men synes de skal bagom eller kringle sig ind under... Og det er jo noget, Fanden har opfundet, den der vaneforestilling om, at der er en underliggende mystisk struktur eller mening. Den er dræbende for en åben læsning, mener jeg«.

Den dræbende analyse
Kan det ikke tænkes, at man som læser ikke nødvendigvis er på højde med bogen, så dens skønhed ikke folder sig ud første gang, man læser den?

»Så vil jeg - så polemisk som jeg et eller andet sted også mener det - sige, at så er det en dårlig bog! Uanset det, du kalder kompetence, skal den meget gerne kunne give en hvilken som helst læser oplevelsen umiddelbart. Det er mig også helt fremmed at læse noget to gange!«.

Er du ikke interesseret i, at folk læser dine bøger to gange?

»Det må de meget gerne, men jeg ville blive gladere for, at de får de fulde oplevelse første gang. Jeg synes absolut, det er bedst, hvis noget er umiddelbart virksomt, og der ikke skal tages et analytisk apparat i brug«.

Fortryder uddannelse
Er det så ikke paradoksalt , at du er magister i litteraturvidenskab?

»Det er også noget, jeg betragter som et fuldstændigt fejlgreb i mit liv. Jeg gennemførte det af ren stædighed. Det tog mig seks år, og jeg var tre år inde i det, da det gik op for mig, at det var en total fejltagelse det her«.

»Nogenlunde samtidig fik jeg så at vide, at det, jeg skrev, var for godt til bare at have liggende hjemme hos mig selv. Da havde jeg taget en hel del af selve magisterkonferensen. Det ville være noget sjusk at stå af. Hvorfor det tog mig tre år, kan jeg ikke lige gøre rede for, men jeg var jo et forvirret ungt menneske, der kom lige fra gymnasiet«.

»Jeg var yderligere så vanvittig uheldig i tidsmaskinen, at da jeg startede, kunne det ikke være værre: Marxismen var på sit højeste, og den meget, meget hårdtslående betonfeminisme var også på sit højeste. Det første, jeg blev sat til at læse på litteraturvidenskab, var 'Das Kapital'. Heldigvis læser jeg meget, meget hurtigt, og i modsætning til nogle af mine medstuderende var jeg god til fransk, tysk og engelsk«.

Magiske mennesker
Fordi hun ikke tænker, når hun skriver, 'prøver' Juliane Preisler ikke på noget og lader sig heller ikke påvirke af, hvad folk siger om hendes bøger. Tilgængelighed er således ikke et mål - og kan ikke være det, mener hun. »Jeg tror ikke, der kommer gode bøger ud af det«.

Men hun kan ikke lade være med at skrive. »Hvis noget forhindrer mig i at arbejde, får jeg det virkelig dårligt. Jeg skriver hver eneste dag«, siger hun.

Kan du bruge noget selvbiografisk stof overhovedet?

»Jeg kan sagtens gå en tur på gaden og se ind i andre menneskers ansigter og få en oplevelse ud af det, som på en eller anden måde bliver brugt i noget arbejde. Men det er ikke selvbiografisk. Jeg har naturligvis traumer ligesom alle andre, jeg har bare aldrig selv registreret, at det er noget, jeg har taget fat i«.

»Men jeg bruger ustandselig mine oplevelser af andre mennesker, som jeg netop oplever som magiske. En mangfoldighed af helt usandsynligt forskellige mennesker og usandsynligt forskellige måder at tænke og føle på. Hvis det kan lade sig gøre, vil jeg gerne skabe magi. Og analyse og magi udelukker hinanden«.

Hekseri
Er magi ikke en lidt tvetydig størrelse, der også handler om forførelse?

»Læseren må meget gerne blive forført! Men måske er min egen sammenligning af mig selv med en tryllekunstner ikke så god. Jeg skulle snarere sige en heks eller en troldkvinde. Jeg kan godt have en fornemmelse af at hekse, når det kører«.

»Med fare for at lyde ubeskeden tror jeg også, jeg er god til at se magien i tingene, i noget som for andre måske ville virke meget dagligdags eller gråt. Som regel kan jeg se det som noget, der glitrer, eller noget, der er magisk«.

Det er måske noget, du tilføjer det?

»Ja, det kan man jo diskutere: Om det magiske kommer inde fra en selv, når man fører sin tryllestav hen over tingene. Eller om de er eventyrlige og magiske hele tiden, og vi bare ikke kan se det«.

En tilstand af 'ikke-tænken'
Kan det så ikke kaldes din ambition: at få folk til at se magien?

»Nej, for det lyder, som om jeg tænker, når jeg arbejder. Og det gør jeg altså ikke! Den tilstand, jeg er i, minder utroligt om folks beskrivelse af trance. Min puls går ned, og jeg bliver iskold. Det er i den grad en tilstand af 'ikke-tænken' i almindelig forstand«.

»Så alle spørgsmål om, hvad jeg havde tænkt mig, og hvad jeg har som ambition, lægger alt for meget bevidsthed af almindelig art i det. Og dér er jeg slet ikke. Jeg skelner ikke mellem krop og ånd. Der er ikke noget, der hænger så godt sammen som krop og ånd. Det er noget skidt at skille det ad«.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden