Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

NÆRVÆR. Personligt nærvær gør en kolossal forskel i den internationale forhandlingsverden, hvor marginalerne tæller, siger Hans Jakob Helms. Foto: Thomas Borberg

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Bjørnejæger med slips

Hans Jakob Helms blev en af bogsæsonens store overraskelser, da han med 'Dansen i Genève' gjorde embedsmandsfiguren til vaskeægte menneske.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Et nyfødt dansk barn i Østgrønland fik en afdød storfangers sjæl.

55 år, mange fløjlsjakkesæt og en vellykket bog senere har han gjort storfangst. Og byttet er ham selv, Hans Jakob Helms.

Han fik følge af Bjørne-Hans, da han lå isoleret i et værelse de første 3-4 måneder af sit liv. Året var 1949.

Opkaldt efter jæger
Udenfor hærgede en epidemi Østgrønland.

En fangerkvinde havde besluttet at lade storfangerens navn vandre til det danske lægebarn, og forældrene sagde ja til at opkalde drengen efter bjørnejægeren (og farfar Hans Jakob, hvis sandheden skal frem). Sådan lyder overleveringen.

»Ja, og nedenunder holdt de høns. Så har jeg fået pip fra begyndelsen, er det ikke min skyld!«.

Sjældent litterært miljø
Hans Jakob Helms demonterer selv det højstemte med selvironi og humor. Han bryder sig ikke om nogen bestemt tro eller overtro, men tror fuldt og fast på det mirakuløse i en god historie. Og på lykken ved at skrive dem selv.

Da hans fortællekreds 'Dansen i Genève' udkom i september på Merete Ries' forlag, anede de færreste, hvem han var - ingen huskede forfatteren til en socialistisk krimi fra 1977 kaldet 'Giftpølen', og godt det samme, den blev tværet ud, her i bladet af Bent Mohn, som kaldte den flad som kunst, men effektfuld som propaganda - Helms var kommunismens svar på Ib Henrik Cavling!

Men anmelderne, der fik Ries' udgivelse i hænderne i år, var ikke i tvivl: Her var både den gode historie og en vidende og elegant forfatter, der havde levet længe og intenst i et miljø sjældent set i skønlitteraturen, og som nu skrev om det.

Humor og nærvær
Bogen består af seks fortællinger, der følger en jegfortæller rundt på kloden til møder og konferencer i den internationale forhandlingsverden. Fra Nordatlanten over Sameland til USA, Botswana, Sydamerika, Alaska og Schweiz repræsenterer han Grønlands interesser i spørgsmål om bl.a. havret, beskyttelse af miljø, internationale arbejdsmarkedsregler og ikke mindst de oprindelige folks rettigheder.

»Præambel, redaktionsgruppe, rapporteur, lookalike-princippet og havretskonvention er ikke ord, der plejer at optræde i skønlitteraturen, og den verden, som de hører hjemme i (...) ses kun sjældent som andet end ret overfladisk skitserede kulisser«.

»En af grundene er vel, at de allerfærreste forfattere har nogen direkte erfaring med denne del af virkeligheden«, skrev Thomas Harder i Politiken. Men det har Hans Jakob Helms.

»Han ved, hvad han skriver om, og hvor han vil hen med det, og som læser nyder man godt af hans skarpe blik og sans for nuancer i sprog og gestus og af hans evne til at veksle mellem en humor a la 'Javel, hr. minister' og et stærkt og varmt nærvær«, lød de afsluttende ord fra Harder til læserne og Helms.

Den store hvide mand
Den store, hvide mand »fra vikingestammen i Jylland«, der fortæller historierne i 'Dansen i Genève', ligner til forveksling ham, der tager imod i lejligheden på Sortedam Dossering med argentinsk tango drønende ud af højtalerne »for at komme i stemning«, mens han piler rundt for at få sine tvillingedøtre ud af døren og teen brygget.

Hans grønlandske advokathustru med eget firma og filial i Grønland er i Nuuk 60 procent af tiden, og Helms må klare, hvad der skal klares med husholdning, tre hjemmeboende døtre og arbejde.

Håret har fået lov at vokse siden tiden med de mange internationale konferencer, der nu ligger bag ham.

Hænderne er bjørnelabber, varme, faste og livligt gestikulerende, øjnene har et drilsk drenget blik, der fejer hen over interiøret for at udvælge tupilakker, fugle og isbjørne til fremvisning. Stemmen er dyb med en sprød kant, der knækker over i spruttende grin, når chancen byder sig.

Stempel i panden
Helms arbejder som sekretariatschef for Den Nordatlantiske Gruppe i Folketinget, men jakkesættet er ikke længere en nødvendig rollerekvisit. En spindoktor på Christiansborg kan klæde sig, som han vil, og Helms har brug for den frihed nu.

»Da jeg blev ansat som assistent af Finn Lynge (Grønlands mand i EF-parlamentet 1979, red.) og skulle til Strasbourg første gang, gik jeg ud og blev klippet, fik jakkesæt, slips, fine sko, hele lortet. Og så transformerede jeg mig ind i rollen som mappebærer og international forhandlingsaktør«.

»Det er faktisk først i det sidste par år og nu i forbindelse med, at jeg har fået bogen ud, at jeg har frigjort en anden rolle for alvor. Nu kan jeg sige SLUT! Jeg behøver ikke mere. Jeg er færdig. Jeg vil ikke mere. Jeg vil gerne være forfatter. Og også gerne spindoktor«.

Exit jakkesættet med hvad dertil hører af identitet - selv om han til enhver tid kan gå ind i rollen igen, som fotoet viser. Anderledes vanskeligt er det at slippe af med det, han kalder sit grønlandske stempel i panden.

Med egen mund
»Mit arbejdsliv har altid haft med Grønland at gøre på den ene eller den anden måde. På nær min tid som ulands- og kulturredaktør på Det Ny Notat i slutningen af 1970'erne og ansættelsen i kulturinstitutionen Nordatlantens Brygge 1999-2001, - ja, dér er Grønland jo også med, kan man sige. Og nu arbejder jeg i Folketinget med Grønland igen«.

Man får lyst til at tilføje, at Grønland har været der, siden han blev født, og med en grønlandsk familie og scenarier til indtil flere romaner med arktisk fortegn på tegnebrættet vil landet formentlig være der, til han dør.

Men pointen med det grønlandske stempel er et andet. Det handler om, hvad man kan tale med ham om. Og i egne øjne har han meget mere at berette end erfaringer, der er knyttet til det isklædte univers i nord. Berette med egen mund.

»I mit arbejde har jeg brugt mit skriveri til alle mulige andres glæde end min. Jeg skrev og skrev og skrev, taler, referater, indstillinger, valgoplæg. Jeg har talt fra samtlige talerstole stort set i hele verden. Fra FN, fra EU, fra Folketinget, fra Nordisk Råd. Men på andres vegne«.

Udviklingsroman
Så da han kom hjem fra Grønland sidste gang, i 1999, satte han sig ned for at skrive for sig selv. »Jeg ville ikke skrive mine erindringer. Det er for tidligt. Men på den anden side har jeg fået foræret et liv med så afsindigt spændende oplevelser, som ikke alle andre har, og som jeg gerne vil dele med jer«.

Hans Jakob Helms bed blyanter i sommerhuset ved Vesterhavet og snublede da ind i den form, han siden brugte i fortællingerne i 'Dansen i Genève'. Det var nærmest en oplevelse af, at formen valgte ham, fortæller han. Faktuelle erindringer bygget ud med temaer og elementer, som kommer til undervejs, så historierne hæver sig op over almindeligt referat.

»Fortællingerne i bogen er jo egentlig skrevet som selvstændige historier. Det er først et stykke hen ad vejen, det går op for mig, at jeg skriver på en udviklingsroman«.

Med to hovedspor. Det ene er den fortsatte historie om de internationale forhandlingers bevægelser i slowmotion hen over kontinenterne, bevægelser, som aldrig afsluttes og måske netop har deres skønhed deri - »processen er fortløbende, der sker noget hele tiden, problemet opstår først, når vi holder op med at tale med hinanden«. Det andet er jegpersonens konfrontationer med mennesker, landskaber, kulturer og ikke mindst sig selv.

Fiktion på facts
Da Helms skrev, var det hele ét spor. Det er anmelderne, der - ganske korrekt - har set de to, men de blev til, som han selv har levet dem i sit liv, som et sammenhængende hele af stærke, til tider helt surrealistiske oplevelser. Som da fem-seks storøjede dybt naive indianere i Alaska bad den hvide mand om optagelse i 'The Danish Nation', fordi det angiveligt gik så godt for Danmark og Grønland.

»Vi har været oppe ad den flod, vi har været ude i den landsby, til det møde, det ser ud, som du har fået det beskrevet, vi har siddet hjemme hos bedstemoderen, det var lidt mere primitivt og mindre værdigt, men alligevel, vi spiste laks, og til sidst bad gutterne om at blive optaget i den danske nation. Vi troede, det var løgn!«.

I bogen ender historien om 'The Danish Nation' dog anderledes. Her er det indianeren, der får det sidste ord, og jegfortælleren må rejse derfra med en verbal afklapsning for manglende respekt for andre folk, der svier langt ind i sjælen. Hustruen Aviâja Helms elskede det. Nåå lille indianer, nåå lille grønlænder - det kommer ud på et.

»Pointen er, at jeg laver fiktion oven på facts, og jeg gør det, fordi jeg har en større bevidsthed om sammenhængene nu, end da jeg var på stedet i situationen. Det gælder hele bogen. Jeg er ikke ude efter at fortælle en erindring, men at fortælle en forståelse«.

Partituret
Et partitur er ifølge ordbogen noderne til et musikstykke med alle stemmerne skrevet op under hinanden, så deres bevægelser kan aflæses parallelt. I musikkens verden er det især beregnet på dirigenten, men Hans Jakob Helms bruger begrebet anderledes som centralt tema i sin bog.

»Lær at læse partituret, for nu er du i de skjulte dagsordeners land«, siger operasangeren Ásmundur fra Island til vores uprøvede fortæller på de første sider, og Ásmundur ved, hvad han taler om.

Han er ikke bare professionel operasanger, men også en branddygtig politiker, der i virkelighedens verden hed Gudmundur og sagde som beskrevet til Helms. Lærte han det så, blev han dirigent?

»Jeg ved det ikke«. For første og eneste gang er Helms' store stemme næsten uhørlig. »Der er stadig situationer, hvor jeg sidder til møder og tænker »du fatter ikke en skid. Der foregår noget her, og du aner ikke, hvad det er«. Det er det, jeg prøver at sige i epilogen - »Helt sikker blev jeg aldrig««.

»Det er som at deltage i et spil kort, du er aldrig sikker på, hvad de andre har på hånden. Du kan ikke være sikker på at vinde. Du kan gamble. Men de mennesker, der sidder derude, og som folk hidser sig op over - embedsmænd, bureaukrater - de er hamrende dygtige. Og så kommer der en bondedreng fra Horsens og lander midt i det. Det tager lang tid«.

Dybt værdige mennesker
»Jeg kan huske første gang i EF-parlamentet i Strasbourg, da jeg stod der i mit jakkesæt og følte mig som voyeur. Nu kan jeg gå rundt i alle salene og føle mig som deltager og at jeg har lov at være der«.

»I den proces opdager du, at de andre er helt almindelige mennesker, alt andet end papfigurer. I mange år var det en irritation, at i og med at man var bureaukrat, var man også et røvhul. Punktum. Det var vi alle sammen enige om«.

»Og så vandrer jeg altså rundt mellem en hel masse bureaukrater, og er det selv, og synes, det er utroligt velmenende mennesker, der forsøger at gøre et kæmpe stykke arbejde for os alle sammen så godt som muligt. Men bare titlen er nok. Du ser en skrankepave med sit stempel, der bare er ude på at genere dig mest muligt. Det er helt forkert«.

»Hvis jeg med min bog har gjort noget for at brække de antagelser ned, er jeg fuldstændig lykkelig. For vi taler om rigtige mennesker, dybt værdige mennesker, der gør et anstændigt arbejde«.

Den gode historie
Man kan tage Helms i at lade en gekko sende fortælleren et overbærende blik med sine livløse øjne, men man skal ikke regne med, at man kan få ham til rode sig ud i filosoferen over livforladte systemers ligegyldighed over for det enkelte liv, magtesløsheden under jakkesættet etcetera.

Adjektiverne 'overbærende' og 'livløse' sammen? Der skulle nok bare have været læst bedre korrektur, replicerer han.

»I bogen er der jo også en masse banalt ubegrundede ting, som er der, fordi jeg synes, det var et fedt billede, en god historie, krydderi på suppen - det behøver ikke være så fandens filosofisk alt sammen, altså!«.

»Det væsentligste er at fortælle en god historie, og hvis du vil belemre andre med det, du skriver, så sørg for at underholde dem imens. Det har været mit hovedmotiv«.

Konstruktiv troskraft
Sådan lader det til at være helt igennem med Helms. Dansen går mellem at nyde livet, sanse det, »æde det«, som han siger, uden at tænke sig gul og grøn i ansigtet, og så alvorligheden, der har fået ham til at beskæftige sig med bl.a. oprindelige folks rettigheder gennem det meste af arbejdslivet.

Bogen er fyldt med musik og dansetrin vævet ind i de tunge forhandlingsbevægelser. Helms vil have noget til at danse.

»Kunsten, troen og magten. Det smukke liv for mig er, at du, hvor som helst du befinder dig, er i stand til at kombinere de ting. Hvis de kører alene uden reference til hinanden, bliver de enten golde eller meningsløse eller direkte negative«.

»Ren pengemagt er negativ, laver du kunst uden forhold til virkeligheden, er det ligegyldigt. Og troen, ikke den kristne, men troen som sådan, det at have troskraft, tro på sammenhæng og mening - den er konstruktiv, men ikke når den bliver manisk. For mig handler det om at få de tre ting til at gå op i en højere enhed. Så bliver det smukt. Også politik bliver smukt«.

Ny identitet
Bjørnejægeren Hans Jakob Helms er ude at jage på isen, og skal man tro den samiske halvsigøjner Rauna fra bogen (der dog aldrig læste hans hånd i virkeligheden) vil han finde sig selv.

»Hvad handler det alt sammen om? Hvis ikke du skriver for bare at tjene penge, bruger alle dem, jeg kender, der har skrevet, det til selvterapi, til at lede efter sig selv, til at give sig selv et frirum«.

»Svaret er, at det giver mig en ny sikkerhed, som jeg er meget glad for. Jeg snakkede med min gode veninde Vigdís Finnbogadóttir (tidl. præsident i Island, red.) om, at jeg glædede mig sådan til, at den bog kom ud, for så ville jeg få min egen platform at stå på. Og som hun sagde: »Det var sandelig også på høje tid«. Hun har ret, jeg er jo temmelig gammel«.

»Men pointen er, tilbage hvor vi startede, at jeg har det Grønlandsstempel siddende i hovedet, folk møder mig og begynder at snakke Grønland lige med det samme. Det kan jeg blive virkelig træt af. Men nu begynder de at snakke forfatterskab i stedet for«.

»Godt nok spiller Grønland stadig en rolle, men ikke så stor. Argentina har for eksempel også fået en rolle, ligesom Afrika har. Det giver mig en ny identitet, som jeg har tænkt mig at holde mig til. Det giver stor ro i forhold til bjørnejagten«.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden