Den irske forfatter George Bernard Shaw mente, at den kraftfulde evne til at gøre præcise iagttagelser ofte kaldes kynisme af dem, der ikke besidder den. Og måske er det grunden til, at den flamske forfatter Dimitri Verhulst er blevet kaldt en fuldendt kyniker. For hans seneste bog, 'Hotel Problemski', er netop spækket med spiddende præcise iagttagelser. Feltarbejde Bogen handler om en række grufulde flygtningeskæbner og deres hverdag på et belgisk asylcenter. Verhulst skrev bogen på baggrund af et ophold på et asylcenter i Arendonk i Belgien. Opholdet var aftalt med asylcentrets leder, der mente, at det kunne afhjælpe racismen og de overfald, asylsøgerne blev udsat for, hvis man gav beboerne i den omkringliggende landsby et indblik i, hvem flygtningene i grunden var. Blød og hård negl Dimitri Verhulst lod sig dog ikke nøje med et par timer i centret, men insisterede på at flytte ind i en periode og bo sammen med flygtningene døgnet rundt. »Jeg har haft en grum barndom og er vokset op på børnehjem, fordi mine forældre sloges konstant - så jeg var fast overbevist om, at jeg sagtens kunne klare det«, forklarer Verhulst, da vi sætter os på en lille cafe i Bruxelles. Ved første øjekast ligner han da også en hård negl. Men under den sorte strikhue, de skarpe ansigtstræk og den tætte tåge, der udgår fra hans hjemmerullede Gauloise, gemmer sig en tænksom mand på 32, der er fortvivlet over verdens uretfærdige tilstand, og som havde svært ved at kapere opholdet i flygtningelejren. Opholdet varede fire døgn, og det var mere, end Verhulst kunne klare. For tæt på »Det var en ekstremt hård oplevelse. Slet ikke som jeg havde ventet. Når man er på børnehjem, så ved man jo, at man er 'fri', så snart man runder 18. Men der var ingen frihed i sigte for beboerne på 'Problemski'«, fortæller Verhulst. Han var syg i flere dage og kunne hverken spise eller arbejde. »Jeg gjorde måske også den fejl at komme for tæt på ... at blive følelsesmæssigt involveret. Men hvordan skulle jeg kunne undgå det? Jeg lærte især Maqsood (en af bogens personer, red.) rigtig godt at kende. Hans fader blev myrdet for øjnene af ham. Han er blevet tævet, tortureret, og hans øjne er ødelagt af peberspray«. »Han kunne aldrig sove om natten, for han var bange for, at mordet på hans fader ville gentage sig i hans mareridt. En nat vækkede han mig og spurgte, om jeg ikke ville spille badminton med ham, og så stod vi dér og spillede badminton i mørket. Han havde ganske enkelt oplevet alle tænkelige facetter af menneskelig grusomhed, men han var selv lutter godhed«. Nazistisk venlighed Verhulst tier. Han jager en enlig brødkrumme rund på bordpladen og ser ud ad cafevinduet: »Vi blev virkelig gode venner, men da jeg forlod lejren for at tage hjem igen, kunne jeg intet gøre for ham ...«. Verhulst skrev en artikel om opholdet i Arendonk til bladet Deus ex Machina, men de stærke indtryk fra lejren blev ved med at plage ham. Derfor besluttede han sig for at skrive en roman, og det blev en roman, der skabte så meget røre i officielle kredse, at asylcentrets ledelse blev fyret omgående. Verhulst trøster sig imidlertid med, at både centrets leder og flygtningene syntes godt om bogen. »Jeg var temmelig nervøs for, hvordan de ville tage den«, siger han. Og det forstår man. Den korte roman bugner af ubarmhjertigt skarpe og krampende morsomme observationer. Som når han sender det godmodige indiske torturoffer Maqsood på udflugt gennem den lille landsby, centret ligger ved, og lader ham tro, at beboernes nazistiske heilen er en imødekommende hilsen. I stedet for at blive beskæmmet hilser den naive Maqsood blot tilbage med en venlig variant af samme gestus, fordi »der generelt set hilses alt for lidt i denne vestlige og asociale verden«. Sådan. På én og samme gang har han udstillet det flammende flamske fremmedhad og den indiske flygtnings insisterende naivitet. Humor som redskab Valget af den krasse humor var nødvendigt for at få den ønskede effekt, forklarer Verhulst. »Det var helt afgørende. Hvis beskrivelserne kun er barske og tørre, mister du læserens empati. Derfor valgte jeg overlagt en meget rå humor som redskab. Den er fantastisk til at formidle stor smerte og lidelse, uden at det bliver overdrevet patetisk«, siger han, mens han gestikulerer ivrigt med den lille krøllede cigaret, så asken drysser fra den. Netop på grund af den brutale humor har flere kaldt bogen politisk ukorrekt, men Dimitri Verhulst kunne ikke være mere ligeglad: »Jeg kan slet ikke forstå selve begrebet politisk korrekt. Det synes efterhånden at være blevet politisk korrekt at stemme på Vlaams Blok på den yderste højrefløj, og hvis det er tilfældet, må jeg heldigvis indrømme, at så er min bog politisk ukorrekt«. Han kan heller ikke forstå den nagelfaste skelnen mellem politiske og bekvemmelighedsflygtninge, en sondring, som også får tørt på i bogen. »Det en kunstig, tåbelig og hyklerisk forskel at sætte op«, siger Verhulst med et insisterende blik. Han tværer cigaretten rundt i det lille askebæger. »Folk, der flygter fra sult, flygter jo også fra et politisk problem. Økonomi og politik kan ikke sådan skilles ad. Har vi måske ikke økonomi- og finansministre i alle vesteuropæiske regeringer?«. Sand atmosfære I bogens efterord skriver Verhulst, at han for at undgå misforståelser »må gøre opmærksom på, at godt halvdelen af historierne er opdigtede, og at ingen historier indeholder løgn«. Det gjorde han, fordi folk hele tiden spurgte, hvilke af historierne der var sande, og hvilke der var fiktive. »Men det er uvæsentligt. Jeg havde i forvejen ingen som helst mulighed for at kontrollere de oplysninger, som flygtningene delte med mig, og det har jeg spillet bevidst på netop ved at skrive en roman. Tag f.eks. historien om kvinden Martina, som myrder sit barn, fordi det er resultatet af en krigsvoldtægt ...«. Han hiver i cigaretten, så gløden lyser op. »Nå, det skete f.eks. ikke, mens jeg var der. Men voldtægter er en af de mest almindelige krigsforbrydelser, så det kunne lige så godt være sket«. »Det vigtigste er, at litteraturen er sand, at atmosfæren er virkelig. Ellers virker det ikke. Men hvis man rammer rigtigt, så er det langt mere effektivt at skrive en roman end en nøjagtig journalistisk redegørelse eller en statistik over deres ulykkelige skæbner«. Skyldfølelse Som en forfattermæssig genistreg lader Verhulst en flue på væggen danne rammen om sin fortælling. I romanens åbning præsenteres læseren for fortælleren, en pressefotograf med det ubestemmelige navn Bipul Masli, der er på opgave i det krigs- og hungersnødramte Afrika. Han sidder ved et døende barn og venter på, at en af de allestedsnærværende fluer lander i barnets ansigt, så han kan knipse et præmiebillede. Det sker bare ikke, og han får aldrig sit scoop i kassen. Da Bipul adskillige år efter - i slutningen af romanen - sidder apatisk i det belgiske flygtningecenter, skyder en besøgende fotograf et billede af ham. I præcis samme øjeblik, som fotografen trykker på udløseren, lander en flue - den flue, han selv sad og ventede på - i panden på ham. »Fluen i bogen er mig. Jeg havde et stort problem med min rolle som voyeur. For selvfølgelig er det min opgave at skildre virkeligheden, men jeg er samtidig en snylter, der lever af andres ulykke. Det gav mig en enorm skyldfølelse«. Ingen uddannelse Fluen viser samtidig, at ulykken kan ramme os alle. Af samme grund lod han Bipul være en fotograf, der havde kendt et nogenlunde normalt liv. »Det var vigtigt, at han havde været 'på den anden side' - at han ikke var vokset op i usselhed. Han måtte være en mand med et ansigt og en fortid, for at man kunne identificere sig med ham. Det er simpelthen nemmere at lave en klassisk fortælling på den måde«. »Hvis ikke hovedpersonen har både en fortid og en nutid, kan læseren ikke leve sig ind i hans fremtid«, forklarer Verhulst, der til trods for sine velargumenterede fortælletekniske udredninger og begavede litterære overvejelser ingen som helst boglig uddannelse har. »Vi har en stolt belgisk tradition for autodidakte forfattere«, siger han med et smil, mens han svælger lidt i min overraskelse. »Ja, det betragtes nærmest som en velsignelse at være selvlært. Så er man jo en slags ubeskrevet, ubefængt, jomfrueligt blad - aldeles upåvirket af andre folks teknikker og metoder«. Læsning er vejen Verhulst er til gengæld overordentlig belæst og har grådigt pløjet sig igennem verdenslitteraturen, siden han var ganske ung. Han begyndte godt nok at læse kunsthistorie, men stoppede, fordi han ikke kunne se pointen i at tage en akademisk uddannelse - og så havde han i øvrigt heller ikke råd. Godt det samme, for man »kan ikke lære at skrive godt på en skolebænk. Tværtimod. For at skrive godt skal man læse meget, og det er folk generelt frygtelig dårlige til. Men dét kan man til gengæld lære«.